12. juli 2076


CO2 omdannes til sten

Af forskningschef ved DTU, Klavs Anker



Det har længe stået klart, at verdens klima ikke vil være reddet "blot" ved at gøre atmosfærens CO2-situation neutral - altså ved at sikre, at der ikke udledes mere CO2, end kloden med dens skove og have kan opsuge. Dertil er vi nået. Men der er allerede pumpet så meget ud i atmosfæren, at det fortsat vil skabe store klimamæssige problemer for livet på Jorden. Derfor vil det være nødvendigt på en eller anden måde at mindske atmosfærens indhold af drivhusgasser - og altså første og fremmest af CO2.
      Den opgave har holdt forskere over hele verden beskæftiget i årevis, og flere gange har man kunnet høre, at nu var det lykkedes. Der har da også gennem årene været præsenteret flere forskellige metoder til at gøre det. Det er ikke længere noget problem at "suge" CO2 ud af luften og at isolere det fra luftens øvrige bestanddele af ilt og nitrogen. Men det store spørgsmål har hidtil været, hvad man skulle stille op med det. Der er gjort rimeligt vellykkede forsøg med at pumpe det dybt ned i jorden, og så har man håbet på, at det ville blive dér. Det har det da også i alt væsentligt gjort. Men det har kun været muligt at gøre det i alt for ringe omfang, blandt andet fordi der jo skulle skaffes rum for det dernede i dybden. Med den metode ville det formodentlig tage flere hundrede - ja, måske tusinde - år at skaffe os af med de skadelige mængder.
      Men nu er der skabt en løsning, der fungerer. Det er den svejtsiske virksomhed Climeworks, der allerede for en snes år siden meldte sig med en prototype på de anlæg, der nu er videreudviklet og sat i drift forskellige steder i verden - først og fremmest i Island.
      Anlæggene består i korthed af en maskine, der filtrerer CO2 ud af luften og sender det ned i undergrunden, ligesom andre også har gjort det. Men når man i første omgang har koncentreret sig om Island, skyldes det, at man dér har fundet en speciel undergrund, som CO2 indgår i en forbindelse med og omdannes til harmløse og stabile mineraler. Det er dog ikke kun i Island, at det kan lade sig gøre. Jordbundsforhold med tilsvarende egenskaber - og det vil sige med stort indhold af den metalholdige klippeart basalt - findes også mange andre steder. Når CO2 kommer i forbindelse med denne basalt, reagerer det kemisk og omdannes til karbonatmineraler som for eksempel jernkarbonat, der også kaldes siderit. Dermed skabes der en stenart, hvor CO2 i løbet af forholdsvis kort tid låses fast. CO2 er med andre ord blevet til sten.
      Til at begynde med var man usikker på, om denne metode til at skaffe os af med CO2 på ville vise sig at være lige så langsom som dem, der tidligere var afprøvet. Men det viste sig hurtigt, at det ikke var tilfældet. Hele processen fra luftart til sten varer mindre end to år.
      For at kunne anvende Climeworks metode til at fjerne CO2 fra atmosfæren kræver det altså en basaltholdig undergrund. Men det kræver også adgang til store mængder elektrisk energi. Og netop det var endnu en grund til, at man startede ud med de første anlæg i Island. Her kunne man nemlig udnytte de store mængder af overskudsenergi, som er til rådighed fra kraftværker, der udnytter landets underjordiske varmekilder. Men i takt med, at der næsten overalt er blevet adgang til de mange forskellige måder at fremstille elektricitet på, er det ikke længere noget problem at skaffe tilstrækkelig energi til at hente CO2 ud fra luften omkring os og sende den ned i jorden. Derfor bliver metoden nu også taget i brug direkte i industrier, der frembringer store mængder CO2, og hvor undergrundsforholdene egner sig til det, således at industrierne bliver CO2-neutrale eller måske endda CO2-negative.
         Metoden har et stort potentiale. Teknologien kan nemlig skaleres op og ned, og den kan derfor også bruges direkte i mange af de industrier, hvor man simpelthen ikke kan undgå at danne en vis mængde CO2. Som eksempel på det kan nævnes cementindustrien. Men med den rigtige udgave af den svejtsiske maskine koblet ind i produktionssystemet kan man helt fjerne denne CO2 og anvende den i fremstillingen af andre produkter. Præcist hvilke andre produkter, der kan være tale om, har der været forsket i gennem en årrække - ikke mindst i grundforskningscentret CADIAC (Carbon Dioxide Activation Center) ved Aarhus Universitet. Dér er man nu ret langt fremme, og man ser en række forskellige anvendelsesmuligheder, hvoraf nogle allerede er i brug med udgangspunkt i de såkaldte "C1-byggesten".

     Men selv om der altså nu er effektive midler til rådighed til at trække CO2 ud af atmosfæren, så vil det også fremover være nødvendigt at gøre alt, hvad der er muligt for at nedbringe CO2-udledningen, ikke mindst fra industrien og transportsektoren. For der vil stadig være en betydelig udledning, der stammer fra de basale menneskelige aktiviteter, og den vil blive ved med at vokse år for år i takt med, at vi formentlig igen bliver flere og flere mennesker på vores klode.

VERDENSBILLEDET.nu