8. juni 2085

Ørkenerne blomstrer

For bare 20 år siden lå Jordens ørkener øde hen, og de blev større og større. Nu er flere af dem forvandlet til marker, hvor der høstes korn, grøntsager og frugt i så store mængder, at verdens hungersnød om få år kan være en saga blot.
     VERDENSBILLEDETs medarbejder har været på besøg i et område, der tidligere var en del af Sahara ørkenen.

Hvis man for mere end 20 år siden havde haft lejlighed til ude fra rummet at se ned på vores "blå planet", ville man se store områder nord og syd for regnskovsområderne omkring ækvator, hvor overfladen var alt andet end blå. Der var heller ingen grønne farver som de fleste andre steder på kloden og heller ingen hvide, som man dengang stadig kunne få øje på omkring polerne. Farven var gulbrun.
     Den gulbrune farve kan ses nogle steder endnu. Men langt de fleste steder er denne farve nu på store områder skiftet ud med grønt. Der er ikke tale om noget synsbedrag.  Årsagen er, at tidligere ørkenområder nu er forvandlet til frodige landbrugsarealer.
     Det skyldes ikke, at himlens sluser har åbnet sig over de tidligere ørkener. Man kan næsten sige tvært imod. Det vand, der nu har fået tidligere tiders få, små og afgrænsede oaser til at brede sig ud over ørkenerne, er nemlig kommet nedefra, fra ufatteligt store og righoldige vandbærende lag dybt nede i undergrunden.
     Det er ikke nogen ny opdagelse, at der findes disse enorme mængder af vand i undergrunden flere steder i verden. Faktisk har man vidst det længe, og det er beregnet, at alene under den del af Afrika, der ligger nord for ækvator, er der tale om så store mængder, at der vil være nok til at forsyne hele verdens behov for vand til husholdninger, industri og landbrug i 50-70 år.  Og der er vel at mærke tale om krystalklart, rent vand uden nogen som helst form for forurening.  Derfor kan det umiddelbart anvendes som drikkevand, men altså også til kunstvanding.
     Man kan så med god grund spørge, hvorfor man ikke på et langt tidligere tidspunkt er gået i gang med at udnytte disse enorme vandmængder. Det er da også sket enkelte steder og i forholdsvis lille målestok. Allerede i slutningen af 1900-tallet tog Libyens daværende leder oberst Ghadaffi initiativ til de første anlæg, der skulle hente vand op fra de underjordiske reservoirer, og fra borestationer i ørkenen blev der lagt 3.700 km rør til forsyning af marker og landsbyer. Men efter mordet på Ghadaffi gik denne spæde start på en udvikling i stå, og gennem mange år var der politisk strid mellem Libyen og landets naboer om, hvem der havde retten til at udnytte vandet.
     Det var dog ikke alene politiske stridigheder, der forhindrede udnyttelsen. Der var også store tekniske vanskeligheder, som gjorde det så kostbart at hente det op, at det stort set kun var det olierige Libyen, der havde de økonomiske kræfter til at gøre det.
     Men både de politiske og de tekniske problemer blev overvundet for omkring 25 år siden. For de politiske problemers vedkommende skete det ved en mellemkomst fra FN's side. Der blev ganske enkelt pålagt en afgift på alt det vand, der blev hentet op, og midlerne fra denne afgift går i en fælles pulje, der administreres af FN, og som primært bruges til nye vandingsanlæg og dermed til udvidelse af landbrugsområderne.
     Og hvad de tekniske problemer angår, så er de løst ved hjælp af den

nyudviklede teknologi omkring dybdeboringer og dybvandspumper. Det

var da også karakteristisk, at jeg under mit besøg på en af de store pum-

pestationer bemærkede skilte på pumperne med påskriften "Grundfos".

For netop den danske virksomhed "Grundfos" er verdenskendt for den

forskning og det udviklingsarbejde, der har været stærkt medvirkende til,

at ørkenerne nu kan opdyrkes og ikke alene på sigt vil kunne give føde til

milliarder af mennesker verden over, men også at der allerede i dag er

skabt arbejdspladser for den lokale befolkning. Det har blandt andet væ-

ret stærkt medvirkende til, at det ikke længere er attraktivt for befolknin-

gerne at søge til andre lande, og dermed er mange af problemerne om-

kring årtiers folkevandringer løst.
     Det kræver naturligvis store mængder af energi at holde hele dette

enorme system i gang. Men den side af sagen har en helt naturlig løsning

i disse områder, hvor sollyset er til rådighed i mange timer hver eneste

dag. Og løsningen hedder solceller. Hvad det angår, har der gennem de

senere år fundet en meget positiv udvikling sted, således at man i dag

kan hente elektricitet fra nye typer af solceller, som ikke blot er langt mere

effektive end de første generationer af solceller, men også langt billigere i

fremstilling. Den høje effektivitet betyder blandt andet, at de arealer, der

skal afsættes til frembringelse af energi, kan være små set i forhold til, hvad

der tidligere var nødvendigt. Det giver mere plads til produktionen af fødevarer.
     Geologer gør dog opmærksom på, at den meget store oppumpning af vand fra undergrunden ikke er uden problemer på længere sigt.
     Nok er der ufattelige mængder. Alene under landene Egypten, Sudan, Libyen og Chad - i det såkaldte Nubian Sandstone Aquifer - menes der at være ca. 150.000 kubikkilometer vand. Dér har det ligget siden istiden og altså i op til 40.000 år. Indtil for ca. 4.000 år siden sivede der jævnligt regnvand ned og føjede sig til de underjordiske depoter. Men så ændredes klimaet, og det grønne Sahara blev omdannet til gold ørken, og efter den tid var det definitivt slut med, at nyt vand sivede ned. Der vil altså ikke blive tilført nyt vand som erstatning for det, der bliver pumpet op. Men i diskussionerne forud for, at oppumpningen for alvor blev sat i gang, blev det argument fremført, at i betragtning af den situation, vi står i nu, og de gevinster, der kan opnås ved at hente vandet op, så er der ingen rimelighed i at betænke sig. Ganske vist er det rigtigt, at de kendte underjordiske vandreserver formentlig ikke vil blive fornyet i en overskuelig fremtid. Men kloden er hele tiden under forandring, og højst sandsynligt vil der på et eller andet tidspunkt dannes ny vandreserver samme sted eller andre steder.
   Andre argumenterede med det synspunkt, at det vil være muligt at udvikle de allerede kendte metoder til at afsalte havvand, og at der først og fremmest burde satses mere på det. I dag kan det da også konstateres, at man efterhånden flere steder i verden skaffer sig de nødvendige mængder ferskvand på den måde.