23. juni 2085

Alternativ dyrkning

For kort tid siden (8.juni 2085) var VERDENSBILLEDET's medarbejder på besøg i den tidligere afrikanske Sahara-ørken, som i dag er omdannet til enorme landbrugsområder.
     Men andre steder er der gennem årene udviklet andre metoder til fødevareproduktion, og vores medarbejder har nu besøgt et sted i Jordan, hvor der med helt andre metoder end i Sahara dyrkes store mængder af fødevarer, selv om området er kendt som et af de steder på kloden, der er fattigst på nedbør.

Hvad der for årtier siden i Jordan - som i øvrigt mange andre steder - tegnede sig som en stigende trussel, er ved en utrolig arbejdsindsats og stædighed vendt til frelsende muligheder. Og i dag har de positive resultater i Jordan bredt sig til mange andre steder på Jorden, hvor man som nævnt har lidt under tilsvarende klimatiske forhold.
     Op mod 90 procent af Jordan var tidligere dækket af ørken, hvor der ofte går år, uden at der falder en dråbe regn, og år efter år havde sandet bredt sig over stadigt større områder som følge af klimaforandringerne.
     Men så langt tilbage som i begyndelsen af dette århundrede begyndte man at udnytte en kombination af tre ressourcer, som der var rig adgang til, nemlig sol, saltvand og ørkenjord. Målet var at skabe en produktion af tre af Jordens mest udtalte mangler: ferskvand, energi og fødevarer. 
     Det var en norsk ingeniør ved navn Frank Utsola, der startede et projekt op, som i høj grad stred imod, hvad stort set alle andre betragtede som menneskeligt muligt. Hvad han begyndte med, var et specialdesignet drivhus beregnet til små 2.000 agurkeplanter. Finansieringen kom primært fra den norske stat, fra EU og fra USAID (United States Agency for International Development); men også en del private investorer gik med i projektet, fordi de så nogle store muligheder i det. Og i dag kan det konstateres, at de så rigtigt.
     Men det var mildt sagt imod alle odds, da Frank Utsola plantede sine 2.000 agurkeplanter, og det vidste han udmærket godt. Og det var imod al sund fornuft at give projektet navnet "Sahara Forest Project". For sammen med forskere rundt om i verden - blandt andet på Stanford University - havde han fået klarlagt nogle fremtidsudsigter, der sagde, at temperaturen i Jordan inden for de næste 50 år ville stige med op imod 4,5 grader. Den allerede meget sparsomme nedbør ville falde med 30 procent, og vandmængden i Yarmouk-floden, som man var helt afhængig af, ville mindskes med 75 procent. Men det var netop de fremtidsudsigter, Frank Utsola så som de helt afgørende udfordringer, som han satte sig for at overvinde i kraft af den trodsighed og stædighed, som var hans vigtigste drivmidler. Og sammen med en kreds af ligesindede ville han bevise, at kunne det lykkes i Jordan, så stod man med et af de nødvendige midler til overlevelse, som også ville kunne bruges andre steder i verden.
     I dag - 60 år senere - ved vi, at de klimamæssige forudsigelser stort set kom til at holde stik. Men vi ved også, at Frank  Utsolas projekt blev startskuddet til udvikling af lignende anlæg mange andre steder i verden.
     Grundlæggende gik projektet ud på at vende problemet med ørkener på hovedet. Sagen er jo, at der rent faktisk gror planter selv i den mest golde ørken, og det er ikke kun nogle krumryggede akacietræer. Rundt omkring kan man finde tårnhøje palmer og farverige blomster, og når der en sjælden gang imellem falder et regulært regnskyl, kan det opleves, hvordan den nøgne ørkenjord på rekordtid bliver forvandlet til grønne enge.
    Det, man med "Sahara Forest Project" satte sig for, var i første omgang at tage ved lære af de mange planter, der altså ligger skjult i ørkensandet og bare venter på det næste regnskyl, som måske ligger år ude i fremtiden.
     Hvad menneskene hidtil gennem århundreder havde været rigtig gode til, var at fremavle planter til at give det størst mulige udbytte. Prisen for det var at give afkald på deres evne til at gro under vækstbetingelser, som ikke er optimale. Resultatet var, at stort set al alverdens afgrøde kom fra planter, der kun kunne klare sig, fordi mennesker havde skabt nogle unaturligt gode forhold for dem. Men de oprindelige planter, som mennesker ikke var begyndt at modificere, eksisterede stadig. Og nu satte man sig for at lære af dem. Udgangsmaterialet for den læring var agurker. Og det primære mål var at etablere en produktion, der kunne være konkurrencedygtig på markedsvilkår. Lykkedes det, ville man naturligvis arbejde videre med andre afgrøder.
     Og som allerede nævnt så lykkedes det i høj grad.
 
Udgangspunktet for "Sahara Forest Project" i Jordan var et noget specielt

drivhus. Og den grundlæggende idé med dette drivhus var, at det - som

tidligere nævnt - skulle fungere ved brug af tre stort set gratis ressourcer:

sol, saltvand og ørkenjord.
     Det gælder i ørkener såvel som alle andre steder - bare i endnu højere

grad - at skal der dyrkes planter, så kræver det vand. Men da ferskvand i

den grad er en mangelvare i ørkenerne, må man bruge havvand. Det har

man for så vidt kunnet gøre altid, men tidligere var problemet, at det kos-

tede meget store mængder af energi at afsalte vandet, og denne energi

kom tidligere næsten udelukkende fra brug af fossile brændstoffer.
     Det problem er der fundet en løsning på i "Sahara Forest Project". Hele

afsaltningsprocessen foregår ved hjælp af solenergi, og det brakvand, der

bliver til overs fra produktionen inde i drivhuset, bliver ført udenfor og an-

vendes endnu en gang til at dyrke deciderede ørkenplanter. Det indvundne

salt er et salgbart biprodukt.
     Men inden vandet er nået så langt, har det også været anvendt i en an-

den meget vigtig funktion, nemlig til at køle drivhuset ned med. Tidligere

havde man skullet bruge enorme mængder af elektricitet til nedkøling, men

i et "Sahara Forest Project"-anlæg foregår det ved hjælp at et helt lavtekno-

logisk kølesystem, som gør det muligt året rundt at styre temperaturen i

drivhusene med meget stor præcision.  Det sker ganske enkelt ved, at den ene væg består af et tykt pap med bikubeformede huller i, og denne væg overrisles med saltvand. Når så den praktisk taget konstante og tørre ørkenvind blæser gennem disse huller, sænkes dens temperatur med op til 15 grader - fra ca. 40 til ca. 25 grader.
     Det tog lang tid at udvikle hele dette system, så der kunne skabes en egentlig bæredygtig produktion i større stil. Men i dag findes der talrige anlæg, som i alt væsentligt bygger på resultaterne fra "Sahara Forest Project". Og disse anlæg har stor betydning. For ikke blot skaffer de fødevarer til store befolkninger; men de har også skabt arbejdspladser for tusinder af mennesker, som uden disse arbejdspladser ville være tvunget til at søge andre steder hen - eller til at dø af sult. Det gælder f.eks. i Kalahari-ørkenen i Syd- og Mellemafrika og i dele af Den Arabiske Ørken. Men både i Asien, Nord- og Sydamerika og i Australien er der i dag store anlæg, som udnytter ideerne i "Sahara Forest Project". Og i dag er det ikke kun agurker, der dyrkes rundt omkring. Også et stort antal andre afgrøder har vundet indpas.
     Opgørelser har da også vist, at samlet set har denne form for fødevareproduktion i væsentlig grad medvirket til, at udviklingen i klimaet på en måde har kunnet vendes i en positiv retning. Af skade er man blevet klogere.