Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside
Det er naturligvis et uhyre omkostningskrævende projekt. Det anslås, at udgifterne vil beløbe sig til omkring 3.500 milliarder kroner. Men der er enighed i FN om, at det er et projekt, som vi - som nævnt - ikke kan komme udenom, hvis vi skal gøre os håb om at kunne genskabe en verden med ideelle vilkår for livet. Derfor vil der over en årrække blive opkrævet et ekstra beløb fra alle medlemslande til FN's fond for særlige tiltag.
Det skal tilføjes, at selve den løbende drift af de mange anlæg ikke vil være voldsomt udgiftkrævende, idet pumperne som nævnt bliver drevet af den vind, der ret konstant blæser i Arktis med en gennemsnitshastighed på 6,4 meter i sekundet. Men naturligvis skal der en ret betydelig styrke af teknikere til at vedligeholde anlæggene.
Mens der altså aktivt bliver sat ind for at genskabe isen i de arktiske egne, så er situationen noget anderledes i Antarktis. Dér har det nemlig nu kunnet konstateres, at afsmeltningen tilsyneladende helt af sig selv er stoppet, og at indlandsisen endda er ved igen at få større tykkelse og udbredelse. Det er dog et forhold, som skal undersøges nøje, før man tør stole på, at det er en vedvarende tendens, og hvad årsagen i givet fald kan være til det.
20. oktober 2090
Havisen i Arktis skal reddes
Generelt går det nu den rigtige vej. Det er allerede lykkedes at reducere atmosfærens indhold af drivhusgasser med cirka otte procent. Men afsmeltningen af havisen i Arktis foregår stadig med trussel om, at den om få år vil være helt væk, og det vil føre til et alvorligt tilbageslag for bestræbelserne på at genskabe et acceptabelt klima for kloden som helhed..
Nu er der imidlertid sat en kæmpemæssig indsats i gang for ikke blot at redde den tilbageværende havis, men også for at genskabe den is, der gennem årene er forsvundet.
Det er Arizona State University i USA, der allerede for 30-40 år siden gik i gang med et projekt, der skulle gøre det muligt at redde havisen i Arktis, og det lykkedes faktisk dengang at udarbejde en plan, der kunne gøre det muligt. Problemet var imidlertid dengang, at det var helt utænkeligt, at det kunne lade sig gøre at skaffe tilstrækkelige økonomiske midler til at realisere planen.
Nu har den økonomiske situation bedret sig en del. Og studier af isens betydning for Jordens klima har gjort det klart, at den reelt fungerer som en form for aircondition i den globale klimacyklus. På naturlig vis køler den luften og vandmasserne. Det spiller en afgørende rolle for cirkulationen i havene, og desuden reflekterer isen Solens stråling tilbage ud i rummet og medvirker på den måde til at holde temperaturen i balance på det rigtige niveau: Jo mere is, jo mere tilbagekastning af Solens stråler. Jo mindre is, jo større opvarmning. Uden en genskabelse af isen vil det derfor ganske enkelt ikke være muligt for vores klode som helhed at genskabe det klima, der vil være ideelt for mennesker, dyr og planter. Erkendelsen af disse forhold er grundlaget for, at det hidtil største teknologiske projekt i menneskehedens historie nu er sat i værk:
I løbet af nogle år skal flere millioner vinddrevne pumper suge havvand op til overfladen og sprøjte det ud over den nu alt for tynde arktiske iskappe. Således beskriver ingeniørerne på Arizona State University, hvad projektet drejer sig om. Her vil den bidende vinterkulde med 35-40 minusgrader lynfryse havvandet og gøre den svindende iskappe mere udbredt og tykkere - op til en hel meter i løbet af en enkelt vinter. Oprindeligt var den to-tre meter tyk.
VERDENSBILLEDET.nu