28. december 2030

Carls klumme

Carl Clemmensen er forfatter og lektor i klimatologi ved Aarhus Universitet, og han har været fast klumme-skribent ved VERDENSBILLEDET.nu i en årrække.

Så skulle vi opleve endnu en gang at se vores natur gå amok. Og endnu en gang på en helt overraskende måde. Bedst som vi er ved at have vænnet os til, at vi også her i vores lille land på det nærmeste er blevet subtropisk med temperaturer et godt stykke over, hvad man tidligere betragtede som det normale - ja, så væltede der noget så sjældent som julesne ned over det ganske land og satte effektivt stop for stort set al samfærdsel. Skybrud i den størrelsesorden ved vintertide er aldrig set før.
     Men noget af det karakteristiske ved vores vejrforhold i dag er jo netop det helt uforudsigelige. Og hvor skybrud tidligere var et forholdsvis sjældent fænomen, er det nu blevet noget, som vi ganske enkelt må lære at leve med.
     Jeg husker min morfar fortælle om sin oplevelse med det værste skybrud i hans levetid.
     "Nu skal I høre", sagde han, efter at min bror og jeg var blevet placeret i sofaen hjemme hos ham på Fyn. "Det var et skønne vejr i sommeren 2011. Jeg var sammen med en flok andre ældre mennesker taget på bustur til et forlystelsessted, der hed "Bakken" i Klampenborg nord for København. Målet var først og fremmest en revy, der var meget populær dengang. Inden vi skulle til den, var der fælles spisning i en af "Bakkens" mange gode restauranter, og mens vi var godt i gang med de lækre retter, lød der pludselig et tordenbrag af de helt store, og regnen styrtede ned - ikke i dråber, men i stråler. Det var rigtig chokerende. Men lige så brat, som det begyndte, lige så pludselig holdt det op. Fem minutter før vi skulle gå nogle hundrede meter over til revyteltet, blev der lukket af for himlens sluser. Men "Bakkens" gader var omdannet til regulære vandløb, hvor det eneste rigtige fodtøj havde været gummistøvler. Men vi kom til revy omend med våde fødder - og vi morede os dejligt.
     Da vi senere kom om bord i bussen for at køre hjem til Fyn, kunne chaufføren fortælle, at vi var nødt til at køre en omvej. Flere veje - og blandt dem motorvejen - var lukket på grund af oversvømmelse, og i bussens radio kunne vi høre, at der var faldet op til 135 mm regn i løbet af 45 minutter, og det var mere end det dobbelte af en hel juli måneds normale nedbør.
     Den oplysning sammen med oplevelsen på "Bakken", sagde morfar, "fik mig til at tænke, at nu står verden da vist ikke længere. Det her må være begyndelsen på syndfloden".
    Den bemærkning har jeg siden tænkt meget over. "Begyndelsen på syndfloden!"
For er det ikke på en måde netop det, vi nu oplever: en syndflod. En straf over os
mennesker for vores synder. Fordi vi over en lang årrække i stigende grad har drevet
rovdrift på vores Jord. Det er anslået, at med det omfang, menneskenes samlede
udnyttelse af Jordens ressourcer er nået op på, skal der fire-fem jordkloder til for at
dække det. Man kan vel med god ret mene, at det er det, vi nu bliver straffet hårdt for.
     Og der er kun to veje, den straf kan gå: enten udsletter menneskeheden sig selv,
eller også må vi lægge vores livsform om i langt højere grad, end vi indtil nu har været
indstillet på.
     Sagt på en anden måde: Vi må bruge alle midler for at overleve; men gør vi det,
er der også et liv forude. Det er noget, vi mennesker må stå sammen om. Ikke bare
på nationalt plan, men på globalt plan. Og vi har vist, at det kan vi godt. I hvert fald,
når vi bliver truet hårdt nok, som det var tilfældet under 2020'ernes corona-pandemi.
Den lærte os en barsk lektie; men den lærte os også, at med fælles vilje og koordineret gennem FN kan vi stoppe selv meget alvorlige kriser. Det er en lære som den, at vi må udnytte nu, hvor det drejer sig om at stoppe syndfloden.