Pension og pensionsalder

Som det var tilfældet på den tidligere Ældre-bloggen, kan du meget let give din mening til kende om de emner og synspunkter, der bliver taget op her på siden.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

 
 
 
 

10-02-19


Pensionstidspunkt


Hvor gammel skal man være for at have ret til at gå på pension? Det diskuteres der voldsomt om i disse dage, hvor der ikke længere er så lang tid til en valgdag.

     Men i virkeligheden burde det jo slet ikke være et spørgsmål om alder. Kriteriet må ene og alene være et spørgsmål om behov.

     Man prøver at fastsætte en pensionsalder, der bliver højere og højere, jo længere gennemsnitslevealderen bliver for os danskere. Det er der rimelig enighed om. Der er også enighed om, at der er mennesker, som ganske enkelt ikke kan klare at skulle arbejde lige til den fastsatte pensionsalder. Og dér hører enigheden så op.

     Socialdemokraterne siger, at alle skal have lov til at melde sig ud af arbejdsmarkedet, når de har været der i et opslidende job i 40 år. Men hvad er "et opslidende job"? Jah! siger de - det må man jo prøve at forhandle sig til rette om.

     Andre siger, at der skal ikke være dette faste åremål på 40 år. I stedet skal der være ordninger, som gør det muligt at få tilkendt folkepension nogle år før den generelle pensionsalder, hvis man kan dokumentere, at man virkelig er nedslidt eller syg. Men så er spørgsmålet: Hvor mange år før skal det være muligt? Og hvad skal være kriteriet for at være nedslidt? Dertil svarer de, at sådan nogle ordninger er der jo allerede, og dem skal vi holde fast ved; men kan de blive bedre, så vil vi da gerne forhandle om det.

     Det er da rigtigt, at der allerede er ordninger, som giver mulighed for træde ud af arbejdsmarkedet før den egentlige pensionsalder. Men gang på gang bliver vi gennem medierne eller på anden måde præsenteret for nogle helt horrible eksempler på personer, der har måttet igennem det ene helt tåbelige og nedværdigende forløb efter det andet. Det kan vare år efter år, og resultatet - førtidspension eller ej -  kan være ret så forskelligt fra kommune til kommune. Denne helt urimelige situation har efterhånden varet længe. Og det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt!

     Der SKAL altså ændringer til vedrørende pensioneringen af gamle og / eller udslidte mennesker.

     Men hvilke? Den diskussion vil utvivlsomt arbejde sig højere og højere op i gear, efterhånden som valget nærmer sig. Og når det så er overstået, vil man på Christiansborg meget snart erkende, at det er yderst lidt, der i virkeligheden kan gøres. For så skal man jo nemlig også til realistisk at forholde sig til økonomien. Og den virker temmelig glemt for tiden.


Da jeg for snart rigtig mange år siden var på session, blev jeg - ligesom alle andre unge mænd - præsenteret for en kommission, der egenmægtigt og dér på stedet skulle afgøre, om jeg var tjenlig til at blive udskrevet til militærtjeneste. Man kunne eventuelt møde med lægeerklæringer, som dokumenterede, at det var man ikke, og man kunne selv argumentere for eller imod. Men den endelige afgørelse lå i alt væsentligt her og nu hos udskrivnings-kommissionen. Og retningslinjerne var de samme over hele landet og for rig som for fattig.

     Hvad om man lidt på samme måde etablerede en statslig pensions-kommission, som helt uden vore dages utallige lægeundersøgelser, umenneskelige arbejdsprøvninger, og hvad totalt udslidte eller alvorligt syge mennesker i øvrigt udsættes for, kan træffe en endelig afgørelse her og nu efter en indstilling fra enkelte udslidte eller syge borgers egen læge eller fra en kommunal socialrådgiver.

     Når jeg ved forskellige lejligheder har foreslået en sådan ordning, så er jeg nogle gange blevet mødt med den indvendig, at det vil en enkelt pensions-kommission ikke kunne overkomme. Og hertil må jeg erkende, at jeg ved ikke, hvor mange borgeres situation, der skal tages stilling til. Men om nødvendigt kunne man nedsætte en kommission i hver region, og for at sikre ensartede afgørelser i alle regioner, kunne man lægge et fælles møde for dem alle ind i kalenderen f.eks. en gang i kvartalet. Her kunne ens retningslinjer og regler fastlægges.

     Jeg er også blevet mødt med den indvending, at det vil blive svært at sammensætte en sådan kommission - eller sådanne kommissioner, hvis der skal være flere af dem. De vil jo skulle have meget store beføjelser.

     Det kan måske godt være, at det kan blive svært, men bestemt ikke umuligt. Der findes faktisk rigtig mange fornuftige mennesker i Danmark med stor indsigt i forståelse for mange af livets forhold og vilkår. Og jeg føler mig overbevist om, at der vil være rigtig mange af dem, som gerne vil påtage sig den vigtige og ansvarsfulde opgave at træffe afgørelser om, hvem der er så udslidte og / eller syge, at de bør tilkendes en førtidspension. Det kan i hvert fald gøres med langt større saglighed, forståelse, retfærdighed og nænsomhed over for den enkelte borger end de horrible beretninger, som vi nu gang på gang bliver præsenteret for i medierne.


19-07-18


At nyde tilværelsen


For nogen tid siden faldt jeg tilfældigvis i snak med en mand på en

bænk på havnen i Lundeborg - - du ved, dér hvor man skal tage til,

hvis man er trist og har sorg i sinde. Det var nu hverken, fordi jeg

var trist eller havde sorg i sinde, at jeg var i Lundeborg. Det var

såmænd bare, fordi jeg jo bor i nærheden, og så kan jeg lide at

komme der, blandt andet fordi man næsten altid kan få en god snak

enten med en af de gamle bekendte eller med en helt vildtfremmed

person. Og det sidste var tilfælde den her gang.

     Han sad på en af bænkene derude på molen. Helt alene. "Må jeg

sætte mig her?" spurgte jeg, for jeg ville jo ikke mase mig på. "Ja

selvfølgelig", sagde han." Slå du bare røven i sædet". Så det gjorde

jeg. Det var en af denne sommers mange gode dage med masser af

sol og lige netop med så meget vind, at der var masser af sejlere på

vandet mellem Fyn og Langeland, og ind imellem trak en af dem mod

nord og stod ind gennem indsejlingen til havnen - en manøvre, som det altid er lidt sjovt at følge.

     "Det her, det er sgu ligesom de her Gnags synger om, at når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk, dér hvor havet slår ind over molen", sagde min nabo på bænken. "Nå ja, det er jo ikke ligefrem, fordi havet slår så meget ind over molen i dag. Men jeg har sgu glædet mig i årevis, til det blev min tur til at sidde på den bænk. Og nu gør jeg det så."

     "Jamen velkommen til," svarede jeg. "Ja, det kan jeg vel godt tillade mig at sige, for jeg er såmænd gammel nok til at have kunnet sidde her i årevis."

     "Nåh ja. Jeg er sgu lige gået på pension for to måneder siden, og nu er jeg på camping sammen med konen. Hun er så lige kørt op for at handle lidt. Noget skal der jo til, når man sådan er på camping."

     "Hvad vil du så lave nu som pensionist?" spurgte jeg sådan lidt forsigtigt.

     "Det kan jeg sgu godt sige dig. Nu vil jeg bare nyde tilværelsen."

     "Har du da ikke kunnet gøre det tidligere?"

     "Nej for fanden. Jeg har knoklet de sidste atten år som langturschauffør. Og jeg kan godt sige dig, at det er altså ikke et liv i luksus. Men jeg har da tjent nok til, at vi nu har kunnet købe os en campingvogn og få råd til bare at nyde tilværelsen. Ja, nu skal du altså ikke misforstå mig; det bliver ikke noget med den vilde luksus, men du ved: på tur med lillemor i camperen om sommeren og så hjemme på andensalen  om vinteren med  en god bøf på tallerkenen og lidt rødvin i glasset og så fødderne oppe med en god krimi i fjerneren uden at skulle tænke på, at man skal op, inden en vis herre får sko på, og af sted til et eller andet sted i Langtbortistan. Så kan man jo da ikke ønske sig stort mere".

     "Næh, det kan da godt lyde som lidt af en ønsketilværelse,"  svarede jeg. "Men skal du slet ikke lave andet nu de næste 20-30 år? Jeg tror egentlig, at jeg ret hurtigt ville komme til at kede mig."

     "Nu har du nok heller ikke ligget og rakket rundt på alverdens landeveje og læsset på og læsset af dag efter dag. Og der er også meget andet, der kan få en til at længes efter bare at kunne nyde tilværelsen."

     "Du nævnede Gnags lige før. Men jeg synes nok, at det er værd at få nogle af de næste vers med også, for dér synger de jo:

     "Når jeg bliver gammel

     skal bugten være så fuld af liv, der hvor havet slår ind,

     at du kan fange det lis'så let

     som en dreng med et net på en bambuspind.


     Når jeg bliver gammel

     skal bugten være så fuld af liv, der hvor solen går ned,

     for intet liv gemmes væk

     for at forsvinde helt alene med sin ensomhed."


"Jeg ser nok sådan på det, at der er flere måder at vi kan nyde tilværelsen på. Du har din, og jeg har min, som nok er lidt anderledes. Men det vigtigste er vel egentlig, at vi hver især har det godt med lige netop vores måde at nyde tilværelsen på."

   

Vi kunne måske have snakket længe endnu om liver dér på bænken på molen. Men pludselig lyste manden på bænkens anden ende op i et stort smil, da hans mobil meldte sig med en sms: "Nu er lillemor sgu allerede klar med noget middagsmad, så jeg må hellere se at komme op og melde mig i teltet. Men du skal have tak for snakken. Det var rigtig hyggeligt."

19-05-17


Fjern den faste pensionsalder

"Hvis man blot hæver pensionsalderen, vil det uvilkårligt føre til, at det er dem med den laveste uddannelse og laveste løn, der rammes hårdest. Mens dem med en høj uddannelse og høj løn, med stor indbetaling til pensionsordninger, stort set selv afgør, hvornår de vil pensioneres, uanset hvad pensionsalderen er."

     Sådan sagde beskæftigelsesordføreren for DF, Bent Bøgsted iflg. netavisen Altinget i maj 2017.

     Og det har han jo ret i. Det er derfor, man skal afskaffe den faste pensionsalder og folkepensionen og sætte skatten ned med det beløb, der i dag opkræves til at dække folkepensionen. Så kan hver især selv bestemme, hvor meget man via en forsikringsordning vil have til rådighed  den dag, da man selv bestemmer, at man vil gå på pension. Arbejdsgiverbidrag til pensionsordninger fastsat ved overenskomstforhandlinger og ATP kan naturligvis fastholdes. Man kan så som udgangspunkt beslutte, at man vil have mulighed for at gå på pension f.eks. som 60-årig, og man kan fastsætte, hvor stor en pension man vil have til den tid, og med det som grundlag kan pensionsselskaberne nemt beregne, hvor stor den månedlige forsikringspræmie skal være. Når man når de tres, kan man så tage stilling til, om man eventuelt godt vil fortsætte en tid endnu, og gør man et, ja, så vil udbetalingerne blive noget større den dag, man endeligt siger farvel til arbejdsmarkedet.

     Næstformanden for LO, Ejner K. Holst udtalte dengang til Altinget, at "Det står fuldstændig klart, at en relativt stor del af lønmodtagerne ikke kan holde til flere år på arbejdsmarkedet end allerede aftalt". Det er da så sandt, som det er sagt. Men netop derfor er det vigtigt, at man ikke bliver ved med at aftale en eller anden fast pensionsalder. For det er jo meget individuelt, hvornår folk ikke kan eller ikke har lyst til at fortsætte på arbejdsmarkedet. Den faste pensionsalder er alt for styrende for danskernes tilværelse.

   Som det fremgår herunder, har jeg tidligere været inden på de tanker. Det har ført til, at jeg fra flere sider har mødt den indvending, at folk vil slet ikke selv kunne styre dette med en forsikringsopsparing til pensionen. Det er helt sikkert rigtigt, at der er nogen, der ikke kan, og der er jo også nogen, der ikke har et indtægtsgrundlag, som gør det muligt at spare op. Sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved med at være. Men noget af det, der kendetegner det velfærdssamfund, som vi kender i dag, og som vi vil gøre meget for at fastholde, er jo netop, at samfundet tager sig at dem, der ikke kan klare sig selv. Men velfærdssamfundet må aldrig blive det barnepigesamfund, som nogle mener, at vi er på vej ind i. Det ville måske slet ikke være nogen skade til, hvis det i lidt højere grad blev forventet (og en selvfølge), at vi alle tager mere ansvar for vores egen tilværelse. Som det er nu, hører vi lidt for ofte og i forskellige sammenhæng, at "det er samfundets skyld!"




07-05-17

Det drejer sig om din og min pensionsopsparing.

"Vi har brug for et pensionssystem, der passer til det danske folk, ikke kun til regeringens ønsker".

    Sådan sagde Ældre Sagens administrerende direktør Bjarne Hastrup i 2017. Og det har han fuldstændig ret i.

     I årets 1. maj-taler var vores pensioner igen et af de store emner. Men diskussionen gik næsten udelukkende på, om pensionsalderen skal sættes op, eller den skal bevares, som den er. Men der var stor enighed om, at det er et spørgsmål, der skal forhandles på plads snarest muligt.

     Det får mig så til at vende tilbage de tanker, jeg tidligere har gjort rede for om helt af afskaffe den faste pensionsalder og lade folk selv bestemme, hvornår de vil gå på pension, og på hvilke vilkår de vil kunne gøre det, og så ud fra det lade dem selv bestemme, hvor meget og hvordan de kan og vil spare op til pensionen. Lad ordningen med folkepension høre op f.eks. for alle, der endnu ikke er fyldt 50 år. Sæt skatten tilsvarende ned for dem. Og hold så op med den barnepige-mentalitet, der gælder nu, og lad dem selv disponere over de penge, de derved får fri, til selv at afgøre, hvordan de vil spare op til pensionen.

     Iflg. Bjarne Hastrup lå der i 2017 3.500 milliarder kroner i pensionskassernes fonde. Det er dine og mine penge, som loven bestemmer, at andre skal kunne disponere over. Men det kan langt de fleste af os faktisk godt selv. Og det vil kunne åbne for rigtig mange individuelle muligheder for et mere mangfoldigt liv, end mange kender i dag.

     Naturligvis skal der lovmæssigt fastsættes et vist minimum for den enkeltes samlede, dokumenterede opsparing til pension, så ingen bare kan bruge løs og stå helt uden midler i alderdommen. Der sidder folk i ministerierne, som på deres komputere hurtigt vil kunne regne ud, hvor stort dette minimum skal være, så det skulle ikke behøve at skabe problemer. Men det må erkendes, at der er folk, som ganske enkelt ikke selv vil være i  stand til at administrere en pensionsopsparing. De vil kunne få den nødvendige rådgivning. Og så er der mennesker, som først og fremmest af helbredsmæssige årsager aldrig får et indtægtsgrundlag, som kan give mulighed for en pensionsopsparing. Det er der også i dag, og her må samfundet naturligvis fortsat træde til, så også de kan få en menneskeværdig tilværelse gennem hele deres liv.

     Med en sådan ordning, hvor den enkelte borger får mulighed for i langt højere grad selv at kunne disponere over sin pensionsopsparing, vil der åbne sig helt nye og bedre muligheder for en udvikling i samfundet som helhed.

Ældre-bloggen