Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside
Pleje og plejehjem
Som det var tilfældet på den tidligere Ældre-bloggen, kan du meget let give din mening til kende om de emner og synspunkter, der bliver taget op her på siden.
Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.
Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.
31-10-21
Hvem skal passe Farmor?
Som det fremgår af indlægget længere nede på denne side fra den 5. oktober i år, så er det det spørgsmål, der for nylig har været rejst i en artkelserie i Avisen Danmark. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Allerede for tre år siden blev det rejst her på siden, og indlægget fra dengang bringes herunder.
Spørgsmålet er det samme som dengang: Hvem kan/skal gøre det? Men heller ikke nu er der nogen, der kan eller tør forsøge sig med et realistisk svar.
Det nærmeste, man fortsat kommer en stillingtagen, er, som det blev fremlagt i indlægget den 22. februar 2018, nemlig:
Det skal ikke være mig i hvert fald
(Det følgende er citat fra dengang):
Jeg har i en del indlæg her på bloggen beskæftiget mig med den kendsgerning, at der om om ganske få år ikke længere vil være tilstrækkeligt mange sosu-ansatte til at klare pasningen af alle plejekrævende ældre. Og jeg har rejst spørgsmålet: Hvad så?
Det kunne være rart at få et svar fra de ansvarlige politikere og embedsmænd. Men indtil nu virker det nærmest, som om de har foldet hænderne, vendt øjnene mod himlen og bedt for, at en løsning vil dale ned fra det høje.
Det gør der ikke. Altså må andre komme med forslag til mulige løsninger.
Det gjorde jeg i mit indlæg den 18. januar, og det går ud på, at vi ældre må hjælpe hinanden. Der er masser af ældre i 70'erne, som sagtens ville kunne klare at stå til rådighed for en eller anden form for hjælpetjeneste i nogle timer om ugen. Og som jeg skrev dengang: Det vil naturligvis være det bedste, hvis der på frivillig basis kan oprettes en eller anden form for hjælpekorps, og med de traditioner, vi har her til lands, tror jeg egentlig på, at det vil være muligt. Men det må nødvendigvis organiseres på samme måde, som vi i dag har et velorganiseret hjemmeværn og beredskab.
Men hvad nu, hvis mine forventninger ikke holder stik? Hvis der ikke melder sig tilstrækkeligt mange til en frivillig ordning? Så må der oprettes en hjælpepligt for raske og rørige ældre på samme måde, som vi i dag har en værnepligt for de unge. For vi kan og vil jo ikke bare lade de gamle og syge ligge alene uden pleje!
Det er ikke for tidligt at tage debatten op omkring en eventuel oprettelse af et sådant hjælpekorps, eller om nogen ser andre muligheder for at løse de kommende års problemer omkring hjælpen til dem, der har behov for hjælp. De problemer må ikke få lov til at komme bag på os. Og i flere kommuner kender man jo i øvrigt kun alt for godt til problemerne allerede.
For kort tid siden havde jeg lejlighed til at drøfte forslaget om et eventuelt hjælpekorps med en kreds af ældre. Jeg må indrømme, at jeg blev noget forundret - ja, vel egentlig lidt rystet - da jeg mødte en total afvisning.
Blandt argumenter for det blev det nævnt, at vi allerede i Ældre Sagens og Røde Kors' besøgstjenester har nogle fint fungerende hjælpetjenester. Og det er da helt rigtigt. Men det blev erkendt, at det eneste, besøgsvennerne kunne og måtte, var at holde i hånd og at samtale. Egentlig fysisk hjælp af nogen art kan der slet ikke komme på tale i den forbindelse.
Så er det, jeg spørger: Hvad skal der så gøres, når en besøgsven kan konstatere, at gamle Anton sidder med en nærmest overfyldt ble. Der er ingen til at skifte den!
Reaktionen på det fra de ældre i kredsen - eller måske snarere den manglende reaktion fik mig til at tænke på Niels Hausgaards vise om atomkraft. I følge den skal vi da selvfølgelig have et atomkraftværk; men det skal altså ligge så langt væk fra min baghave som muligt.
Jo, selvfølgelig skal gamle Anton da have skiftet sin ble. Men det er altså ikke lige mig, der skal gøre det!
Skal vi acceptere den situation, hvor vi må sige, at det er da godt nok synd for gamle Anton, at han skal sidde i sin fyldte ble til næste dag klokken 11.10, når en sosu-hjælper efter planen skal dukke op næste gang?
Eller skal vi tage fat på at finde en anden løsning?
Jeg spørger bare.
Er der nogen, der vil give et svar, så er man meget velkommen til at bruge "blanketten" øverst på siden her. Skriv navn og mailadresse og jeres svar i besked-feltet og klik på knappen SEND. Svarene vil blive bragt her på bloggen, men naturligvis uden oplysning om mailadresse.
28-10-21
Valgflæsk eller ej
Vi nærmer os datoen for kommunalvalget, og det præger både aviserne og de sociale medier - og nu også lysmasterne. Mange af kandidaterne fra venstre til højre bruger løfter om bedre forhold for os ældre som lokkemad for at fiske vores kryds. Men desværre må det konstateres, at det er ren valgflæsk. For netop i denne tid offentliggør kommunerne deres budgetter for næste år, og de fleste af dem er præget af, at det er sparetider - også når det drejer sig om ældreplejen. Og i de fleste tilfælde er budgetterne vedtaget af næsten enige kommunalbestyrelser.
Det rimer jo ikke. Man kan normalt ikke skabe bedre forhold med beskårne bevillinger. Men det er muligt, at man nogle steder kan gøre det ved at bruge bevillingerne på en ændret måde. Og det er så det, man må bede kandidaterne om at give realistiske forslag til. Men indtil nu har der været langt mellem de forslag, jeg har set af den slags. I de fleste tilfælde går de fortsat på det utopiske med at ansætte flere "varme hænder" - og det på trods af, at man jo udmærket ved, at det kan ikke lade sig gøre, for de findes jo ganske enkelt ikke.
Jeg har været inde på det tidligere her på Ældre-bloggen, at det er nødvendigt at se på andre muligheder, nemlig dem, som teknologien har at byde på. De hverken kan eller skal afløse de "varme hænder". Men de kan give dem bedre tid til det, der er deres vigtigste opgave, nemlig at skabe omsorg.
Det kunne være et argument for kandidaterne, at man vil arbejde for i højere grad at udnytte de muligheder.
05-10-21
Hvem skal passe farmor?
Gennem nogen tid har Avisen Danmark kørt en serie artikler under overskriften "Hvem skal passe farmor?"
Egentlig er det meget få reelle svar, der er blevet givet på dette spørgsmål i artikelserien. Oftest har det blot bekræftet, at vi står over for et meget stort problem, nemlig den kendsgerning, at vi i 2030 vil være 50% flere over 80 år, mens der vil være væsentligt færre end nu til at passe os. Især er der fra politisk hold kørt frem med standardsvaret om flere penge til ældreplejen, men uden at man har fortalt, hvem man vil give disse flere penge til - der vil jo ganske enkelt ikke kunne hentes flere såkaldte "varme hænder" ind, for de er der jo ikke.
I den seneste artikel i serien fra den 1. okt. gives der så omsider et realistisk svar: "Teknologi skal hjælpe med at passe farmor".
Her berettes om en undersøgelse, som Teknologisk Institut har foretaget i samarbejde med CareNet og Danish.Care.
Konklusionen på denne undersøgelse er iflg. AD's artikel, at "Velfærdsteknologi er ikke til at komme udenom, hvis kommunerne i de kommende år skal kunne passe og pleje de borgere, der har brug for det, som de gør i dag. - - I undersøgelsen svarer 94% af kommunerne nemlig, at de i høj eller nogen grad skal have succes med velfærdsteknologi for at fastholde velfærdsniveauet".
Birgitte Østergård Sørensen, der er forretningsleder ved Teknologisk Institut, siger til artiklen: "Men nu begynder man i kommunerne at mærke, at man ikke kan rekruttere de folk, man mangler. Det er ikke et spørgsmål om, at vi ikke har penge til at ansætte. Det er et spørgsmål om, at der ikke er nogen, vi kan ansætte. - - Det er jo ikke sådan, at teknologien skal overtage opgaver eller tage vores arbejde fra os. Det er et spørgsmål om, at der ikke er nogen til at gøre det arbejde, og hvis ikke teknologien kommer ind og gør det, bliver det bare ikke gjort."
I øvrigt viser undersøgelsen, at 94% af kommunerne mener, at velfærdsteknologi forøger livskvaliteten hos borgerne, mens 80% peger på, at det giver et bedre fysisk arbejdsmiljø.
Nu foreligger der altså en grundig, officiel undersøgelse, der i stort set alle henseender bekræfter, hvad der gennem en årrække her på Ældre-bloggen har været fremført om de mange muligheder, som velfærdsteknologien rummer for også fremover at skabe en ønskværdig tilværelse for de af os ældre og handikappede, der har eller måtte få brug for hjælp og pleje.
Skulle man være i tvivl om, hvordan det eksempelvis kan gøres, var det måske en idé at læse science fiction-romanen om "Plejecenter Fremtiden".
06-09-21 (revideret 31-10-21)
Den sværeste beslutning
Om ganske få år skal de danske politikere træffe den sværeste beslutning, de kan blive stillet overfor. De skal nemlig træffe afgørelse om, hvad det er for diagnoser, der ikke længere skal føre til behandling i det danske sygehusvæsen. Noget vil nødvendigvis skulle vælges fra, fordi der ganske enkelt ikke længere er personale til at klare det hele. Skal det være visse former for kræftbehandling? Skal det være slut med, at folk kan få nye hofter, knæ eller skuldre? Skal man slutte med at indlægge folk på sygehuset, hvis de er mere end 90 år gamle? Eller skal det være noget helt andet, man skal ophøre med at behandle?
Faktum er jo, at der allerede i dag er for lidt personale i vores sundhedsvæsen. Ikke mindst mangler der sygeplejersker, og de, der endnu er der, må løbe alt for stærkt. Resultatet er, at det er blevet mindre attraktivt at blive uddannet som sygeplejerske. Derfor søger for få ind i denne uddannelse. Og mange af de allerede uddannede søger over i andre beskæftigelser. Alle kan se, at det er en udvikling, der vil gøre det umuligt at opretholde det behandlingsniveau, vi kender i dag.
Spørgsmålet er så, om politikerne vil have andre muligheder end at beslutte totalt stop for visse behandlinger. Man kan jo ikke vælge en løsning, hvor enkelte patienter kan blive behandlet, mens andre med samme diagnose må sorteres fra. For hvem skal foretage den sortering, og efter hvilke kriterier skal de gøre det?
Der er vel to alternativer til et stop for visse behandlinger. Der kan træffes aftale med privathospitaler om, at de overtager flere behandlinger. Det siger så sig selv, at det bliver til væsentligt andre priser, end vi i dag kender fra det offentlige sygehusvæsen. Politikerne skal altså kunne stille en betydeligt større økonomi til rådighed. Eller man kan gå i gang med seriøst at forbedre arbejdsforholdene for sygeplejerskerne i det danske sundhedsvæsen. Det kan ikke vente på en eller anden uvis behandling i en kommission om et års tid eller tre. Det er nødvendigt, at der bliver taget fat for alvor NU. Alternativet er bestemt ikke rart at tænke på.
Jeg tager hatten af for de sygeplejersker, der i den senere tid med deres punktstrejker har besluttet at bruge dette middel til at gøre opmærksom på det uhyggelige problem, som det danske sundhedsvæsen er på vej ind i.
18-08-21
Bedre forhold for sygeplejerskerne
Der er i den grad mangel på sygeplejersker. Det betyder et hårdt pres på langt de fleste af dem, der arbejder som sådanne rundt omkring i samfundet. Og de gør det til en løn, der ikke er rimelig set i forhold til deres uddannelse, og deres arbejdsbetingelser. Derfor viser det sig at være stadigt vanskeligere at få nye unge til at gå ind i uddannelsen, og derfor vil mangelen på sygeplejersker blive større og større år for år. Med mindre der bliver gjort noget ved problemet her og nu.
Strejken har vist os alle, hvor store problemer der opstår mange steder på grund af de manglende sygeplejersker. I dag er der godt 5.000 i strejke. Men alle beregninger viser, at om få år vil der mangle omkring 6.000, selv om alle færdiguddannede er i arbejde. Det vil betyde en katastrofe for hele det danske sundhedsvæsen.
Derfor er det nødvendigt, at det på forskellige måder bliver gjort væsentligt mere attraktivt at være sygeplejerske. Og det må ske NU!
Det bliver vi ganske enkelt nødt til at bakke op om. Og det gælder ikke mindst vi ældre, som naturligt nok vil være den gruppe, der også fremover vil have mest behov for at kunne nyde godt af et velfungerende sundhedsvæsen.
25-06-21
Erkend det dog nu!
Der er ikke, og der bliver ikke mennesker nok til den nødvendige pleje af ældre og handicappede, hvis det skal fortsætte på den nuværende, traditionelle måde. Forbundsformand Mona Striib har flere gange gjort det klart, at om få år vil der mangle 40.000 SOSU-medarbejdere.
Alligevel er der stadig politikere, der ved enhver lejlighed kræver, at der skal uddannes og ansættes flere i plejesektoren. Det samme gør man vedholdende fra Ældre Sagens side. Men ingen af dem peger på, hvor disse flere skal komme fra. Det kan de nemlig ikke, for der er ganske enkelt ikke flere at hente ind. Men ved at stille deres helt urealistiske krav har de vel en fornemmelse af, at så har de da i hvert fald gjort noget.
Så hvad nu?
Skal vi acceptere en væsentligt dårligere pleje? Eller skal vi for alvor se at komme i gang med at tænke utraditionelt og gøre en hel del ting på en anden og mere rationel, effektiv og god måde? Mulighederne for at gøre det er mange.
Den moderne teknologi rummer mange af disse muligheder, og flere steder er man da også gået i gang med at udnytte en del af dem. Prøv bare at google på "teknologi i plejesektoren". Men mange får stadig kuldegysninger ved tanken om, at "teknologiske kolde hænder" skal overtage noget af arbejdet fra de gode, velkendte "varme hænder" (som altså godt nok er blevet en mangelvare). Det behøver man nu ikke at gyse over, for det vil stadig være de varme hænder, der skal tage sig af det væsentligste, nemlig den egentlige omsorg, og det vil de få meget bedre tid til ved at lade teknologien overtage en lang række rutinemæssige opgaver som f.eks. rengøring og vedligeholdelse, madlavning, transport og dokumentation.
I bogen om "Plejecenter Fremtiden" (den kan lånes på biblioteket eller købes i boghandelen) berettes der om, hvordan det vil kunne realiseres med den teknologi, der altså allerede er til rådighed, og den, der er godt på vej - og herunder ikke mindst den kunstige intelligens. Og der gives et billede af den attraktive tilværelse, der vil kunne blive de kommende års plejehjemsbeboere til del. Det eneste, der kræves, er nogle politiske beslutninger om at give grønt lys for forskere, arkitekter, ingeniører og specialister i planlægning til at realisere de muligheder, som den moderne teknologi byder på. For de kender dem nemlig godt.
Desværre er jeg blevet for gammel til at kunne nå at nyde godt af disse mange muligheder. Men for de yngre vil der kunne blive en god og tryg pensionisttilværelse at se frem til.
13-10-20
Tid til omsorg
For et par uger siden havde DR2 en debat med Clement, hvor emnet var pleje og omsorg af os ældre. Panelet bestod af politikere, fagforeningsfolk og professionelle inden for ældreplejen. Som altid, når Clement byder ind til debat, var der ganske stor uenighed om stort set alt - dog med én klar undtagelse: Mange steder trænger ældreplejen til en mærkbar forbedring. Men også hvad det angår, var der forskellige opfattelser. For nogle drejede det sig om at få skabt en helt anden kultur. For andre var løsningen den helt traditionelle med flere penge til flere varme hænder.
Ingen kan være i tvivl om, at der mangler veluddannede og dedikerede SOSU-medarbejdere. Derfor må man de fleste steder klare sig med mere eller mindre fast ansatte folk uden nogen egentlig uddannelse. Det gavner naturligvis ikke kulturen og omgangstonen. Spørgsmålet er så, om det problem kan klares med flere penge.
For mig at se er der ingen tvivl om, at en bedre aflønning af fuldt uddannet personale vil gøre opgaven som plejepersonale - på plejehjemmene såvel som i hjemmeplejen - mere attraktiv, og at det vil kunne animere flere til at gå ind i uddannelsen. Men under Clements debat blev det flere gange slået fast, at der ganske enkelt ikke kan findes mennesker nok til at dække behovet. År for år bliver der flere og flere, der har behov for pleje og pasning, og samtidig bliver der færre og færre i de aldersgrupper, der skal klare den opgave. Og der er også behov for hver og en af dem mange andre steder end i ældreplejen. Det er et faktum, som der helt blev gået udenom i debatten. Og det må jo skyldes, at ingen af deltagerne kunne pege på en løsning af det problem.
Det kan godt undre mig. Jeg har mere end én gang her på Ældre-bloggen peget på de muligheder, der ligger i den moderne teknologi. Og det er de muligheder, jeg har skrevet om i min bog om "Plejecenter Fremtiden". Ganske vist har jeg i bogen skubbet tiden nogle tiår ud i fremtiden, hvor de mange nye teknologiske muligheder vil være implementeret. Men mange af disse muligheder er jo allerede realiteter og i brug flere steder uden for ældreplejen. Og hvis de virksomheder, der arbejder med udvikling af nye muligheder, får et klart signal om, hvad det er, man kunne ønske sig i ældreplejen, så vil de have grundlag for at gå i gang med en udvikling af netop det. For de har i dag de folk, den viden og den baggrund, der skal til.
Det er på tide, at der bliver samlet en gruppe af fagfolk, der kan sørge for at få sat gang i udvikling og fremstilling af de teknologiske hjælpemidler, der kan frigøre plejepersonalet fra de mange rutinemæssige opgaver og give dem mulighed for at koncentrere sig om det vigtigste af det hele, nemlig omsorgen for de mennesker, der har behov for omsorg.
24-09-20
Som optakt til Sundheds- og ældreministerens Ældrepolitiske Topmøde om plejeboligområdet 30. september til 1. oktober har Alzheimerforeningen anmodet om, at nedenstående orientering og appel må blive viderebragt til flest muligt.
Det medvirker jeg gerne til her gennem Ældre-bloggen.
”Nok er nok”:
Alzheimerforeningen vil ændre grundlæggende på plejehjem
Den seneste tids skandalesager fra plejehjem udgør kun toppen af isbjerget - Alzheimerforeningen giver derfor politikerne tre bud på indsatser, der sætter mennesket før systemet og kvalitet før effektivitet i plejen.
De chokerende scener fra TV2-dokumentaren om umenneskelige forhold på to plejehjem i Aarhus og Randers – og siden videoen fra et plejehjem i Helsingør, hvor en SOSU-hjælper helt umotiveret sviner en beboer med demens til – har endnu engang sat gang i debatten om plejeboligområdet. Men sagerne er hverken enestående eller udtryk for en ny tendens. Alzheimerforeningen har dokumentation for, at der i løbet af de seneste tre år er sket omsorgssvigt, mishandling, fejlbehandling eller tilsvarende stærkt kritisable forhold på plejehjem i 44 ud af Danmarks 98 kommuner. I otte ud af ti af disse tilfælde har det handlet om mangelfuld sundhedsfaglig behandling og pleje. Og i hver sjette tilfælde er plejehjemsbeboeren afgået ved døden.
Der er god grund til, at tilliden i befolkningen til de kommunale plejehjem styrtdykker. Der er noget grundlæggende galt med systemet, hvor der efterhånden er skåret så meget ind til benet og effektiviseret i en grad, at det i flere tilfælde har kostet beboerne livet. Det må stoppe nu. Der er behov for et paradigmeskifte i, hvordan vi behandler, plejer og yder omsorg til personer med demens på plejehjem, fortæller direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.
Opgør i tre indsatser
Mens der igennem årene er blevet postet milliarder i værdig ældrepleje, er kvaliteten af behandling, pleje og omsorg på plejeboligområdet gået den anden vej. Antallet af uddannet og kvalificeret personale på plejehjem er ikke fulgt med det markant stigende antal stærkt behandlings- og plejekrævende beboere, hvoraf op mod 80 procent lider af demens - især ikke om natten, hvor normeringen er urimeligt lav. Alzheimerforeningen har i årevis gjort opmærksom på de alarmerende forhold og har nu - op til Sundheds- og ældreministerens Ældrepolitiske Topmøde om plejeboligområdet 30. september til 1. oktober - samlet tre konkrete bud på indsatser, der kan vende udviklingen.
Indsatserne er:
1. Samarbejdet med pårørende skal forbedres
2. Alle medarbejdere skal have demensfaglige kompetencer
3. Kvaliteten af den demens- og sundhedsfaglige behandling og pleje skal løftes i hele Danmark
- For at vi kan ændre på plejeboligområdet, er vi nødt til at sætte mennesker med demens og deres familier i centrum. Det skal ikke være hensynstagen til rigide systemer og plejehjemmets bundlinje, der afgør, hvilken behandling man får. Til gengæld er det helt essentielt for både behandlingen og plejen, at vi ser på plejehjemsbeboerne som hele mennesker og inddrager de pårørende. Ellers ender vi med at gøre beboerne til ”ting”, som vi desværre oplevede i de foruroligende scener, hvor en kvinde med demens hænger i en lift og klager over smerter, mens personalet taler sammen over sengen og knap nok ænser hende. Derfor er det afgørende, at den demensfaglige kvalitet bliver sat før effektivitet ude på plejehjemmene, siger Nis Peter Nissen.
Tilliden skal genoprettes
Alzheimerforeningen har i de senere år modtaget 50 procent flere henvendelser fra pårørende, om problemer med den demens- og sundhedsfaglige pleje på plejehjem. Men mange oplever at løbe panden mod en mur, når de lufter deres bekymringer over for personale, ledelse og i sidste ende kommunen. Derfor foreslår Alzheimerforeningen blandt andet, at beboere og pårørende får en uafhængig tillidsmand, der kan tale deres sag direkte overfor plejehjemsledelsen.
Samtidig foreslår Alzheimerforeningen, at der indføres et nationalt demensfagligt efteruddannelsesprogram, hvor alle medarbejdere og ledelsen bliver klædt på med nyeste viden om demens og plejehjemmet bliver blåstemplet med et certifikat. Modellen kendes fra Sverige, hvor Dronning Silvia har sat sig i spidsen for de såkaldte ’Silviahem’:
- Erfaringerne fra Sverige er gode og certificeringen med det royale islæt har været med til at øge prestigen og den faglige stolthed inden for et felt, der ofte – og i øvrigt helt uretmæssigt – bliver talt ned og negligeret, siger Nis Peter Nissen.
Den sidste hjørnesten i at genoprette tilliden til plejehjemmene handler om at sikre, at du får den samme gode behandling, lige meget om du bor på plejehjem i Hirtshals eller Helsingør. For i dag er der desværre helt uacceptable kvalitetsforskelle på plejehjem kommunerne imellem. Det er for eksempel i forhold til normeringer, plejehjemslæger eller indsatsen mod de alvorlige adfærds- og psykologiske problemer (såkaldt BPSD), som mange personer med demens får.
- Hvis vi skal løfte kvaliteten i hele landet, er vi nødt til at have nogle nationale og bindende retningslinjer for behandling, pleje og omsorg på plejehjem. Der er nødt til at være en anstændig bemanding på alle landets plejehjem – det kalder vi en grundnormering. Og så er vi nødt til at anvende nogle af de modeller, som der er blevet brugt millioner af kroner på at gennemteste og som vi ved virker. For eksempel BPSD-modellen, som har en dokumenteret effekt i forhold til at hjælpe beboere med demens, som har adfærdsmæssige og psykiske problemer, fortæller Nis Peter Nissen.
Han ser frem til det Ældrepolitiske Topmøde, men frygter også at politikerne endnu engang taber fokus, når debatten en dag ebber ud:
- Derfor bliver vi ved. I alt for lang tid er systemet kommet før mennesket, men nu siger vi stop. Det er tid til at sætte handling bag ordene og få et paradigmeskifte i plejen af ældre med demens på plejehjem, så mennesker med demens kan få den nødvendige behandling, pleje og omsorg. Det er det løfte, vi giver til mennesker med demens og deres familier.
Læs hele Alzheimerforeningens oplæg her: Mennesket før systemet!
FAKTA OM PLEJEHJEM ANNO 2020
• PT bor der knap 40.000 personer på plejehjem i Danmark
• Det vurderes, at 60-80% af beboerne lider af en demenssygdom
• Halvdelen af alle demenspatienter på plejehjem lider af en eller flere andre alvorlige kroniske sygdomme som kræft, diabetes, KOL etc.
• Hver tredje beboer dør inden for det første år efter de er flyttet på plejehjem.
• Plejehjemsbeboere får dobbelt så meget medicin som andre ældre i samme aldersgruppe.
• Plejehjemsbeboere har 2½ gange flere forebyggelige indlæggelser end ældre, der ikke bor på plejehjem – dvs. indlæggelser, der kunne være undgået ved korrekt behandling, pleje og omsorg.
• Genindlæggelsesprocenten for plejehjemsbeboerne er næsten dobbelt så høj som ældre, der ikke bor på plejehjem.
• Der er stor forskel på gennemsnitsnormeringerne i kommunerne. Særligt om natten, hvor der i nogle kommuner er op til 41 beboere til hver enkelt medarbejder.
• I 49% af alle plejehjem er der ikke fast tilknyttet en plejehjemslæge.
• I 51 % af alle tilsyn på plejehjem i 2018, var der ikke styr på medicinhåndtering.
31-07-20
Plejehjemmene bag facaden
Der er ingen tvivl om, at rigtig mange så TV2's dokumentar om plejehjemmene bag facaden torsdag aften den 30. juli. Og mange har kommenteret den. Alle er enige om, at forhold som dem, man blev præsenteret for i dokumentaren er uacceptable. Men meget få har realistiske forslag til, hvordan forholdene kan forbedres, så de overalt kan blive ikke bare acceptable, men gode.
Der er dog én ting, man kan blive enige om: Der er for få ressourcer til rådighed. Det drejer sig om økonomiske ressourcer. Men det drejer sig i endnu højere grad om menneskelige ressourcer - det, der ofte omtales om "varme hænder".
Hvad de økonomiske ressourcer angår, er det et politisk prioriteringsanliggende. Men som det er blevet nævnt fra flere sider, så hjælper det jo ikke noget, at man står klar med nok så mange penge, hvis det, man gerne vil have for pengene, ikke er til rådighed. Og det må jo ganske enkelt konstateres, at der er ikke det nødvendige antal varme hænder til rådighed, og de er ikke til at finde nogen steder.
Det er utvivlsomt rigtigt, at meget vil kunne opnås ved at gøre sosu-uddannelsen bedre og ved at gøre arbejdsforholdene for sosu-personellet bedre - blandt andet med en bedre aflønning. Men det ændrer ikke ved det faktum, at der er ikke det tilstrækkelige antal mennesker til at modtage bedre uddannelse og bedre løn. En opnormering af stillinger fra deltid til fuldtid kan kun løse en lille del af problemet.
Jamen hvad gør vi da så? Accepterer vi, at gamle Anton må sidde et par timer for længe i en fyldt ble?
NEJ!
Og derfor undrer det mig, at man ikke i langt højere grad, end det er tilfældet, retter blikket mod de mange muligheder, som den allerede kendte teknologi og den, der er godt på vej, giver for at aflaste plejehjemmenes personel for en lang række af rent praktiske opgaver. Det vil kunne give dem betydeligt mere tid til det vigtigste af det hele, nemlig den nære, menneskelige omsorg.
Jeg prøvede sidste år at pege på en del af disse muligheder med udgivelsen af min sciencefiction-roman om "Plejecenter Fremtiden". Den giver også et billede af det gode og indholdsrige liv, som teknologien giver mulighed for. Noget er allerede taget op med gode erfaringer - men endnu nærmest på forsøgsbasis - på flere plejehjem rundt i landet. Men der er stadig mange mere eller mindre uprøvede muligheder endnu.
Samme dag som TV2 viste dokumentaren om plejehjemmene bag facaden, kunne vi i tv-nyhedsudsendelserne følge opsendelsen af en raket, som blandt andet med dansk-udviklet udstyr skal til Mars og undersøge forholdene dér. Dét kan vi altså. Og hvis vi vil, kan vi også udvikle udstyr, som kan være med til at give beboerne på vores plejehjem en bedre og langt mere værdig og tryg tilværelse. Og det vil kunne give personalet endnu større arbejdsglæde.
14-07-20
Ældrepleje
Der er en løsning
Det er måske ikke den bedste; men når den ikke kan opnås, må man ty til den næstbedste.
Selvfølgelig ville det være det ideelle, hvis der var alt det velkvalificerede personel, som der er brug for i ældreplejen. Men det er der ikke, og det kommer der ikke. Det er et problem, som bare bliver større og større, for der bliver i de kommende år flere og flere, som har behov for pleje og omsorg, og der bliver færre og færre til at give den. Så langt kan alle blive enige.
Der er i den seneste tid sagt utroligt mange fine ord om, hvor nødvendigt det er, at de dårlige forhold, som er blevet afsløret på flere af landets plejecentre, bliver forbedret. Alt andet er helt uacceptabelt, siger alle. Og der er da også rullet hoveder. Og endnu en gang er der fra politisk hold givet tilsagn om flere ressourcer. Men af gode grunde har ingen for alvor kunnet pege på, hvordan de vil skaffe de "varme hænder", der mangles så hårdt. For de er der jo ganske enkelt ikke.
Hvad så?
Skal vi acceptere det uacceptable og erkende, at det vil blive ved med at gå den gale vej med stadig ringere pasning?
Skal vi pålægge familierne, at de skal tage sig af deres plejekrævende pårørende?
Skal vi oprette korps af yngre og velfungerende ældre, som frivilligt eller udskrevet skal gå ind og klare dele af behovet for pasning af dem, der har brug for det?
Skal der sideløbende med værnepligten udskrives unge mennesker til et antal måneders plejepligt?
Eller skal vi indrette ældreplejen på en helt anden måde end i dag med langt større udnyttelse af den velfærdsteknologi, som allerede er til rådighed, eller som ret hurtigt vil kunne udvikles, hvis man vælger at bruge ressourcer til det?
Jeg skrev sidste år bogen om "Plejecenter Fremtiden" for at pege på de muligheder, der ligger i en radikal ændring af vores ældrepleje. Det er ikke utopi, men helt igennem reelle muligheder. Det forudsætter blot, at alle ansvarlige vil stoppe med blot at erklære situationen, som den er nu, for uacceptabel og begynde at gøre noget effektivt ved det.
Ingen af dem kan fremtrylle den bedst tænkelige løsning. Men så må de altså tage sig sammen og gå i gang med at realisere den næstbedste.
08-07-20
Frygt for plejecentrene
Hvad frygter du mest for i forbindelse med det at blive ældre?
Det spørgsmål så jeg for snart mange år siden stillet i et avisinterview med et eller andet kendt menneske, der trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Jeg husker ikke, hvem det var; men jeg husker svaret, fordi det gjorde et dybt indtryk på mig.
Jeg havde nok forestillet mig, at svaret ville være et eller andet omkring det at dø. For dette med døden føles nok for de fleste af os som noget ukendt, og det er vel helt naturligt, hvis man frygter for noget ukendt, men uafværgeligt.
Men svaret var et helt andet: "Jeg frygter mest af alt for at blive så dårlig, at jeg må flyttes ind på et plejecenter".
I interviewet blev det så uddybet, hvorfor den pågældende havde den frygt. Men jeg husker, at den tanke strejfede mig, at sådan noget behøvede man da ikke at frygte for, for sådan er det da ikke på et plejecenter. Tværtimod så kunne vi jo se de danske plejecentre præsenteret som mønsterinstitutioner, der tiltrak delegationer fra så fjerne egne som Kina og Japan, som ønskede at studere, hvad det er, vi her til lands gør, for at vi ældre kan have det så forbilledligt godt.
Og der er helt sikkert plejehjem flere steder, der fint kan præsenteres som forbilleder. Men her på det seneste er vi så også blevet præsenteret for noget helt andet gennem de videooptagelser, som TV2 har foretaget med skjult kamera, og af de mange beretninger, som nu strømmer ind andre steder fra om forhold, som ganske enkelt ikke burde forekomme.
Jo, der er grund til at frygte for at blive så dårlig, at man er nødt til at blive flyttet ind på et plejecenter. Og det er simpelthen bare ufatteligt, at det kan være sådan nogle steder - og noget kunne tyde på, at det ikke bare er nogle få steder.
Jeg har i et tidligere indlæg her på Ældre-bloggen peget på den opfattelse, at det har noget at gøre med hele den kultur, der åbenbart findes nogle steder, og som måske har sin oprindelse tilbage i den uddannelse, som SOSU-medarbejderne og ikke mindst lederne gennemgår. Og så må der finde en udvælgelse sted mellem dem, der søger optagelse på uddannelserne. Deres rent menneskelige egenskaber og kvalifikationer må nødvendigvis tillægges en væsentlig betydning.
Det er godt, at situationen i vores ældrepleje er blevet blotlagt, ved at medierne nu har taget den op. Og det må give anledning til, at hele systemet - herunder ikke mindst den politiske del af det - bliver gennemgået nøje og rettet til, så vores ældrepleje bliver i overensstemmelse med det billede, som vi ønsker at have af det, og ikke som det åbenbart vitterligt er i dag.
03-07-20
Misrøgt på plejehjem
Det kan ikke være et spørgsmål om økonomi. For der er tilsyneladende penge nok. Senest har regeringen bevilget 200 millioner kroner af skatteydernes penge til ferieaktiviteter for landets børn. Det skal for så vidt være dem vel undt. Begrundelsen er, at de har haft det hårdt, mens Covid-19 har hærget.
Men det er der sandt for dyden også andre, der har. Det gælder ikke mindst landets plejehjemsbeboere. Og nu er vi gennem medierne blevet bekendt med, hvor dårligt i hvert fald nogle af dem bliver behandlet. Det er simpelthen rystende.
Nu skal der ikke skæres over én kam. Der er masser af eksempler på glade og tilfredse plejehjemsbeboere. Og godt for det. Men det gør det næsten endnu mere grelt, hvad vi på det seneste har hørt om af misrøgt og mistrivsel flere steder. Og det værste er næsten, at det på forskellige måder søges holdt skjult, og at man derfor kan have tvivl om, hvorvidt der bliver gjort noget effektivt ved det.
Endnu en gang har vi kunnet høre fra ansvarlige for misrøgten, at den skyldes mangel på ressourcer - økonomiske og personalemæssige. At der skulle mangle økonomi til at give en tilfredsstillende pleje, må ganske enkelt afvises. Det er alene et spørgsmål om at prioritere. Og der er altså steder, hvor man prioriterer meget andet, før man kommer til ældreplejen. Resultatet er, at der mangler de nødvendige personalemæssige ressourcer - det gælder antal, og det gælder kvalitet og i den forbindelse den kultur, der hersker i den enkelte kommune og på det enkelte plejehjem. SOSU-uddannelsen må generelt være for dårlig - ikke mindst, når det drejer sig om faget "menneskelig omsorg". Men frem for alt må det være ledelsen, der svigter - den politiske såvel som på institutionerne. Der må ikke være nogen leder, der mere eller mindre stiltiende accepterer, at gamle Anton bliver nødt til at sidde i egen afføring i timevis, som vi kan forstå, at det er tilfældet nogle steder. Mangler der personale til at ændre ved den situation, er det ledernes ubestridelige pligt at gøre opmærksom på det over for de ansvarlige myndigheder, og det er disse myndigheders forpligtelse at skride ind og gøre, hvad der er nødvendigt, aldeles omgående.
Coronakrisen har med al ønskelig tydelighed gjort det klart, at der er både ubegrænset økonomi og vilje til at gøre det nødvendige. Men hvad der findes nødvendigt, er et spørgsmål om prioritering. Nu må de ansvarlige i stat, regioner og kommuner prioritere den nødvendige indsats, for at alle landets ældre og handikappede kan få den værdige pasning og pleje, som den enkelte har behov for - og krav på!
27-01-20
Familiepleje til ældre
"Ansvaret skal tilbage til familien, frivillige og naboer"
Dette var midt i december meldingen fra borgmesteren i Rudersdal kommune, Jens Ive (V).
Det, jeg først og fremmest hæfter mig ved, er, at borgmesteren vil have "ansvaret tilbage til familien". Han ønsker altså det offentlige (kommunerne, regionerne og staten) fritaget for det ansvar, som det gradvis har fået pålagt i takt med, at samfundet i meget høj grad har ændret sig.
Vi skal såmænd ikke så mange år tilbage for at se et samfund, der var opbygget på en helt anden måde end det, vi har i dag. Det gjaldt ikke mindst på den måde, man i familierne i langt højere grad boede nærmere på hinanden og havde langt lettere ved at have mere eller mindre daglig kontakt. Men for et halvt hundrede år siden blev det mere og mere almindeligt, at man flyttede længere væk fra hinanden. Det kunne bl.a. være på grund af uddannelse, og når den var overstået, var det naturligt for mange at slå sig ned nær uddannelsesinstitutionen, eller de blev nødt til at flytte til helt andre dele af landet, fordi det var dér, der var arbejde at få. Udviklingen gjorde altså, at det var helt normalt, at der blev længere og længere mellem familiemedlemmerne. Dertil kommer, at i dag er antallet af dem, der har behov for pleje, vokset ganske betydeligt, og der kan ikke længere skaffes det nødvendige personale til at dække det behov. Og så er det, at de ansvarlige myndigheder begynder at se sig om for at finde muligheder for, at de kan slippe af med noget af ansvaret - og altså at finde nogle andre, som de kan lægge det over på.
Og det er så det, borgmesteren i Rudersdal Kommune mener at have fundet. Det må være familiernes ansvar, mener han.
Men af flere grunde kan det altså bare ikke lade sig gøre.
Det er da helt fint, hvor der er familiemedlemmer, der har mulighed for at træde til, og som gerne gør det. Men det må ikke blive en forventning fra kommunens eller fra anden side, at man gør det, for med den samfundsstruktur, vi har i dag, har mange ganske enkelt ikke mulighed for at gøre det.
Og så står de dér med en dårlig samvittighed, fordi der er myndighedspersoner, der siger, at det bør de gøre, for det er skam deres ansvar. Det er ikke rimeligt, for via deres skat betaler de for, at det offentlige
fortsat tager sig af den pleje og pasning, som er nødvendig.
Direkte adspurgt svarede borgmester Jens Ive nej til, om der ikke i
virkeligheden er tale om en spareøvelse. Ingen havde vel egentlig ventet
noget andet svar. Og intet er mere forkert. Selvfølgelig er det for at kunne
bruge pengene på noget andet, som også koster en masse penge. Og selv-
følgelig spares der da en masse penge på at have færre ansatte i gang i pleje-
sektoren, end der egentlig burde være. Så trækker man kortet med manglende
arbejdskraft. Men det kort duer ikke i det her spil, for der er rigtig mange
områder, hvor nye teknologiske hjælpemidler fint kan afløse de såkaldte
"varme hænder", som så kan koncentrere sig om de allervigtigste opgaver i
plejesektoren, nemlig dem, der har med den egentlige omsorg at gøre.
I min roman om "Plejecenter Fremtiden" peger jeg på en række af de opgaver,
som fint kan klares af teknologiske hjælpemidler - i nogle tilfælde endda bedre,
end mennesker kan gøre det.
Så til borgmesteren i Rudersdal kommune og alle hans kolleger: Glem alt om
at lægge ansvaret for pleje og pasning over på familierne, og kom så i gang
med at bruge de mange, gode hjælpemidler. Og husk så på, at I siger selv, at
I ikke er i gang med en spareøvelse!
Lad dog vor tids moderne teknologi klare en masse rutineopgaver, og brug så de "varme hænder" til de opgaver, der har med det allervigtigste at gøre, nemlig den egentlige pleje og omsorg.
24-07-19
"Det økonomiske råderum"
Det bliver rigtig spændende at følge sensommerens og efterårets oplæg til finansloven for 2020. Det bliver prøven på, i hvor høj grad vore politikere vil kan og vil leve op til de mange gyldne løfter, der blev givet under forsommerens valgkamp.
En af de helt store knaster i de kommende måneders forhandlinger bliver os ældre. Efter valgkampen kan vi med god grund forvente, at vi kommer til at opleve forbedringer på flere områder. Men det helt store problem i den sammenhæng er det faktum, at der bliver flere og flere af os.
Vi må til at vænne os til en ny betegnelse, nemlig "det demografiske træk". Dette "træk" fortæller om den statistiske udvikling omkring os ældre, og det, man her først og fremmest kan hæfte sig ved, er som allerede nævnt, at vi bliver flere og flere, og det betyder, at om bare seks år - i 2025 - vil der være 75.000 flere danskere over 80 år. Men ikke nok med det. Den gruppe, der vokser allermest, er de allerældste, og det betyder dem, der har allermest behov for pleje og pasning.
Et andet begreb, som vi nok kommer til at høre rigtig meget om, er "det økonomiske råderum". Det er de midler, der er til overs i statskassen, når der er disponeret over alle de mere eller mindre faste udgifter. Det er beregnet, at dette "råderum" frem mod 2025 vil være på 24,5 mia. kroner. Og det er i høj grad dem, politikerne regnede med at kunne bruge af, når de f.eks. i valgkampen gav løfter om øget velfærd for stort set alle i samfundet.
Der er bare det ved det, at hvis det niveau for ældreplejen, som vi kender i dag, skal fastholdes, når der altså bliver flere og flere, der skal passes og plejes, så vil det kræve, at stort set hele det økonomiske råderum skal bruges til det formål. Det må betyde, at enten må niveauet for ældreplejen sættes ned, eller også må politikerne erkende, at de har været alt for villige til at give gyldne løfter på en lang række andre områder. Eller: Det økonomiske råderum må gøres væsentligt større ved at sætte skatter og afgifter op.
Noget kan altså tyde på, at vi går et virkelig spændende politisk efterår i møde. Der er nogle hårde nødder, der skal knækkes. Hvordan vil det blive gjort?
17-06-19
Det hænger slet ikke sammen
Noget kunne tyde på, at det nu omsider er ved at gå op for landets politikere, organisationsfolk og andre, at problemerne nu og fremover med at få passet det stigende antal ældre ikke kun er et spørgsmål om øgede bevillinger.
Det er det også. For det siger jo sig selv, at når der bliver flere, der skal passes, så skal der også flere penge til. Men som jeg flere gange tidligere har været inde på her på Ældre-bloggen, så hjælper det ikke noget med nok så mange penge, hvis der ikke er nogen at give dem til.
Og det er det, man tilsyneladende er ved at forstå.
I en artikel i avisen Danmark den 16. juni hedder det blandt andet:
Det går ikke op. Der er ikke nok danskere til at holde velfærdsstaten kørende, og både Ældresagen og Danske Patienter opfordrer nu politikerne til at gå på jagt efter arbejdskraft i udlandet. - - - Allerede nu mangler det danske sundhedsvæsen personale. Det samme gør ældreplejen. Ifølge FOA skal hver femte 16-årige blive sosu-assistent for at imødekomme fremtidens behov for 40.000 sosuer om10 år. - - - Dansk Sygeplejeråd mener, at der kommer til at mangle minimum 6600 sygeplejersker i 2025.
Og så nævnes det, at SF og Enhedslisten vil have op mod 10.000 pædagoger, hvortil kommer, at der i den offentlige sektor mangler lærere, politibetjente og et stigende antal djøffer til at holde styr på udgifterne.
Pengene til det hele kan kun komme ét sted fra, nemlig fra den private sektor. Men her vil der ifølge DTU mangle10.000 ingeniører og et stort antal it-specialister i 2025. Og Ledernes Hovedorganisation har regnet sig frem til, at der i 2025 vil mangle 85.000 faglærte.
Det er kun en meget lille del af dette kæmpeproblem, der kan løses ved at hente arbejdskraft fra udlandet. Dér begynder man jo også nu at kunne mærke en mangel på arbejdskraft. Og så er der jo hele spørgsmålet om uddannelse. Det er altså ikke alle arbejdsløse udlændinge, der kan gå direkte ind og gøre sig nyttige i en dansk virksomhed med de ofte meget specialiserede opgaver, som man arbejder med dér. Og så er der jo sproget, som allerede i dag lægger store hindringer i vejen for en effektiv arbejdsmæssig integration.
Men det ser ud til, at der nu for alvor er ved at komme stærke kræfter i gang for at gå andre veje. Sammen med Dansk Industri retter en del danske erhvervsvirksomheder henvendelse til politikerne for at gøre opmærksom på de muligheder, som den moderne teknologi byder på både produktionsmæssigt og i servicesektoren. Men det kræver politisk opbakning og øgede bevillinger, hvis der for alvor skal komme gang i udnyttelsen af disse muligheder.
Det ligger lidt i venteposition i øjeblikket, hvor fokus er rettet mod regeringsforhandlingerne. Men det burde indgå som en selvfølgelig del af disse forhandlinger, at der for alvor skal sættes gang i forskning omkring og produktion af ny teknologi med henblik på at erstatte den menneskelige arbejdskraft.
For det vil nu engang være bedre for gamle Anton, hvis han kan få en eller anden form for elektronisk hjælp, end at han slet ikke kan få nogen hjælp.
10-06-20
Tilføjelse
Selvom de to indlæg herunder har folketingsvalget for et års tid siden som grundlag, her jeg valgt at gemme dem her i arkivet. Det gør jeg, fordi jeg mener, at de ganske godt beskriver den generelle situation før og efter et valg. Den tegner sig næsten atid på en helt anden måde efter et valg end den, der blev lovet os vælgere før valget.
10-06-19
Gode muligheder
Der bliver forhandlet på højtryk på Christiansborg i disse dage, for landet skal jo have en ny regering. Det er sivet ud, at der er en masse, som man sagtens kan blive enige mellem partierne om at gennemføre. Men det lader til, at man ikke kan finde ud af, hvor man skal finde pengene til at gøre det for.
Der er ingen tvivl om, at forholdene for os ældre bliver en af de helt store hurdler i forhandlingerne. Som jeg er inde på i mit tidligere indlæg herunder, så skortede det ikke under valgkampen på løfter om at sikre en bedre tilværelse for os - og specielt for de af os, der har behov for hjælp og pleje. Problemet er bare, at den pose penge, der skal til for at indfri de mange fine løfter, er så stor, at der kun bliver meget små pengeposer til alt det andet, man også har lovet at gennemføre.
Kendsgerningerne er jo nemlig, at i løbet af de næste seks år frem til 2025 vil antallet af danskere over 80 år stige med 75.000. Aldrig tidligere har vi her til lands oplevet en tilsvarende demografisk udvikling. Og det er nu engang sådan, at i takt med at der bliver flere gamle, så stiger udgifterne til at tage sig af dem, og som det ser ud nu, vil disse stigende udgifter lægge beslag på næsten hele det såkaldte økonomiske råderum i de næste seks år. Det er der vist ikke mange, der tror på, at de får lov til at gøre.
Og så åbner sig igen det rædselskabinet for politikerne, der hedder løftebrud. Det er tidligere set med stor tydelighed, at er der noget, der for alvor kan give bagslag, så er det netop løftebrud. Så det må for alt i verden undgås!
Og hvordan gør man så det?
Der vil altså ikke kunne findes penge nok til bare at opretholde det nuværende niveau i ældreplejen. Og selv om man eventuelt skulle kunne finde lidt håndøre, så er der ikke nogen at give dem til. Man ved, at i de nærmeste år trækker et større antal SOSU-assistenter sig tilbage på grund af alder. Og man ved også, at det vil være utrolig svært at hente tilstrækkeligt mange nye ind på uddannelserne - de er der jo ganske enkelt ikke.
Skal man som politiker virkelig undgå at blive anklaget for løftebrud, så er det nødvendigt, at man kan påvise, at man er godt i gang med at udnytte andre og - som man sikkert vil sige - lovende muligheder.
Men hvad er det så for andre muligheder, man vil kunne pege på?
Jo, da jeg for et par år siden begyndte på forarbejdet til min bog om "Plejecenter Fremtiden", var det ikke bare med det formål at få skrevet og udgivet en roman. Formålet var primært - i romanform - at pege på en række af de muligheder, der tegnede sig allerede dengang, for - med nye midler - at skabe en attraktiv og værdig tilværelse for kommende
årgange af ældre.
Som arbejdet med bogen skred frem, blev jeg mere og mere overbevist om, at mulighederne for
at skabe en sådan tilværelse allerede eksisterer eller er tæt på at kunne realiseres. Og nu er spørgs-
målet så bare, om der er politikere, der er fremsynede og modige nok til at tage de nye og gode
muligheder op. Man behøver ikke at lede længe på nettet for at finde forskere, designere og virksom-
heder, der bare venter på grønt lys for gå i gang med at realisere de mange muligheder. Ja, man kan
også få et godt indtryk af, hvordan man en del steder er gået godt i gang med den moderne teknologi
til gavn og glæde for de plejehjemsbeboere, der allerede i dag nyder godt af det.
Der er al mulig grund til at opfordre de politikere, der i disse dage sidder i krævende forhandlinger
på Christiansborg, til at være helt opmærksomme på de muligheder, som ny teknologi kan give dem
for at løse de store problemer i ældreplejen. Mangler de ideer, kan de eventuelt hente dem i bogen
om "Plejecenter Fremtiden".
Er der politikere nok med tilstrækkeligt fremsyn, så kan man egentlig godt misunde kommende
tiders gamle med den tilværelse, der vil kunne blive dem til del.
08-06-19
Smukke ord og valgflæsk
Hvor blev der dog sagt mange smukke og lovende ord under valgkampen om og til os gamle. Jeg er næsten helt rørt.
Der blev i høj grad udtrykt respekt for den indsats, vi har ydet gennem vores lange liv, og som jo er grundlaget for, at de yngre generationer i dag kan have det så godt, som de jo nu engang har det. Og det skal vi naturligvis belønnes for fremover især gennem bedre forhold for dem af os, som har behov for hjælp og pleje. Bedre økonomiske vilkår og mange flere "varme hænder". Ret til enhver af os til at få en plejehjemsplads, hvis vi ønsker det, når vi er flydt 80. Og bedre behandlingsmuligheder, hvis vi bliver syge.
Jamen, hvor lød det da godt! Og hvert af de gode løfter blev efterfulgt af en forsikring om, at det skam var "fuldt finansieret". Det magiske ord i den forbindelse var i næsten alle tilfælde "råderummet" - altså statskassens økonomiske råderum. Det er jo egentlig en fantastisk konto. Før et valg kan pengene på den konto tilsyneladende bruges adskillige gange. Men i den realistiske verden efter valget kan det altså kun bruges én gang. Og det er den verden, vi nu er i igen.
Ét er, at der nu skal foretages en benhård prioritering, hvor man nok må regne med, at vi ældre ikke står øverst på prioriteringslisten. Noget andet er, at selv med nok så mange "råderumspenge" til rådighed, så ændrer det ikke ved det faktum, at der allerede i dag er alt for få "varme hænder" til rådighed, og alle erkender, at den mangel bliver kun langt værre i de kommende år. For det er jo ikke kun på SOSU-området, at der i dag er rift om hver eneste ledig hånd. Og der bliver i de kommende år flere og flere, der får behov for dem.
Den bedst mulige løsning på det problem ligger i at begynde at tænke i nye baner, og det er, hvad jeg har peget på i min bog om "Plejecenter Fremtiden". Det er bare med at komme i gang - heller i dag end i morgen - med at komme ind på disse nye baner.
15-05-19
Inspiration for politikerne
Det fyger med store tal og store løfter i valgkampen op til folketingsvalget. Det gælder både fra højre og fra venstre. Og ingen burde nu kunne være i tvivl om, at i løbet af de næste fire år bliver det meget bedre at være ældre her i Danmark. Men det er vi nok alligevel mange, der er - altså er i tvivl. For hvis man prøver at summere alt det op, som man vil gøre for os, så lægger det op til to spørgsmål, som der savnes reelle svar på: Hvor skal alle de mange penge tages fra, som det vil koste? Og hvor vil man finde de mange flere mennesker, som der vil blive brug for i den forbedrede ældrepleje?
Jo, der er nogle enkelte af politikerne, som kunne se ud til at have læst min nyligt udkomme bog om "Plejecenter Fremtiden", og som derved er blevet klar over, at midlerne til at kunne realisere deres løfter om en ældrepleje, der i hvert fald ikke må blive ringere, vil være at finde i en udstrakt udvikling og udnyttelse af den moderne teknologi.
Og til de politikere, der endnu ikke har fået læst bogen, fristes jeg til at sige: Skynd jer at få det gjort! For den rummer faktisk en hel del inspiration til, hvordan I på et realistisk grundlag kan love de kommende års ældre en bedre, mere indholdsrig og værdig alderdom.
Senest i valgkampen er der stillet forslag om, at alle skal have en ret til at komme på plejehjem, når de er fyldt 80. Det vil gøre det nødvendigt med en helt anden form for plejehjem end den, vi kender i dag, hvis de virkeligt skal kunne give alle +80 årige en attraktiv tilværelse. Men med "Plejecenter Fremtiden" som inspirationskilde vil det kunne realiseres - både m.h.t. økonomi og personale.
01-05-19
Valgets tale om ældrepleje
Vi skal snart til folketingsvalg. Det kommer næppe til at betyde noget særligt for os ældre.
Nåh ja, vi skal jo også til valg til EU.parlamentet. Det kan da godt komme til at betyde en hel del for Danmarks som helhed; men så vidt jeg kan se, vil det ikke få nogen speciel betydning for os ældre her i lander.
Og når jeg mener, at folketingsvalget ikke vil komme til at betyde noget særligt for os ældre, så skyldes det, at alle partierne - røde som blå - stort set vil det samme, hvad os angår. De vil alle samme give en hel masse penge til bedre pasning og pleje. I hvert fald er det, hvad de siger nu. Men lur mig, om det også kommer til at gælde efter valget. For der skal jo spares, har de nu sagt i lang tid (i hvert fald de fleste af dem). Og jeg vil blive meget forbavset, hvis det ikke også er det, de siger efter valget. De siger det nok ikke rent ud, for løftebrud er jo et uartigt ord i dannsk politik (såvel som andre steder), så det bliver jo nok pakket pænt ind i fine ord som f.eks. "omfordelingsbidrag" eller "effektiviseringstiltag". For skal vi bevare den nuværende velfærdsstatus specielt på ældreområdet, så kan enhver jo se, at det bliver nødvendigt med en større effektivitet - - selv om velfærd og effektivitet godt kan synes at være to ord med modsat betydning.
Men faktum er jo, at der bliver flere og flere ældre, som har behov for pleje og pasning, samtidig med at der bliver færre og færre "varme hænder" til at tage sig af dem / os.
Det nytter altså ikke, at politikerne her i valgkampen lover flere penge til flere "varme hænder", for dem vil der jo ganske enkelt være for få af. Formanden for FOA, Mona Striib, kunne her for kort tid siden oplyse, at der om en halv snes år vil mangle 40.000 SOSU-medarbejdere.
Men efter valget skal vi holde politikerne fast på deres løfter om flere penge til ældreplejen, og de skal så bruges til en målrettet udvikling og produktion af hjælpemidler af enhver art, som kan gøre os alle sammen mere selvhjulpne i længere tid op gennem vores alderdom.
Lyder det mindre rart?
Ja, det gør det vel. Men det er bare det, der bliver en tvingende nødvedighed.
Og i virkeligheden har de fleste af os det nok sådan, at vi helst vil kunne klare os selv bedst muligt og længst muligt.
09-08-18
Nytænkning i ældreplejen
Avisen Danmark kører i denne tid en serie artikler om vilkårene for os ældre. Det er ikke noget rart billede, der bliver tegnet i disse artikler. Og hele vejen igennem bliver der rettet fokus mod dette, at der er for få af de såkaldte "varme hænder".
Så vidt jeg har forstået, kommer der flere artikler i denne serie, og jeg kan håbe på, at en eller flere af dem vil beskæftige sig med, hvordan problemet reelt kan løses. Indtil nu er der stort set kun rejst ønsker/krav om flere penge til ældreområdet. Men det løser jo ingen problemer. For selv nok så mange nye bevillinger vil jo ikke kunne tilvejebringe det ønskede antal af "varme hænder". Det kan nu engang ikke lade sig gøre at stampe noget op af jorden, som ikke er der.
Derfor er det nødvendigt med nytænkning. Det kunne være helt anderledes og betydeligt større plejecentre - så store, at der virkelig kan høstes fordele ved anvendelse af den megen ny teknologi, som allerede er til rådighed, eller som er så langt fremme udviklingsmæssigt, at den vil være til rådighed i løbet af få år. Det vil kunne aflaste personalet for mange af de rutinemæssige opgaver, som i dag tager urimeligt meget af deres tid, og personalet vil i langt højere grad kunne koncentrere sig om den egentlige "varme" pleje.
Men det vil kræve, at der sker en radikal ændring i den almindelige holdning til anvendelse af moderne teknologi i ældreplejen. I dag hører og læser man stort set kun om skræmmende eksempler på dårlige oplevelser med robotstøvsugere, selvskyllende toiletter og andet. Det er der jo nok mere dramatik i for medierne end at fortælle om de gode oplevelser. Men lad dette være en opfordring til medierne til - med de positive beretninger - at medvirke til den helt nødvendige ændring af holdningen til de mange teknologiske muligheder, der allerede i dag findes, og som kan gøre tilværelsen langt bedre både for beboere og ansatte. Og få de forskere, der arbejder med udviklingen af ny teknologi, til at fortælle om alt det positive, der er på vej.
Efter forbillede fra blandt andet Teknologisk Instituts CareLab (på billedet), vælger Odense Kommune nu at etablere et velfærdsteknologisk læringshus kaldet "Knuds Hus".
Foto: Lars Dalsgaard Adolfsen
31-07-18
Skaf kvalificeret arbejdskraft nu
Det er overskriften på en klumme i det seneste nummer af Ældre Sagens medlemsblad. Og opfordringen kommer fra organisationens adm. direktør Bjarne Hastrup.
Det får mig til at tænke på bondemanden, der sagde til sin karl: "Jeg ved da godt, at der ikke er flere kartofler i den mark. Men grav dem nu bare op alligevel!"
Der er katastrofal mangel på medarbejdere i ældreplejen. Og det bliver værre endnu. Beregninger har for nylig vist, at i 2024 vil der mangle 40.000. Det er alle enige om. Og alle er enige om, at det må der gøres noget ved, for det er jo helt uacceptabelt, som de siger. Men jeg har ikke set en eneste, der peger på en brugbar løsning på det problem. Hvad det angår, lusker alle rundt som katten om den varme grød.
Ikke mindst fra Ældre Sagen bliver der hamret i bordet - og godt for det. Men heller ikke derfra har man tilsyneladende et bud på en løsning af problemet. Og netop derfra burde man vel egentlig have det.
I det seneste nummer af Ældre Sagens medlemsblad udtaler konsulent Nina Bruun: "Når plejehjemsbeboerne er både ældre og svagere, når bemandingssituationen er i bund, og når det er svært at tiltrække personale med bestemte kompetencer, er det simpelt hen ikke godt nok." Dette er jo blot en konstatering af noget, som vi alle ved i forvejen. Men der mangler helt et forslag til en løsning. "Teknologi må ikke blive en undskyldning for ikke at have kompetent personale eller tilstrækkeligt med varme hænder", siger hun videre. Men hvad vil hun sætte i stedet? Teknologi kan ikke løse bemandingsproblemet på plejehjemmene, hedder det i artiklen, og Nina Bruun fortsætter: "Tværtimod er der behov for en væsentlig større normering. - - - Mit bedste svar på, hvad der er brug for, er derfor, at der naturligvis må være hænder nok til, at plejehjemmene ikke blot kan varetage den basale pleje i form af måltider, toiletbesøg, hjælp til påklædning og den slags. Der skal også være hænder, der kan sikre plejehjemsbeboerne tryghed og nærvær og samvær". Det lyder så rigtigt og så smukt. Men der er ikke den mindste antydning af, hvor Nina Bruun vil finde de manglende hænder.
Hun anerkender, at der på det seneste er givet flere bevillinger til ældreområdet - 2,7 mia. over de næste fire år. "Det gode ved de bevillinger er, at det er en anerkendelse af de uacceptable bemandingsmæssige forhold. Men det er altså bare ikke nok. - - - Det betyder ikke, at vi bare skal kræve og kræve; men der er meget langt til grænsen. Det er slet ikke dér, vi er. Gennemsnitslevetiden på plejehjem er 32 måneder, og det betyder, at det er beboernes sidste stop i livet. Hvis man ikke her fortjener en værdig tid, hvornår så?" spørger Nina Bruun.
Hvor er det dog noget, vi har hørt før. Masser af gange. Men hvor kunne det have været dejligt, hvis Nina Bruun nu på Ældre Sagens vegne kunne føje til: "Men nu er en løsning på vej." Men det gør hun ikke, og det kan hun ikke, for hun ved jo udmærket godt, at selv med nok så store bevillinger kan man ikke stampe en hel masse "varme hænder" op af jorden, fordi de jo ganske enkelt ikke er der.
Senere i samme nummer af medlemsbladet kommer Ældre Sagens adm. direktør Bjarne Hastrup med et opråb: "Skaf kvalificeret arbejdskraft nu!" Og efter at have påpeget, hvor alvorligt og akut problemet med den manglende arbejdskraft i plejesektoren er, skriver han: "Ældre Sagen har foreslået en national handleplan for rekruttering af arbejdskraft til ældreplejen. Det er vigtigt, at vi tager problemet endog meget alvorligt. Det er det, fordi rekruttering af SOSU-personale bliver vores allerstørste udfordring fremover. Det skønnes, at vi frem mod 2040 vil få 259.000 flere ældre over 80 år. Vi er allerede bagud i forhold til at sikre, at de mennesker kan få den værdige ældrepleje, som de har krav på. Så lad os få nogle løsninger på bordet!"
Fint, hr. direktør! Det eneste, man kan bidrage med fra Danmarks største organisation for os ældre, er altså en opfordring til, at andre skal komme med de helt nødvendige løsninger. Der er ikke skyggen af en idé til, i hvad retning det kan være. Det havde været fint, hvis Bjarne Hastrup havde kunnet fortælle, at Ældre Sagen nu har taget initiativ til at få nedsat en hurtigt arbejdende gruppe af forskere inden for det område, der hedder Velfærdsteknologi. For vore dages teknologi rummer allerede masser af muligheder for at løse en lang række opgaver i pasningen af os ældre, og med den rigtigt sammensatte forskergruppe vil der hurtigt kunne føjes mange til. Det vil i højere grad gøre det muligt for de "varme hænder", som der trods alt endnu er en hel del af, at tage sig af den egentlige omsorg.
Men det ser ud, som om teknologi er blevet et uartigt ord inden for ældreplejen. Og helt galt er det da, hvis man kommer til at bruge ordet "robot". Dette kunne være en oplagt opgave for Ældre Sagen at tage fat på. Få medarbejderne på medlemsbladet til at lukke øjnene op for de utallige eksempler på velfærdsteknologi, der allerede er godt i gang, og få dem til at skrive de gode historier om det. Og bed nogle af de forskere, som er godt i gang med at udvikle nye hjælpemidler, om at fortælle om alt det positive, der er godt på vej.
Som det er nu, bliver teknologi af nogle på det nærmeste brugt til at skabe skræk blandt folk for en mulig fremtid på et plejehjem. Den er det kolde, upersonlige i modsætning til de "varme hænder". Men faktisk byder teknologien på mange muligheder for at skabe en rigtig positiv tilværelse.
Er man i tvivl, behøver man såmænd bare at google på "velfærdsteknologi for ældre".
10-02-18
Godt nyt!
Tænketank lancerer samlet bud på fremtidens gode seniorliv
Det er ikke så sært, at der i disse år bliver brugt mange gode
kræfter på og tænkt mange gode tanker om, hvordan fremtiden
bedst kan indrettes for den ældre generation. Vi bliver jo flere
og flere.
For mere end et år siden tog pensionsselskabet PFA initiativ
til at samle disse gode kræfter og tanker i en fælles tænketank
med det formål at komme med et bud på, hvordan man sikrer
det gode seniorliv frem mod 2024.
Tænketanken - Den nye 3. alder, som den er blevet navn-
givet, har nu fremlagt resultatet af det første års arbejde, og
det er blevet til en af de største kortlægninger af seniorlivet
herhjemme og af, hvad der skal gøres fremover. Det munder
ud i en endelig rapport med 33 anbefalinger, som den 2. februar
blev forelagt i Folketinget for et udvalg af tingets medlemmer
med ældreminister Thyra Frank og beskæftigelsesminister Troels
Lund Poulsen i spidsen.
Konklusionen på tænketankens anbefalinger er, at udviklingen
kræver gentænkning af samfundet inden for arbejdsliv, sundhed og boliger.
”Først og fremmest skal vi glæde os over, at vi lever længere. Det er indlysende en meget positiv udvikling. Men hvis vi også i fremtiden skal have et godt liv i den tredje alder, kræver det, at vi gentænker den måde, vi arbejder på, bor på og holder os sunde på. Med tænketankens anbefalinger har vi nu et samlet bud på, hvordan det kan lade sig gøre, og hvilke muligheder ny viden og teknologi giver os. Dem skal vi gribe, for potentialet er enormt. Men vi skal i gang nu,” siger Allan Polack, Group CEO i PFA og næstformand i tænketanken.
Jeg vil undlade her at komme med citater fra den virkelig interessante rapport eller fra de 33 anbefalinger. Den bør læses i dens helhed, og det kan man gøre på dette link til tænketanken.
Tænketanken - Den nye 3. alder præsenteres under dette fine logo, som jeg vil tillade mig at bringe videre.
22-02-18
Ikke mig i hvert fald
Jeg har i en del indlæg her på bloggen beskæftiget mig med den kendsgerning, at der om om ganske få år ikke længere vil være tilstrækkeligt mange sosu-ansatte til at klare pasningen af alle plejekrævende ældre. Og jeg har rejst spørgsmålet: Hvad så?
Det kunne være rart at få et svar fra de ansvarlige politikere og embedsmænd. Men indtil nu virker det nærmest, som om de har foldet hænderne, vendt øjnene mod himlen og bedt for, at en løsning vil dale ned fra det høje.
Det gør der ikke. Altså må andre komme med forslag til mulige løsninger.
Det gjorde jeg i mit indlæg den 18. januar, og det går ud på, at vi ældre må hjælpe hinanden. Der er masser af ældre i 70'erne, som sagtens ville kunne klare at stå til rådighed for en eller anden form for hjælpetjeneste i nogle timer om ugen. Og som jeg skrev dengang: Det vil naturligvis være det bedste, hvis der på frivillig basis kan oprettes en eller anden form for hjælpekorps, og med de traditioner, vi har her til lands, tror jeg egentlig på, at det vil være muligt. Men det må nødvendigvis organiseres på samme måde, som vi i dag har et velorganiseret hjemmeværn og beredskab.
Men hvad nu, hvis mine forventninger ikke holder stik? Hvis der ikke melder sig tilstrækkeligt mange til en frivillig ordning? Så må der oprettes en hjælpepligt for raske og rørige ældre på samme måde, som vi i dag har en værnepligt for de unge. For vi kan og vil jo ikke bare lade de gamle og syge ligge alene uden pleje!
Det er ikke for tidligt at tage debatten op omkring en eventuel oprettelse af et sådant hjælpekorps, eller om nogen ser andre muligheder for at løse de kommende års problemer omkring hjælpen til dem, der har behov for hjælp. De problemer må ikke få lov til at komme bag på os. Og i flere kommuner kender man jo i øvrigt kun alt for godt til problemerne allerede.
For kort tid siden havde jeg lejlighed til at drøfte forslaget om et eventuelt hjælpekorps med en kreds af ældre. Jeg må indrømme, at jeg blev noget forundret - ja, vel egentlig lidt rystet - da jeg mødte en total afvisning.
Blandt argumenter for det blev det nævnt, at vi allerede i Ældre Sagens og Røde Kors' besøgstjenester har nogle fint fungerende hjælpetjenester. Og det er da helt rigtigt. Men det blev erkendt, at det eneste, besøgsvennerne kunne og måtte, var at holde i hånd og at samtale. Egentlig fysisk hjælp af nogen art kan der slet ikke komme på tale i den forbindelse.
Så er det, jeg spørger: Hvad skal der så gøres, når en besøgsven kan konstatere, at gamle Anton sidder med en nærmest overfyldt ble. Der er ingen til at skifte den!
Reaktionen på det fra de ældre i kredsen - eller måske snarere den manglende reaktion fik mig til at tænke på Niels Hausgaards vise om atomkraft. I følge den skal vi da selvfølgelig have et atomkraftværk; men det skal altså ligge så langt væk fra min baghave som muligt.
Jo, selvfølgelig skal gamle Anton da have skiftet sin ble. Men det er altså ikke lige mig, der skal gøre det!
Skal vi acceptere den situation, hvor vi må sige, at det er da godt nok synd for gamle Anton, at han skal sidde i sin fyldte ble til næste dag klokken 11.10, når en sosu-hjælper efter planen skal dukke op næste gang?
Eller skal vi tage fat på at finde en anden løsning?
Jeg spørger bare.
Er der nogen, der vil give et svar, så er man meget velkommen til at bruge "blanketten" øverst på siden her. Skriv navn og mailadresse og jeres svar i besked-feltet og klik på knappen SEND. Svarene vil blive bragt her på bloggen, men naturligvis uden oplysning om mailadresse.
13-02-18
40.000 SOSU-ansatte
Det er det antal, der efter den seneste beregning vil komme til at mangle på landsplan frem til 2026. Og efter den tid kan man frygte, at det kun vil blive endnu værre.
Det er ikke noget, der burde kunne bag på nogen. Det har længe været en kendt sag, at det går den vej. Men indtil nu har det virket, som om de ansvarlige har været handlingslammede.
Nu ser det så ud til, at der er ved at blive råbt vagt i gevær. Men det er ikke nok at råbe. Der må handles - og hellere i dag end i morgen. Det er jo nemlig allerede helt galt mange steder, og uanset nogle lappeløsninger med ældremilliard og værdighedsmilliard, så bliver det jo kun værre og værre dag for dag.
Men som nævnt: Nu bliver der råbt.
I indlægget herover fra den 10. februar berettes der om den rapport, der for få dage siden er udsendt fra "Tænketanken - den nye 3. alder". Her bliver der virkelig taget fat om nælden, og der bliver givet en række anvisninger på, hvad det er nødvendigt at få sat i gang. (Det var råbet - Nu venter vi på handlingen).
I dagens radioaviser kunne man høre, at Kommunernes Landsforening (KL) og Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) har oprettet en pulje på 522 millioner kroner, som skal bruges til at vende udviklingen (Det er endnu et råb, men denne gang er der da fulgt noget med). Man kunne så ønske, at KL og FOA og ovennævnte tænketank hurtigt kan finde sammen, så de mange penge ikke bare bliver drysset ud uden den store virkning.
For selv med en halv milliard i hånden er det en vanskelig opgave. Man kan jo ikke bare stampe 40.000 unge mennesker op af jorden, hvis de ikke er der. Og meget tyder på, at det er de ikke. Derfor er der virkelig god grund til det, når det af Trygfondens "Tryghedsmåling 2017" fremgår, at 54 procent af alle danskere over 40 år er utrygge ved tanken om en alderdom, hvor de ikke vil kunne få den nødvendige pleje.
Det betyder, at der skal tænkes i helt nye baner, som det er foreslået i indlægget længere nede fra den 18. januar: Vi ældre må nødvendigvis hjælpe hinanden. For om føje år er der ganske enkelt ikke andre til det. Der er ganske meget af den nødvendige pleje, som udmærket kan udføres af andre ældre. Og det må vi så gøre. De færre uddannede SOSU-assistenter og -hjælpere må så koncentrere deres indsats hos dem, der har de virkelig alvorlige plejebehov - og det vil ikke mindst sige hos de demente.
Og så må man bl.a. fra politisk hold i gang med for alvor at støtte op om udviklingen af de mange teknologiske hjælpemidler, som allerede er på trapperne, men som mange endnu har en sand robot-forskrækkelse overfor. Dér kan der virkelig hentes muligheder for at gøre vores tilværelse som ældre både bedre, rarere og sjovere.
Det er fint med KL / FOA-puljen. Men der må noget andet og mere til.
22.01.18
Om pasning og pleje
- - - endnu en gang
Indlægget herunder fra den 18. januar handler om den voksende mangel på hjælp i ældreplejen. Der vil ikke gå mange år, før der med god grund vil kunne tales om en katastrofal mangel. Det er velkendt, at det er sådan, og alligevel virker det, som om det er ved at komme bag på vore politikere både i stat, regioner og kommuner. For nogle måneder siden viste en analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at der på Sjælland mangler 223 sosu-assistenter. I Aarhus kommune slog man for nogen tid siden 33 sosu-stillinger op, men det er kun lykkedes at få lidt mere end halvdelen besat. Kommunernes Landsforening har foretaget en undersøgelse, der viser, at man i mere end 70 procent af kommunerne oplever, at det nu er sværere at rekruttere personale til ældreområdet, end det var for tre år siden.
Det tvinger kommunerne til at ty til en alt for dyr og alt for dårlig "løsning", nemlig at hyre vikarer. Den er dårlig, fordi langt de fleste af vikarerne er uden relevant uddannelse, og de ældre oplever, at det næsten hver gang, de får hjælp, er af nye folk, som de ikke kender. Og den er dyr ganske enkelt, fordi det nu engang er sådan, at det næsten altid er dyrere at skulle bruge vikarer end at have fast ansat personale.
Som nævnt er der tale om et voksende problem. Vi ved, at antallet af personer over 80 vil være næsten fordoblet om 20 år. Vi ved også, at et betydeligt antal af de nuværende sosu-assistenter og -hjælpere vil være gået på pension, uden at der er fundet udvej for at finde tilstrækkeligt mange afløsere for dem. Alligevel ser det stadig ud, som om alle går rundt som katten omkring den varme grød i håb om, at den bliver lidt køligere med tiden.
Men det gør den ikke. Den bliver tværtimod varmere og varmere. Det betyder stadig dårligere vilkår for de ældre, der har brug for hjælp, og at flere og flere af dem ganske enkelt ingen hjælp kan få, fordi der ikke er nogen til at give den.
Problemet løser ikke sig selv. Der ligger ikke nogen traditionelle løsningsmuligheder. Det bliver nødvendigt at gå helt nye veje. I indlægget herunder peger jeg på en mulighed. Den bliver næppe populær. Men den kan vise sig at være den eneste.
26-01-18
Tænker du på alderdommen?
I en klumme i Kristeligt Dagblad stillede Eva Secher Mathiasen for nylig spørgsmålet: "Tænker du på alderdommen?"
Det spørgsmål er jo nok ikke rettet så meget til de af os, som allerede er nået et godt stykke ind i alderdommen. For os er alderdom og hverdag jo allerede to sider af den samme sag. Nej, spørgsmålet har vel egentlig kun rigtig interesse for dem, der er på vej mod alderdommen. For dem er det jo helt naturligt og helt legalt at stille spørgsmålet: "Hvordan vil jeg gerne kunne leve, når alderdommen også for mig er en realitet i hverdagen?"
Men hvordan er det da, at vi gerne vil kunne leve som ældre mennesker?
Eva Secher Mathiasens svar på det er, at "de fleste håber sikkert på at ende som et sundt, rask, solbrunt og smilende menneske, der jævnligt sidder på en smuk strand og kigger ud mod horisonten med en kølig limonade i hånden, ægtefællen ved sin side og i ny og næ med masser af børnebørn og venner omkring sig."
Det har hun sikkert ret i, og faktum er da også, at det er en rimeligt god beskrivelse af tilværelsen for mange ældre. Men ikke for alle. Og det erkender Eva Secher Mathiasen da også, når hun skriver: "For mange ældre mennesker er alderdommen en livsfase, som præges af eksistentielle kriser, tab af kære, fravær af pårørende og nærvær af praktiske problemer og et skrantende helbred."
Hendes ærinde med klummen er da også, at sige, at "Ældre mennesker fortjener bedre. Som samfund må vi gøre os umage for at skabe rammerne for et værdigt ældreliv, hvor vi tør tale om alderdommens sociale, eksistentielle og fysiske udfordringer."
Og når jeg her refererer til Eva Secher Mathiasens klumme, så er det, fordi jeg mener, at samfundet forsømmer i tilstrækkelig grad at gøre sig umage. Jeg har i de seneste to indslag herunder på bloggen beskæftiget mig med det faktum, at det bliver sværere og sværere at skaffe tilstrækkelig mulighed for den helt basale pleje og omsorg for de svageste ældre. Det undlader man fra politisk hold at se i øjnene og forsøger at klare det lige her og nu med en ældremilliard og en værdighedsmilliard, eller hvad man nu kan finde på at kalde det. Men det er jo netop her og nu kun lappeløsninger, som man tyr til i et forsøg på at dække over, at man ikke ved, hvad man skal stille op på længere sigt, og helst slet ikke vil tænke på det, fordi det vitterligt er en umådelig svær opgave.
Men det kan ikke nytte noget at blive ved med at udskyde de nødvendige overvejelser over, hvordan man skal løse problemet, inden det om føje år vil være akut i en grad, så der må tys til andre og utilstrækkelige nødløsninger. Det er på høje tid, at vi for alvor kommer i gang med at finde acceptable løsninger på de åbne spørgsmål om, hvordan samfundet giver kommende generationer af ældre den værdige alderdom, som de fortjener.
Det må vel være en naturlig forpligtelse for landets ældreminister at tage initiativ til det!
18-01.17
Pasning og pleje
--- vi ældre må hjælpe hinanden
Vi bliver flere og flere ældre. Ifølge Danmarks Statistik er
vi i dag omkring en million danskere over 65. Men i 2060
ventes det tal at være steget til ca. 1,6 millioner. Men
som jeg tidligere har været inde på her på Ældre-bloggen,
så er det lige så sikkert, at de, der skal tage sig af os, når
vi ikke selv magter det længere, bliver færre og færre.
De to kendsgerninger er jo som ild og vand i forhold til
hinanden. Og vi må se i øjnene, at stadig flere ældre må klare
sig så godt, som de nu kan uden anden hjælp og omsorg end
den, de kan få, hvis de er så heldige, at de har nogle pårørende,
der både kan og vil tage sig af dem i et eller andet omfang.
Nåh jo, vil nogen måske mene: hvis man ellers har råd til det,
så kan man vel købe sig til den nødvendige hjælp. Men det kan man jo ikke, hvis de mennesker, man i givet fald skulle købe hjælp hos, ganske enkelt ikke er der. Nu er der jo en ældgammel lov, der drejer sig om udbud og efterspørgsel. Hvis efterspørgslen vokser, så stiger prisen på udbuddet - især da, hvis det oven i købet bliver mindre. Og det vil formodentlig kun være de ganske få, der vil være i stand til at betale den pris. Derfor er der et spørgsmål, som der nødvendigvis i de nærmeste år må findes et svar på: Hvad med alle de andre?
For mig at se må svaret blive, at vi må hjælpe hinanden. Uanset om man er 70 eller 90 - hvis man stadig har lidt kræfter til overs, så må man gå ind og hjælpe dem, der ikke længere kan klare sig selv. Det vil naturligvis være det bedste, hvis der på frivillig basis kan oprettes en eller anden form for hjælpekorps, og med de traditioner, vi har her til lands, tror jeg egentlig på, at det vil være muligt. Men det må nødvendigvis organiseres på samme måde, som vi i dag har et velorganiseret hjemmeværn og beredskab.
Men hvad nu, hvis mine forventninger ikke holder stik? Hvis der ikke melder sig tilstrækkeligt mange til en frivillig ordning? Så må der oprettes en hjælpepligt på samme måde, som vi i dag har en værnepligt. For vi kan og vil jo ikke bare lade de gamle og syge ligge alene uden pleje!
Det er ikke for tidligt at tage debatten op omkring en eventuel oprettelse af et sådant hjælpekorps, eller om nogen ser andre muligheder for at løse de kommende års problemer omkring hjælpen til dem, der har behov for hjælp. De problemer må ikke få lov til at komme bag på os. Og i flere kommuner kender man jo i øvrigt kun alt for godt til problemerne allerede.
28-05-17
Store forskelle
Det er bestemt ikke lige meget, hvor man som ældre borger bor her i landet. Man får meget bedre service i hovedstaden end i resten af landet. Det faktum, er der på det seneste sat fokus på i flere forskellige sammenhænge.
Blandt årsagerne til, at det er sådan, er det forhold, at borgerne i hovedstadskommunerne gennemsnitligt tjener en hel del mere end borgerne i provinskommunerne. I gennemsnit har de ca. 40.000 kroner mere om året. Det giver et højere beskatningsgrundlag i hovedstadsområdet og dermed den højere skatteindtægt, som giver mulighed for en bedre service - i øvrigt ikke blot på ældreområdet, men også f.eks. til daginstitutionerne og til folkeskolerne. Alene på ældreområdet har man 12 procent mere til rådighed, og for kort tid siden kunne man i TV se det dokumenteret, at det bl.a. betyder, at mens ældre i Gentofte kommune kan få gjort rent hver uge, så må de ældre i Middelfart nøjes med hjælp til rengøringen hver tredje uge.
Men det er ikke sådan, at skatteprocenten er højere i hovedstadsområdet end i resten af landet. Tværtimod, så opkræves der i gennemsnit godt en procent mere af indkomsterne i provinskommunerne.
Det er specielt denne ulighed, der nu er ved at blive sat mere og mere fokus på. En udjævning kan ske ved ændringer i de såkaldte udligningssystemer, og det kan blive interessant i den kommende tid at se de forskellige partiers holdninger til det.
I den forbindelse kan det blive af stor betydning, at i og med, at vi er et voksende antal ældre, så får vi også voksende indflydelse, når der skal vælges politikere til Folketinget. Hvis vi vil have en mere fair fordeling af goderne, må vi være meget opmærksomme på, hvem af vores politikere der vil være med til det.
15-06-17
Urimelig ulighed
Det sker en gang imellem, at jeg lægger vejen ned gennem min lokale Meny-butik til
delikatesseafdelingen i den fjerneste ende. Dér er der mange fristelser, og blandt dem
er der det, som jeg altså en gang imellem går efter, nemlig de færdige middagsretter.
Det kan være, fordi jeg er ramt af et akut tilfælde af regulær dovenskab, eller fordi
tiden af en eller anden grund er blevet knap for mig. Men det kan også være, fordi
der er retter, som er med på min favoritliste, men som jeg ikke selv magter at lave.
Og de skal have stor ros, dernede i "Delikatessen". Deres mad smager rigtig godt i
betragtning af, at der skal laves ganske store mængder, som så skal stykkes ud i portionsanretninger og køles ned så hurtigt som muligt. Og det er slet ikke dyrt - 39,95 kr. for en portion, hvor jeg har mad nok til to dage.
Alligevel er det ikke så tit, at jeg tyr til færdigretterne, selv om de smager godt, er rimelige i pris og bare lige skal have to minutter i mikro'en. Allerhelst vil jeg nemlig lave min mad selv - sådan helt fra bunden og over komfurets gasblus. Måltidet med den varme mad er et af dagens absolutte højdepunkter, og i den forbindelse har det stor betydning selv at have haft de enkelte ingredienser i hænderne, at man har kunnet kæle lidt for dem, og så - - - at man undervejs under tilberedningen har haft duften i næsen. Og selv om jeg ikke gør det store nummer ud af en servering for mig selv på fade og i skåle, men øser direkte op fra pande og gryder, så er det altså noget helt andet at få sin mad på den måde end i en plastic-portionsbakke.
Og nu kommer jeg så til sagens kerne: Det er langtfra alle, der kan bestemme selv, hvordan de vil have deres mad tilberedt og serveret. Mange er simpelthen ikke længere selv i stand til at gøre det, og derfor får de maden bragt ud i forskellige former og med forskellig hyppighed (dybfrosne til flere dage eller hver dag i varmeboks) fra kommunale fælleskøkkener. Og det er bestemt godt, at den mulighed findes. Men der er meget stor forskel på, hvordan det foregår rundt på landets plejehjem og -centre. Nogle steder får man maden i en eller anden form fra fælleskøkkenerne, og andre steder laver man selv det hele i plejehjemmets eller -centrets eget køkken med hjælp fra de beboere, der kan og vil hjælpe, og med en appetitskabende duft af madlavning, som breder sig ud fra køkkenet.
Den forskel er ganske simpelt urimelig, og ingen er vist i tvivl om, hvor og hvordan vi helst vil have vores mad tilberedt.Hvert år, når der skal lægges budgetter, giver den ulighed, der er, stof til megen debat i kommunalbestyrelser og andre politiske fora og ikke mindst i medierne. Fra statens side er der nemlig givet tilsagn om at yde tilskud til etablering eller genetablering af køkkener i alle kommunale plejecentre. Men fra flere kommunalbestyrelser lægges der tal frem, som viser, at selv med det statslige tilskud vil de umuligt kunne finde midler til at gennemføre lokal madlavning.
Jeg har ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere denne debat om forskellige økonomiske muligheder; men jeg kan konstatere, at der er store forskelle. Og jeg kan sammen med mange andre mene, at det er helt urimeligt, at god eller dårlig behandling af os ældre skal være afhængig af, hvor vi er så heldige eller uheldige at bo. Det kan ikke være noget urimeligt krav til vores politikere, at de sørger for, at der i alt væsentligt blive skabt lige muligheder for os alle - i hvert fald, når det angår den del af vores tilværelse, som mere eller mindre finansieres gennem det offentlige.
o8-01-18
Voksende behov for teknologiske hjælpemidler
I en leder i Avisen Danmark den 19. december indleder chefredaktør Peter Rasmussen med at skrive:
"Flere varme hænder i ældreplejen lyder som en god ting og som noget, vores gamle automatisk fortjener - ja, næsten har krav på. Men hvis jeg tænker 20-30 ud i fremtiden til de år, hvor jeg selv skal til at lukke butikken, så vil jeg - i hvert fald lige nu - foretrække at få hjælp til at klare mig selv. Hellere en spiserobot, så jeg med en eller anden grad af værdighed
selv kan tage næring til mig end at blive made af en ung
sosu-assistent. Og hellere et vasketoilet, så jeg selv har styr
på den del af den personlige hygiejne end at overlade det til
andre mennesker. Ingen varme hænder til mig i den anled-
ning, tak."
Sådan tænker Peter Rasmussen nu, hvor han formodentlig
endnu har 20-30 år, inden han selv er i den situation, at han
kan have brug for hjælp.
Disse 20-30 år er gået for mit vedkommende. Jeg er dog
endnu blandt de heldige, der kan klare sig uden hjælp. Men
jeg er helt klar på, at det meget snart kan ændre sig. Måske
allerede fra i morgen - det ved man aldrig i min alder. Og hvad så?
Jo, jeg har da bestemt også gjort mig mine tanker, og de
ligger helt på linje med, hvad Peter Rasmussen giver udtryk for i sin leder: Jeg vil helst have hjælp til at kunne klare mig selv længst muligt. Og som jeg har været inde på i flere tidligere indlæg her på bloggen, så er der allerede mange gode hjælpemidler, som jeg vil kunne bruge, og jeg glæder mig over, at der jævnligt bliver fortalt om ny, som jeg også vil kunne have gavn af.
Der er nogen, der udtrykker frygt for, at sådan avanceret teknologi vil blive alt for kostbar til, at almindelige folk som mig vil kunne få gavn og glæde af den. Men det er forkert. Peter Rasmussen nævner således, at en undersøgelse fra Kommunernes Landsforenings Center for Velfærdsteknologi viser, at siden 2004 har spise- og vaskerobotter sparet kommunerne for 434 millioner kroner.
Jeg er ikke i tvivl om, at dette sparede beløb vil vokse i takt med, at man kan tage mere og mere ny teknologi i brug. Vi behøver jo ikke at tale om det som "robotter", for ikke mindst blandt ældre er der stadig en indgroet antipati mod sådan noget "robotteri". Men jeg er sikker på, at den antipati vil svinde, efterhånden som kendskabet breder sig til, hvad det i virkeligheden er, at man får til rådighed. Og allerede nu har undersøgelser iflg. Peter Rasmussen vist, at 78 procent af landets gamle ser robotterne som en positiv forskel i deres tilværelse. Og når det drejer sig om ældre i egen lejlighed, så er der 82 procent, der mener, at robotterne forbedrer deres tilværelse.
Der er ingen tvivl om - som jeg tidligere har skrevet - at robotterne er kommet for at blive, og de vil få flere og flere "kolleger" i fremtiden.
Men hvad så med "de varme hænder"? Vil de blive gjort overflødige. NEJ! Bestemt ikke. Men der vil blive færre af dem, og selv for nok så mange penge kan man ikke købe "varme hænder", som ikke findes. Og især for en voksende gruppe af ældre, nemlig de demente, vil der være voksende behov for netop de varme hænder. For det er de færreste demente, som vil være i stand til at benytte sig af teknologiske hjælpemidler. Derfor vil det blive mere og mere påkrævet, at sosu-assistenternes hjælp først og fremmest forbeholdes de demente.
06-12-17
Ældrepleje i fremtidsperspektiv
Det er nødvendigt at sætte et længere perspektiv på overvejelserne om, hvordan man skal klare fremtidens krav til ældrepleje. I dag er fokus næsten udelukkende på, hvordan man skal klare de problemer, vi står overfor her og nu. Og det er vel egentlig forståeligt nok, for der er næppe nogen, der vil benægte, at de er alvorlige nok og kræver, at der bliver reageret hellere i dag end i morgen.
Men prøver man at kaste et blik ud i fremtiden ved hjælp at de fremskrivninger af udviklingen, som bliver udarbejdet både af statistikere og forskere, så vil man kunne se, at de problemer, vi slås med i dag omkring ældrepleje, kan vise sig at være i småtingsafdelingen i forhold til, hvad man risikerer at stå med om bare 10-20 år. For mens problemerne i dag i alt væsentligt skyldes krav om besparelser - krav, der gør det nødvendigt år for år at skære længere og længere ned på antallet af "varme hænder", så vil man i fremtiden komme til at stå i den situation, at selv om der eventuelt til den tid måtte være økonomi nok til rådighed, så er der ganske enkelt ikke tilstrækkeligt med "varme hænder" at tage af.
Problemet er jo dels, at der bliver flere og flere ældre, og flere og flere af dem bliver så gamle, at de virkelig får behov for hjælp og pleje, og dels, at der bliver færre og færre i den arbejdsduelige alder. Og af de færre, der vil være der af de yngre årgange, bliver der behov for en langt større procentdel end nu til at skabe den produktion, der skal give grundlag for den velfærd, som vi alle ønsker at kunne opretholde.
Desværre er der noget, der tyder på, at antallet af virkelig plejekrævende demens-ramte er voksende. Det betyder, at de forholdsvis få mennesker, der fremover vil være til rådighed i plejesektoren, må koncentrere sig i endnu højere grad end nu om pasning og pleje af de demente. Tilbage vil der kun være meget få til at tage sig af de mange andre ældre, som også i en eller anden grad har brug for hjælp. Den hjælp må altså nødvendigvis kunne gives på anden måde end ved brug af "varme hænder".
Det er derfor, at det allerede i dag er nødvendigt at sætte effektivt ind med en forskning omkring og en udvikling af de tekniske hjælpemidler, der bliver brug for. Der må gøres op med den uvilje, som hersker i mange kredse ved tanken om, at teknik, robotter og kunstig intelligens skal overtage mere og mere af den pleje og omsorg, som der er behov for i ældreplejen. Man må se i øjnene, at på et tidspunkt er det enten forskellige former for teknisk assistance,
der skal give de ældre plejekrævende en god og værdig
tilværelse, eller også vil der ganske enkelt ikke kunne være
en god og værdig tilværelse for dem. For der er ikke nogen
eller noget andet til at gøre det.
Jeg kan godt se for mig, at ved udsigten til den fremtid,
der er skitseret ovenfor, er der mange, der vil føle sig
rystede. Kolde metalgribetænger i stedet for ægte varme
hænder. Computer-genereret tale i stedet for rigtige
menneskestemmer. Men allerede i dag byder den moderne
teknologi på anderledes sympatiske muligheder, og gennem
den forskning, der er i gang, og som bør styrkes betydeligt,
vil disse muligheder blive forbedret i betydelig grad, og mange
andre vil komme til.
Nu forestiller jeg mig ikke, at jeg selv vil være med på banen om en snes år. Men til mine yngre fæller vil jeg sige, at hvis jeg var på deres alder, så ville jeg med stor fortrøstning og en ganske god portion nysgerrighed se fremtiden som ældre i møde. Jeg ville måske ikke ligefrem glæde mig til den; men jeg ville føle mig ganske tryg ved tanken om den.