Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside

Ældre-bloggen

Plejecenter "Fremtiden"

Se og hør interviewet den 24. april 2019 i Radio Diablo om
"Plejecenter Fremtiden".



Bent på 85:
Jeg vil hellere vaskes af en robot end af et tilfældigt menneske,
jeg ikke har et forhold til


Interview v/ Anette Lund Andersen
i Dagbladet-Holstebro-Struer


En ny debat-bog "Det digitale massemenneske" af Michael Böss advarer om de etiske dilemmaer ved at indføre robotter i ældreplejen.      Vrøvl, mener ældre-blogger og forfatter Bent Aalbæk-Nielsen. Det giver større etiske tømmermænd at lade være, mener han.


Michael Böss peger på, at der kan være flere etiske problemer forbundet med brugen af robotter i ældreplejen.
 - Ja, det kan der vel. Men for mig at se vil der være langt flere og meget alvorligere problemer - også etiske - forbundet med det faktum, at der fremover vil være meget færre sosu-medarbejdere til rådighed, siger 85-årige Bent Aalbæk-Nielsen, der bor i eget hjem og klarer alt selv lige bortset fra støvsugningen - det har han købt en robot til - og han har ikke det fjerneste imod at lukke flere robotter ind i sit hjem, i takt med at han bliver ældre og får brug for hjælp til at klare hverdagen og den personlige hygiejne.
    
Bent Aalbæk-Nielsen fra Hesselager er 85 år, ældre-blogger, forfatter og rygende uenig med Holstebros samfundsdebattør Michael Böss, som netop har udgivet bogen ”Det digitale massemenneske” for at initiere en folkelig debat om velfærdsteknologien i ældreomsorgen: Hvad er de etiske konsekvenser - hvornår skal vi bruge robotter, og hvornår skal vi lade være?
I Bent Aalbæk-Nielsens verden vil det altid være et ja tak.
 -  Det kan ikke nytte noget at sige nej. Der er ikke noget valg. Hvad skal vi gøre foruden? Hvis ikke vi har robotter til at hjælpe, betyder det, at gamle Anton skal sidde seks timer i stedet for fire timer med en fyldt ble, siger Bent Aalbæk-Nielsen.

Han henviser til FOA's beregninger, der viser, at der om en halv snes år vil mangle 40.000 sosu-medarbejdere. I sin roman "Plejecenter Fremtiden", der udkom i marts, giver Bent Aalbæk-Nielsen et billede af den på mange måder positive tilværelse, der venter de ældre, når samfundet bliver tvunget af virkeligheden til at sætte teknologien ind i stedet for de "varme hænder", der ikke længere vil være til rådighed i tilstrækkeligt omfang.

Frigør tid til omsorg og hygge
 - Hvis du ser rundt på plejehjemmene, er der masser af fysisk arbejde, der i dag udføres af sosu-hjælpere og assistenter, men som lige så godt i nogle tilfælde bedre kunne udføres af robotter og dermed frigøre menneskelige, varme hænder til den egentlige omsorg, så der kan blive mere tid til at hygge om fru Olsen, siger Bent Aalbæk-Nielsen.

Ser du slet ingen etiske problemer?
 - For mig at se vil der være langt flere og meget alvorligere problemer - også etiske - forbundet med det faktum, at der fremover vil være meget færre sosu-medarbejdere til rådighed, siger Bent Aalbæk-Nielsen.


- Vi vil gerne klare os selv
Bent Aalbærk-Nielsen frygter ikke ensomhed som følge af digitaliseringen, tværtimod forudser han færre ensomme ældre, fordi teknologien gør det endnu nemmere at komme i kontakt med andre.
Han mener heller ikke, at der er tale om at "snyde og bedrage" de ældre, når de får tilbud om at blive hjulpet med de nye teknologiske hjælpemidler. Robotterne giver derimod mulighed for, at det bliver både sjovere, mere spændende, mere interessant og mere værdigt at være ældre, siger ældre-bloggeren.


Har du ikke en grænse for, hvad du vil have hjælp til af en robot?
- Nej, det har jeg ikke. Jeg vil langt hellere betjenes af en vaskerobot fremfor et eller andet tilfældigt menneske, jeg ikke har et forhold til - og det er uanset om det er et sødt og venligt, tilfældigt menneske, siger Bent Aabæk-Nielsen.

Hvorfor?

- Fordi det går min blufærdighed for nær. De fleste af os gamle mennesker vil gerne klare os selv længst muligt, og med robotternes hjælp kan vi gøre det i lidt længere tid, pointerer Bent Aalbæk-Nielsen.



18-03-19

Nu er den her så


Fredag den 15. marts var udgivelsesdagen for romanen om livet i "Plejecenter Fremtiden".


På dagen havde jeg lejlighed til at tale med nogle mennesker, som ikke tidligere havde hørt om bogen. Deres umiddelbare reaktion over titlen og ved synet af bogen var, at den jo nok er endnu en beskrivelse af det skrækscenario, som de forestillede sig, at det må være på et plejehjem, hvor følelseskolde robotter og anden elektronik har overtaget herredømmet. Og det havde de egentlig ikke lyst til at læse om.

Men det er et helt andet liv end det, der vil kunne leves på "Plejecenter Fremtiden". For fremtidens robotter og anden velfærdselektronik vil frigøre de "varme hænder" til at tage sig af den nære omsorg, og dermed vil der være skabt grundlag for den attraktive, gode og værdige tilværelse, som vi alle kan ønske os i vores alderdom.

Det er en sådan tilværelse, romanen handler om, og som vi egentlig kan se frem til med fortrøstning.


Prøv bare at læse her, hvad en af beboerne kan fortælle om det at bo der:


”Og nu har jeg så været her et halvt års tid, og jeg må sige, at det har været en opvågnen til en noget anden tilværelse end den, jeg havde forestillet mig, og som jeg havde affundet mig med, at jeg skulle have. Jeg havde vel egentlig givet op, og derfor betragter jeg på en måde hver eneste dag, der går nu, og hver eneste ny oplevelse, som jeg får, som en slags bonus. Og der er allerede løbet slet ikke så lidt ind på bonuskontoen gennem det halve år.


Men bare det, at jeg nu igen er begyndt at planlægge længere ud i fremtiden end til næste time – det betragter jeg som en fantastisk ting, som jeg ikke havde turdet drømme om for et halvt år siden.”


- - - - - - - - - - - - -

08-04-19


En lidt for livlig fantasi?


Efter udgivelsen af min roman om livet i "Plejecenter Fremtiden" er det fra flere sider blevet hævdet, at jeg har vovet mig lidt for langt ud på fantasiens vilde vover i min beskrivelse af, hvordan robotter har overtaget mange af de rutinemæssige arbejdsopgaver og dermed frigivet de efterhånden meget få "varme hænder" til at varetage de vigtigste funktioner, nemlig den nære omsorg.

     Det er jeg ikke enig i. Gennem min research i forbindelse med romanen mener jeg, at jeg har fuld dækning for alt, hvad jeg lader robotterne klare. Og så skal det lige bemærkes, at jeg lader handlingen foregå i 2070,  og til den tid er jeg overbevist om, at det lidt, der i dag endnu mangler i deres kunnen, vil være i fuld funktion. Ikke mindst i det sidste års tid er der sket utroligt meget inden for forskning og udvikling af robotter, og meget er allerede i fuld funktion inden for plejeområdet og som velfærdsteknologi i bred forstand. Ikke mindst som det, der betegnes som Kunstig Intelligens, sker der i disse år en udvikling i en grad, som jeg slet ikke havde forudset, da jeg begyndte arbejdet med romanen.

     

Lad mig give nogle eksempler:

Ikke mindst den helt afgørende funktion i romanen, som jeg har givet betegnelsen "Hjælperen", er udsat
for megen skepsis. Men i en artikel i Avisen Danmark den 22. marts i år byder IT-ekspert Preben Mejer
"Velkommen til Ambient Computing-æraen. Ambient betyder omgivende eller omsluttende, og det er, hvad
det handler om".
     Videre i artiklen skriver Preben Mejer: "I gamle dage brugte vi mus. Nu bruger vi mere og mere tale.
Tale er den mest naturlige kommunikationsmåde for os; vi foretrækker jo også at snakke med hinanden
frem for fagter eller skriftlig kommunikation." - - "Nu handler det om den digitale assistent, der hjælper
mig på mine enheder: Apples Siri, Googles Assistant og Amazons Alexa." - - "Den digitale assistent vil jeg
opleve helt menneskeagtig, når jeg taler med den." - - "Man forventer, at der vil være fem milliarder digi-
tale assistenter i brug i verden i 2023. Der er stadig til den tid et par milliarder flere mennesker end assi-

stenter, men alligevel er det imponerende. Nogle af assistenterne vil endda kunne tale med hinanden." - -
"Jeg aktiverer dem vedhjælp af min smartphone eller via en smart-højtaler på hylden, og som - hvis det
er Amazons Echo - ligner en stofbeklædt mini-Steltonkaffekande."

   


                                                                Og så er springet vel egentlig ikke så langt til romanens tjenerrobotter, som også                                                                   er blevet mødt med en vis skepsis. Men "kolleger" til dem er allerede godt i gang.                                                                       På en restaurant i byen Ningbo, Zhejiang i det nordøstlige Kina har de allerede                                                                  skiftet deres tjenere ud med serveringsrobotter. Gæsterne har taget godt imod                                                                      dem, og selv om robotterne slet ikke er helt billige i anskaffelse, så tjente de sig                                                                    meget hurtigt ind.


                                                                   I det hele taget gælder det for flere af de elektroniske hjælpemidler, der er i                                                                     funktion i "Plejecenter Fremtiden", at vi skal ikke vente i halvtreds år, før de er en                                                                   realitet. Flere af dem er allerede permanent i fuldt sving, og andre er det på                                                                           forsøgsbasis med videre udvikling for øje.



Det kan man få et rigtig godt indtryk af, hvis man i stedet for "Plejecenter Fremtiden" vælger at google på "Fremtidens plejehjem". Dér kan man se mange gode eksempler på, at fremtiden allerede er godt på vej, og at beskrivelserne i "Plejecenter Fremtiden" i høj grad bygger på realiteter.


Endelig kan det jo så nævnes,hvad man allerede i dag kan opleve i LEGO House i Billund. Jeg citerer fra husets hjemmeside:

"I familierestauranten MINI CHEF kan du lege med mad på en helt ny måde! Du bygger hurtigt din bestilling med fire LEGO klodser, scanner den ved bordet, så Minifigur-kokkene i køkkenet kan sætte fut i komfuret! Hold øje med din bestillingsskærm – måske får du et sjældent glimt af hverdagen i det travle køkken! Når din mad er klar, henter du den hos vores glade serveringsrobotter".


Jeg erkender, at der er et stykke vej fra LEGOs serveringsrobotter til romanens "tjenere". Men man kan da få en forsmag på, hvad vi kan se frem til.





Amazonas' Echo assistent 


23-02-19 


Foromtale


Antallet af ældre og handikappede med behov for pleje var blevet større og større. Det samme gjaldt mangelen på personale, der skulle give den pleje. Problemet var ved at blive akut, og Regionens ledelse måtte finde en løsning på det.

     Årsagerne til problemet blev listet op, og det samme gjorde målene for en fremtidig god og værdig pleje. Alt dette blev kodet ind i DTU's supercomputer, der bl.a. råder over en omfattende kunstig intelligens. Og så bad man om forslag til en løsning.

     Computeren sagde: Byg store plejecentre med boliger til 12-1400 beboere, og indret dem med alle til rådighed værende tekniske og teknologiske konstruktioner og hjælpemidler.

     Det forslag fulgte man i Regionen. Plejecenter "Fremtiden" blev opført, og nu skulle det så vise sig, om det også i praksis var den rigtige løsning.


Handlingen foregår i 2070.




Dette er udgangspunktet for min nye roman med titlen "Plejecenter Fremtiden", der udkommer den 15. marts.
Det er nu et par år siden, at det begyndte at stå klart for mig, at der virkelig er grund til bekymring for os gamle. Ja, ikke blot for os selv. Men også for vores børn. Det vil kunne se bedre ud for vores børnebørn, hvis vi gør noget ved det nu.
Det er IKKE vor klodes miljø, jeg her har i tankerne, men det faktum, at vi bliver flere og flere gamle, som har behov for hjælp og pleje, og det sker, samtidig med at der bliver færre og færre til at hjælpe os. Allerede dengang for to år siden meldte to ud af tre kommuner, at de ikke kunne skaffe tilstrækkeligt med sosu-medarbejdere, og for kort tid siden gjorde FOA's formand Mona Striib det klart i en artikel i netavisen Altinget, at det i dag er situationen for tre ud af fire kommuner, og at der om ti år her i Danmark vil mangle 40.000 sosu-medarbejdere.
Så er det, jegs spørger: Hvem skal passe mig, hvis jeg om få år ikke længere kan passe mig selv? Og hvem skal passe mine børn, hvis de om 20-30 år ikke kan det selv? Ingen synes rigtigt at kunne give svar på de spørgsmål; men omsider er der nu politikere, der ærligt giver udtryk for, at det i de kommende år bliver nødvendigt at skære ned på kvaliteten i ældreplejen. Det betyder, at hvor gamle Anton i dag må affinde sig med at skulle sidde i en fyldt ble i fire timer, så må han måske fremover gøre det i seks, før han efter planen næste gang får besøg af en hjemmehjælper. Og gamle Olga på 94 kan kun få gjort rent hver femte uge.
Det fik mig til at tænke på, om der dog ikke kan findes en løsning på det problem. God eller mindre god? For værre kan det vel næsten ikke blive.
Det er et svar på det spørgsmål, jeg prøver at give i romanen om "Plejecenter Fremtiden". Her er de såkaldte "varme hænder" i videst muligt omfang erstattet af moderne teknik og velfærdsteknologi. Derved vil det stadig være muligt at have "varme hænder" til det, der vel er det vigtigste, nemlig omsorg.
Men jeg oplever, at der stadig er en stærk modvilje - både hos politikere og blandt befolkningen i øvrigt - mod den tanke, at i hvert fald dele af plejen af os ældre kan blive overtaget af "kolde, computerstyrede, mekaniske hænder". Man vælger mere eller mindre bevidst at se bort fra alternativet og håbe på et mirakel.

Sjældent har en nyudgivet fremtidsroman vel ramt så præcist ind i en af nutidens højaktuelle diskussioner, som det er tilfældet med "Plejecenter Fremtiden", nemlig diskussionen om, hvordan samfundet fremover skal klare pasningen af det stigende antal plejekrævende ældre i en tid, hvor antallet af dem, der skal gøre det, som nævnt bliver mindre og mindre? Nu skal det siges, at romanens aktualitet for så vidt ikke er nogen tilfældighed, for det var altså netop dette alvorlige spørgsmål, der for et par år siden fik mig til tasterne, og det er mit håb, at "Plejecenter Fremtiden" vil blive set som et seriøst indlæg i debatten om fremtidens ældre- og handikappleje, og at det vil kunne medvirke til en mere positiv holdning til brugen af de mange muligheder, som den moderne teknologi byder på. En sådan holdningsændring er ikke noget, der sker fra dag til dag og måske ikke engang fra år til år. Derfor er handlingen i romanen som nævnt sat til at foregå i 2070. Til den tid fungerer det. Men det er i årene op til da, at en holdningsændring skal modnes, og de teknologiske hjælpemidler skal nå deres endelige udvikling. Det er altså nu, der skal tages stilling.

Hvad mener du?