Historien om Sydøstfynshallen er historien om et i alle måder

velforberedt projekt, som pludselig blev fejet af bordet af nogle

lokalpolitikere i forbindelse med kommunesammelægningerne

i 1970. I stedet for en Sydøstfynshal blev det derfor til

Gudmehallen.

Sådan en må vi også have!

1960’erne kunne på flere måder godt minde om den tid, vi oplever nu i denne tid. Efter krigens og 50’ernes magre år nød Danmark godt af en velstandsbølge. Det betød bl.a., at der kom gang i byggeriet. Dertil kom, at mange mennesker fik mere fritid. De to forhold i forening gjorde, at der blev et voksende behov for flere og bedre fritidsfaciliteter, og at der blev mulighed for at imødekomme dette behov. Rundt om i landet skød nye, store haller op, og gymnastikken og andre idrætsaktiviteter fik en betydelig opblomstring.

     De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger var dengang organiseret i et antal hovedkredse. Her i det sydøstfynske havde vi 2. Hovedkreds med kommunekasserer Svend Greve i Gudbjerg som den særdeles initiativrige formand. Han og den øvrige bestyrelse var meget opmærksomme på den positive udvikling, der var i gang rundt i landet – bl.a. med etableringen af nye haller. Efter et grundigt forarbejde med tæt kontakt til hovedkredsens mange lokale foreninger blev det besluttet, at også 2. Hovedkreds skulle have en hal. Den skulle meget naturligt hedde ”Sydøstfynshallen”, og efter forhandlinger med områdets kommunalbestyrelser blev det besluttet at placere den i Oure. Dels ville det være en central placering for hele hovedkredsen, og dels havde man fået et meget fordelagtigt tilbud fra Oure-Vejstrup kommune, som ville stille et fuldt byggemodnet areal til rådighed.

Initiativudvalg

Arbejdet blev sat i gang. Svendborg-arkitekten Ole Martinusen leverede meget hurtigt et sæt tegninger, som alle involverede kunne gå ind for. Den samlede anskaffelsessum blev beregnet til 1.093.500 kr. Den skulle finansieres gennem et lån på 786.000 kr., et tilsagn om gaver på 65.000 kr., 100.000 kr. tilvejebragt ved indsamlinger og 142.500 kr. i værdi af frivilligt arbejde.

     Et opstillet driftsbudget viste, at med den finansiering ville de årlige udgifter blive på 169.600 kr., og det skønnedes, at det ville man kunne klare uden større problemer.

     Men det betød altså, at der var en lille kvart million, som skulle skaffes på forskellige måder til byggeriet (gennem indsamlinger og frivilligt arbejde), og til at løse den opgave blev der nedsat et initiativudvalg, som jeg blev formand for, og som straks gik i gang med arbejdet.

Danmarks største spillegilde

Det ubetinget største projekt, som Initiativudvalget satte i værk, var et spillegilde, som løb af stablen onsdag den 1. november 1967.

      Fra første dag i planlægningsarbejdet lå det fast, at der skulle være tale om noget helt exceptionelt. Det var vigtigt, at hele 2. Hovedkreds’ område blev involveret, og ret hurtigt havde man en skitse klar til et spillegilde, der skulle køre samtidigt og som ét arrangement på ikke færre end 12 spillesteder, nemlig i Forsamlingsbygningen i Svendborg og i forsamlingshusene i Tved, Brændeskov, Skårup, Vejstrup, Oure, Gudme, Gudbjerg, Vormark, Øksendrup og Svinninge samt på Hesselager Hotel.

     Et kæmpemæssigt forberedelsesarbejde gik i gang. Først og fremmest skulle der findes udvej for at koble de mange spillesteder sammen på en effektiv måde. Her kom Hjemmeværnet ind i billedet.  Chefen for Distrikt Sydfyn, oberstløjtnant A. Christiansen, kunne straks se, at en deltagelse i dette arrangement ville opfylde to vigtige formål for Hjemmeværnet: En god håndsrækning til det civile samfund og den bedst tænkelige mulighed for en særdeles realistisk øvelse. Så svaret fra den side på Sydøstfynshallens Initiativudvalgs anmodning var et klart JA, og distriktets signalfolk gik straks i gang med at finde ud af, hvordan der kunne etableres en sikker radioforbindelse fra ledelsen i Vejstrup og ud til hvert enkelt spillested. Det var i sig selv en meget stor opgave, og for at være helt sikre på at kunne holde forbindelse, selv om radiokommunikationen skulle svigte, så sikrede man sig et telefon-backup med hjælp dels fra Fyns Telefonvæsen og dels fra naboer til nogle af spillestederne. Det var nemlig ikke alle steder, der var telefon på spillestederne, og så måtte man ud til naboer, som venligst gav tilsagn om at undlade at benytte deres telefon på spilleaftenen, så man i givet fald hurtigt kunne få telefonisk forbindelse, hvis en radio skulle svigte.

     Der skulle naturligvis træffes aftaler med spillestederne, og også her stillede man sig særdeles velvilligt – man ville faktisk meget gerne være med i dette spændende arrangement.

     Et kapitel for sig selv var præmierne. Der blev rettet henvendelse til en række virksomheder, som indvilligede i at være sponsorer: Wiggers, Axel Broch, Poul H. Larsen i Svendborg, Boysen i Hesselager, Ørskov Frugt i Oure og Mejerierne i Skaarup, Oure, Vormark og Gudbjerg. Men ikke alt kunne klares ved sponsorater; der måtte også købes et stort antal andre præmier: mere end 300 ænder og læssevis af okse- og flæskestege. Som det blev sagt: Der blev udloddet en parteret husmandsbesætning. Dertil kom så 2 X 2 rejser til Rhodos med Tjæreborg som lodtræknings-gevinster på de nummererede programmer, der skulle købes som adgangstegn formedels 3,- kr. Endelig blev der solgt 80 amerikanske lotterier.

     I alt blev det til:

     2 rejsegevinster

   40 gavekort

   40 tøjgevinster

   25 frugtgevinster

   20 mejerigtige gevinster

   300 oksestege

   125 flæskestege

   310 ænder

     Og så var der hele det praktiske arrangement, der skulle gennemtænkes og planlægges i alle detaljer.

     Først og fremmest skulle det sikres, at man havde det nødvendige antal hjælpere på alle spillestederne, i centralledelsen, som fik til huse i den tidligere skolestue i den gamle skole i Vejstrup, og på gevinstlageret, der blev indrettet i det, der dengang endnu var forskolen i Vejstrup. Der skulle være ordonnanser mellem skolestuen og forskolen, og ikke mindst skulle der være 12 varevogne med chauffører klar til at bringe gevinsterne ud til spillestederne. Alt i alt skulle der bruges ca. 200 hjælpere. Men det var nu ikke noget problem. Medlemmer fra alle de tilsluttede foreninger meldte sig i massevis.

     Så skulle forløbet af spillet lægges i meget faste rammer. Det gjaldt fra opstilling af borde og stole, modtagelse og registrering af publikum, salg af entréprogrammer og spillekort, velkomst og informationer på spillestederne, trækning af numrene i centralledelsen, kommunikation af numrene og opråbet, registrering af vindere og udlevering af vinderbeviser, tilbagemelding fra hvert spillested af antal vindere i hvert enkelt spil, besked til gevinstdepotet med løbende pakning af bilerne, udtrækning af hovedpræmierne, afregning og evaluering.

     Til hvert enkelt led i denne kæde skulle der udarbejdes blanketter, som hele tiden kunne sikre, at der var fuldt styr på alt. Tekst til velkomst og information skulle udarbejdes, så man var sikker på, at publikum på alle spillesteder fik den samme behandling og de samme informationer. Og der skulle trykkes programmer og præmiebeviser, som efter spillet kunne ombyttes med de korrekte gevinster.

     Hele PR-siden ved sådan et arrangement er uhyre vigtig. Derfor skulle der udarbejdes pressemeddelelser og udformes annoncer. Og kort tid før spilledagen skulle der indbydes til et pressemøde. Resultatet blev da også, at der kom delegationer fra flere steder i landet, som gerne ville hente ideer og inspiration til eventuelle lignende arrangementer på deres hjemsteder. Og på spilleaftenen kom der ikke blot publikum fra det nærmeste lokalområde, men faktisk fra det meste af Fyn.

Der var højspænding på, da selve spilleaftenen, onsdag den 1. november 1967, oprandt.

     I god tid var alle 200 foreningsfolk og 40-50 hjemmeværnsfolk på plads. Radioforbindelserne blev afprøvet an sidste gang. Alt fungerede, som det skulle.

    Publikum begyndte at ankomme; men ved spillets begyndelse kl. 19.30 kunne man konstatere, at vi desværre ikke nåede op på det deltagerantal, vi havde håbet på, nemlig mindst 3.000. Det tal var vi nået til ud fra, hvor mange der normalt mødte op, når der var spillegilde på de forskellige spillesteder. Men der var én faktor, som vi ikke havde taget tilstrækkelig højde for, nemlig ”Tordenskjolds soldater”. Rigtig mange af deltagerne var gengangere ved flere af områdets spillegilder. Men denne aften kunne de jo kun være ét sted. Resultatet blev ca. 2.500 deltagere.

     Men alt forløb perfekt. Hjemmeværnet klarede kommunikationen til UG med kryds og slange – der var ikke ét eneste kommunikationsproblem. Et minut eller to efter at sidste nummer var råbt op, var bilerne lastet færdige og hastede af sted mod hver sit spillested, og i tiden, indtil de var fremme, blev der afviklet et ekstraspil, og de amerikanske lotterier blev trukket. Ventetiden blev således kun kort for dem, der skulle have ombyttet deres gevinstbeviser med rigtige gevinster.

     Omsætningen blev i nattens løb opgjort til ca. 39.000 kr., og det kunne derefter beregnes, at overskuddet blev på ca. 13.000 kr. Selv om det var lidt mindre, end der var håbet på, så var det alligevel med den tids kroneværdi et ganske pænt beløb, som bragte Sydøstfynshallen et godt skridt nærmere mod realiseringen.

Mærkater

Et andet af Initiativudvalgets projekter var salg af mærkater til fordel for Sydøstfynshallens byggefond.

     Det skete under mottoet ”Et mærkat til brevet – en sten til hallen”, og mærkatet blev lanceret ved det store årlige Gudbjerglundstævne søndag den 11. juni 1967.

     Mærkaterne var tegnet af Mia Füchsel, Fåborg, og i hvert ark var der 10 mærkater med motiver fra forskellige lokaliteter inden for 2. Hovedkreds’ område samt 10 mærkater med sportsmotiver. De blev solgt for 5 kr. pr. ark.

Målkontrakter

I forbindelse med sommerturneringen i håndbold i 1967 blev der gennemført et projekt med såkaldte ”målkontrakter”. Det gik ud på, at spillerne i deres omgangskreds skulle tegne kontrakter om et vist beløb for hvert mål, der blev scoret i turneringen af den pågældende spillers hold – dog maksimalt 15,- kr. pr. kontrakt.

     Som ”appetitvækker” for spillerne til at tegne kontrakter var der udlovet en træningsdragt til den spiller i hver af foreningerne, der fik tegnet flest kontrakter.

Tømmerhugst

Slutningen af 1960’erne var præget af to voldsomme orkaner, som fældede store skovstrækninger i det sydfynske, heriblandt også i Gudbjerg Skov. Ejerne af tre af skovens parceller, Mogens Fog, Svend Greve og Damkiær, gav tilsagn om, at de stormfældede graner i deres skov måtte tilfalde Sydøstfynshallen, hvis medlemmerne af 2. Hovedkreds’ foreninger ville påtage sig at rydde de stormramte områder under kyndig vejledning af erfarne skovarbejdere.

     Det gav anledning til en meget betydelig indsats fra et stort antal unge mennesker, og de mange stammer blev bragt på savværk, hvor de blev savet ud til tømmer i de dimensioner, som iflg. arkitekt Ole Martinusen skulle bruges til hallen. Det således klargjorte tømmer, hvis værdi blev beregnet til kr. 22.000, blev derefter sat på lager på hallens byggegrund i Oure, klar til brug, når byggearbejdet gik i gang, hvilket efter planen skulle ske i efteråret 1969.

Forsinkelser

Helt så hurtigt kom det nu ikke til at gå.

     Der var opnået kommunegaranti for de nødvendige lån fra de fem kommuner i hovedkredsens område; men så sprang Skårup kommune fra – vel nok, fordi man kunne forudse, at ved den forestående kommunesammenlægning ville  Skårup blive lagt sammen med Svendborg kommune, som ikke var dækket af 2. Hovedkreds. Og det var en forudsætning for kommunegarantien, at alle fem kommuner var med.

     Der måtte altså begyndes forfra på denne del af arbejdet.

     Den 11. april 1969 kunne forretningsudvalget dog udbyde byggeriet i licitation, efter at der var modtaget fornyede tilsagn om kommunegaranti fra de resterende fire af kommunerne.

Endnu et spillegilde

Forsinkelsen betød, at der blev tid til endnu en indsats for at styrke økonomien, og det blev besluttet at gennemføre endnu et stort spillegilde den 27. november 1968. Denne gang skulle det omfatte 13 spillesteder – altså ét mere end året før. Kommandocentralen blev placeret i dyrlæge Kronholms bolig i Gudme, og forbindelsen derfra til spillestederne skulle denne gang varetages af Fyns Telefon som et såkaldt ”telefonmøde”.

     Dagen oprandt. Folk var begyndt at ankomme til spillestederne. Det var tid at få etableret forbindelsen. Så viste det sig imidlertid, at man hos Fyns Telefon ikke kendte noget til en aftale om et telefonmøde, og at sådan et møde i øvrigt  kun kunne etableres med højst tre deltagere. Gode råd var dyre. Men hurtigt blev der fra Kronholms bolig trukket ledninger fra et antal felttelefoner til en del af naboernes telefonstik, og rundt på spillestederne mærkede man ikke meget til, at nerverne havde været på højkant, og at sveden piblede på panderne af folkene i kommandocentralen.

    Det økonomiske resultat blev knap 14.000 kr. – altså ca. det samme som året før.

Fra Sydøstfynshal til Gudmehal

Med kommunesammenlægningen pr. 1. januar 1970 mente nogle, at situationen havde ændret sig, og der begyndte at lyde røster for at flytte hele halprojektet fra Oure til Gudme.

    Endnu talte meget dog for at bevare det i Oure: Som nævnt var byggeriet allerede udbudt i licitation. Grunden i Oure var byggemodnet og herunder kloakeret i dimensioner, så der ikke blot kunne klares en idrætshal, men så der også var forberedt for en kommende svømmehal. Store dele af det tømmer, der skulle bruges, lå klar i de dimensioner, der var angivet i arkitekt Ole Martinusens tegninger og altså ikke umiddelbart anvendeligt i andre sammenhænge. Og tilsagnet om en kommunegaranti for låneoptagelsen var stadig gældende, fordi byggeriet kunne betragtes som igangsat med kloakeringen. En ny lov gjorde ellers en sådan garanti umulig i forbindelse med nye byggerier.

     Men prisudviklingen og dette, at den geografiske tilslutning til projektet var svundet væsentligt ind med kommunesammen-lægningerne, gjorde, at økonomien i projektet var blevet noget anstrengt, og et nyt forretningsudvalg besluttede i januar 1971, at der skulle udarbejdes et nyt, beskåret projekt. I september samme år forelå der et tilbud fra Fa. J. Folmer Hansen på en træningshal i Oure. Dermed var en del af forudsætningerne for kommunens tilsagn om lånegaranti ændret, og der blev indgivet en ny ansøgning dels om garanti og dels om et egentligt tilskud til byggeriet.

     Denne ansøgning blev behandlet på et ekstraordinært møde i kommunalbestyrelsen den 17. november 1971, og her viste det sig, at der var skabt et flertal for at droppe garantien og i stedet yde et tilskud på 600.000 kr. Men det var under den forudsætning, at hele projektet blev flyttet til Gudme.

     Sådan blev det.

     Det betød bl.a., at rigtig meget af det frivillige arbejde, der indtil da havde været lagt i forberedelserne til en Sydøstfynshal, var spildt. Det skabte en ikke ubetydelig grad af bitterhed hos mange. Det betød også, at det villakvarter, der senere er vokset op, hvor hallen var tænkt at skulle ligge i Oure, nok er et af de kraftigst kloakerede boligområder her i landet.

     Men altså: ændringen stod fast. Sydøstfynshallen var med ét slag blevet til Gudmehallen.

    Og dagen efter bemærkede formanden for 2. Hovedkreds, Svend Greve, at denne ændring var et resultat af den største studehandel, han til dato havde oplevet. ”Men”, føjede han til: ”Vi får aldrig at vide, hvad den egentlig er gået ud på!”

     For mit vedkommende betød det, at mit medlemskab af Initiativudvalget hørte op.

PS

En mappe med oplysninger om Initiativudvalgets arbejde og eksemplarer af de forskellige blanketter m.v., som blev udarbejdet til det første spillegilde, samt ark med mærkater er afleveret til Gudme Lokalarkiv.