Teenage-år

Tilbage i Ollerup 1948-49

Arbejdsdreng 1949-50

Tilbage i Ollerup

Det var altså tanken, at fars og dermed hele familiens afsked med Den Jyske Idrætsskole skulle ske i slutningen af 1948, og at vi så skulle flytte tilbage til Sydfyn, hvor far igen skulle være lærer på Gymnastikhøjskolen; men for at jeg ikke skulle få skoleskift midt i et skoleår, fik jeg lov til at bo på Gymnastikhøjskolen fra august, da jeg begyndte i 4. mellem på Statsskolen i Svendborg.

     Det blev imidlertid ikke til noget med at flytte til Sydfyn for mine forældres vedkommende. Det viste sig nemlig - som tidligere omtalt - at fars helbredstilstand, som en følge af alt for meget arbejde, ikke tillod ham at påtage sig en fast lærerstilling, og da min morfar døde i efteråret 1948 overtog de hans hus i Jelling og flyttede dertil, men jeg blev i Ollerup skoleåret ud.

     Det blev et noget specielt skoleår for femtenårige mig. Jeg havde et udmærket værelse helt oppe under taget med et bord, en stol og en seng samt - ikke at forglemme - en radio, hvor jeg bl.a. kunne tage Radio Luxembourg og American Forces Network i Tyskland, som begge døgnet rundt sendte den tids mest populære musik.

     Morgenmad fik jeg i "Folkestuen" ved siden af køkkenet, og her smurte jeg mig også en madpakke, som jeg kunne tage med i skole. Og aftensmaden blev indtaget sammen med eleverne i den store spisesal.

     Et par år tidligere var der en elev på Den Jyske Idrætsskole, som nu fik stor betydning for mig. Hun hed Lizzy Brandt Jørgensen. Hun kom dengang en del i mit hjem og var blevet gode venner med mine forældre. Nu var hun blevet ansat som sekretær på Gymnastikhøjskolen. Og der var da ind imellem situationer, hvor den store dreng, som jeg var, havde brug for støtte og gode råd fra et voksent menneske. Det kunne jeg få hos Lizzy.

    Men jeg fik da også i løbet af dette år et specielt, nært forhold til Niels Bukh - eller Fatter, som han altid var blevet kaldt i kærlig respektfuldhed af elever og andre på skolen. Han spurgte meget ofte med oprigtig interesse til min skolegang, opmuntrede mig og gav mig mangen et godt råd om tilværelsen i almindelighed.

     Men det var op til mig selv at passe min skolegang - at komme op om morgenen og af sted på cykel ind til Statsskolen i Svendborg. Oftest fulgtes jeg med en klassekammerat, Niels Haastrup Pedersen, der var søn af forstanderen på Folkehøjskolen i Ollerup, som ligger tæt ved Gymnastikhøjskolen, og som i dag er Den Frie Lærerskole. Niels var en utrolig god støtte for mig. Dels var han en meget dygtig elev, men han havde også en meget stor tålmodighed til at hjælpe mig f.eks. med den latinske grammatik, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han har en stor del af æren for, at jeg bestod latinprøven - ganske vist kun med et "godt", der var den lavest mulige karakter for at have bestået. Et tilnavn / øgenavn / kælenavn (jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal betegne det) fra den tid havde i øvrigt sit udspring i det latinske. Vi morede os med på latinholdet at give hinanden latinskklingende navne (som vi kendte det fra Holbergs "Erasmus Montanus"). Mit navn blev Bentinus, men almindeligvis blev det forkortet til Tinus, og denne forkortede udgave har fulgte mig siden i forskellige sammenhænge.

     Vi havde i det hele taget et godt kammeratskab i min klasse, og på vejen hjem var der et par steder, som en gang imellem blev besøgt. Det var ikke så tit, for det kostede penge, og dem havde vi sjældent ret mange af. Men det ene sted var en isbar  ganske tæt på skolen, og der scorede jeg engang en gratis isvaffel, da indehaveren hørte, at jeg heder Aalbæk til efternavn. Isbaren hed nemlig Aalbæks Isbar. Det andet sted var en bager lidt længere oppe ad Vestergade. Han lavede nemlig nogle ganske pragtfulde æbletærter med en masse flødeskum.

     Ellers var skoledagene i 4. mellem ikke altid en dans på roser for mig. Det har altid været noget af et slid for mig at tilegne mig lærdom, og resultatet var ikke altid det bedste. Det måtte jeg somme tider høre for, som da vores matematiklærer, hr. Svane, en dag med opgivelse i stemmen konstaterede,  "og du er Kai Aalbæks lillebror!" Storebror Kai var en mønsterelev med "ug" i det meste, og hr. Svanes bemærkning sved, og det blev den i øvrigt ved med at gøre i lang tid efter.

     Men jeg kom igennem 4. mellem, og jeg fik da også en hæderlig mellemskoleeksamen, som jeg i hvert fald selv syntes, at jeg kunne være godt tilfreds med.

     Og jeg havde vist egentlig godt af det år, hvor Gymnastikhøjskolen var mit hjem, hvor jeg bl.a. lærte noget om orden og præcision - to ting, som var en selvfølge på skolen.

      Siden fik jeg kun enkelte gange lejlighed til at hilse på Niels Bukh under besøg i Ollerup sammen med mine forældre. Kort efter sin 70 års fødselsdag døde han den 7. juli 1950.

Arbejdsdreng

Allerede da jeg i sommeren 1949 tog mellemskoleeksamen i Svendborg, stod det

mig klart, at jeg ville være lærer ligesom så mange andre i min familie. Det var ikke

blevet mindre oplagt at gå den vej, efter at mine forældre var flyttet til Jelling, idet

jeg jo så kunne gå på seminariet dér.

     Der var imidlertid et år, til jeg kunne begynde i seminariets præparand-klassen;

jeg var jo stadig kun 15 år gammel. Men jeg var så heldig, at min søster havde en

god veninde, hvis kæreste ejede en fyldepennefabrik i Vejle. Hans navn var Gunnar

Christensen, og han var i øvrigt en kendt kajakroer med både Danmarks- og inter-

nationale mesterskaber. Hans fornavn gav navn til fabrikkens produkter: GUN-fylde-

penne. Her blev jeg ansat som arbejdsdreng.

     Det var imidlertid netop på det tidspunkt, hvor kuglepennen rigtigt var slået igen-

nem. Den temmelig ukendte GUN-fyldepen havde svært ved at klare sig i hård kon-

kurrence med f.eks. den kendte Monc Blance, og produktionen blev omstillet til kug-

lepenne, som der en tid var god afsætning for. Da jeg startede på fabrikken, var der

foruden chefen to faglærte drejere, og vi var to arbejdsdrenge. Men i løbet af året

vandt en ny, meget hurtigere og dermed langt billigere fremstillingsform indpas. Hvor

vi på en drejebænk fremstillede den enkelte kuglepen individuelt af casein, der var et mælkeprodukt, som blev leveret i lange stænger, kunne man ved sprøjtestøbning i plastic lave en masse-produktion, som vi slet ikke kunne konkurrere med. Salget gik tilbage. De øvrige på fabrikken måtte afskediges. Som den billigste blandt de ansatte fik jeg lov til at blive tilbage. Chefen rejste ud som sælger og sendte ordrerne hjem til mig. Jeg tog mig af fremstillingen, monteringen på salgskarton, indpakning og forsendelse til kunderne, som imidlertid blev stadig færre, og kort før jeg skulle begynde på seminariet, måtte "GUN" kuglepennefabrikken lukke. Jeg havde fået et førstehånds-indblik i de ofte barske vilkår i erhvervslivet.