Som det var tilfældet på den tidligere Ældre-bloggen, kan du meget let give den mening til kende om de emner og synspunkter, der bliver taget op her på siden.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

Verden før og nu

 
 
 
 

17-06-20

"Sommerpakke"

Jo, jeg skal såmænd også nok finde ud af at få brugt den tusse, som regeringen synes, at jeg skal have. Og der er da også dem, for hvem den falder på et tørt sted.
     Men jeg kan ikke lade være med at undre mig. Vi skal såmænd ikke mere end 3-4 måneder tilbage i tiden, før situationen var den, at der skulle spares både det ene og det andet sted. Og for få dage siden kunne man læse i avisen, at prisen for den mad, der bliver leveret til pensionister fra kommunen, flere steder kommer til at stige.
     Men der er altså penge nok til en "sommerpakke". Og det oven i købet efter at der er brugt i hundredvis af milliarder kroner på hjælpepakker til både det ene og det andet. Det er nok rigtigt, at disse enorme summer er kastet på bordet for at hjælpe Danmark gennem coronakrisen. Vi skal bruge en hel masse penge for at holde den nationale butik i gang.
     Så er spørgsmålet bare, hvor alle disse mange penge er kommet fra, der - som ved et trylleslag - pludselig er blevet til rådighed? Svaret er, at det er staten, der betaler. "Staten" - dette dejlige anonyme et eller andet, som vi sjældent tænker over, hvad eller hvem er. Og så ligger svaret ellers så klart og ligefor: Staten er jo dig og mig og alle de andre. Det er os, der holder hånden under Danmark i denne tid. Og for at vi kan gøre det, må vi ud på lånemarkedet. Ja, ikke hver enkelt af os. Det klarer regeringen og Nationalbanken for os. Men når de skal betales tilbage - for det skal de jo - så bliver det over din og min og alle de andres skattebillet. For det er jo altså nu engang os, der er staten! Og der er ikke andre til det.
     Men hjulene skal altså holdes i gang, og det bliver de så bl.a. ved, at vi alle sammen skal bruge en masse penge. Og derfor får vi nu "foræret" større eller mindre beløb af regeringen og Folketinget. For nogle sker det, ved at de nu får lov til at bruge nogle af deres egne feriepenge, som ellers ved en politisk beslutning var blevet "indefrosne". For os pensionister sker det, ved at vi hver især får "foræret" en tusse. Det havde nu været mere ærligt at sige, at vi hver især skal låne pengene af os selv. For også i den her sammenhæng er det jo altså os, der er staten. Og mon ikke vi igen kommer til at opleve, at der skal spares både det ene og det andet sted, når der skal laves finanslov for 2021. For der kan altså ikke blive ved med at være penge nok til det hele. Og faktisk er der da også økonomer og ærlige politikere, der nu så småt er begyndt at forberede os på, at der nok må skæres en smule i den velfærd, som vi efterhånden har vænnet os til.
     Men altså: Til oktober løber der tusinde kroner ekstra ind på min og din konto, hvis du altså er pensionist, studerende på SU, flygtning eller asylansøger fra Langtbortistan eller af anden grund er på overførselsindkomst. Det er ikke penge, der er plukket ned fra et corona-træ et eller andet sted. Det er penge, som staten - altså du og jeg, eller i hvert fald de af os, der betaler skat - skal hente på lånemarkedet. Og dér forventer man, at vi betaler dem tilbage på et eller andet tidspunkt.


Men tak for lån!

30-03-20


Vi, de heldige

Tredive år strækker en generation sig i den almindelige opfattelse over. Det betyder, at vi er to generationer, som med rette kan betegnes som "de heldige".
     Generationen i begyndelsen af 1900-tallet oplevede Den Første Verdenskrig, som kostede mere end ni millioner menneskeliv. Den var dårligt slut, før Den Spanske Syge brød ud og kostede mere end 50 millioner mennesker livet. Og endelig måtte de ældste i denne generation se sig kastet ind i Den Anden Verdenskrig, som menes at have kostet 62 millioner menneskeliv. Dertil skal så lægges de hundreder af millioner mennesker, som på den ene eller anden måde blev berørte af krige og sygdom.
Der fulgte en halv snes barske år efter Anden Verdenskrig. Men det gik egentlig hurtigt fremad, specielt i USA og i Europa og da ikke mindst her i Danmark - blandt andet takket være den amerikanske Marshall-hjælp. Og efterkrigs-generationen og ikke mindst dens børn oplevede en tid, hvor velstand og velfærd øgedes år for år. Utallige mennesker - og her retter jeg specielt blikket mod Danmark - kunne bygge og indrette deres egne hjem, mange af dem efterhånden med dobbelt carport. Sommerhuse i hundred tusind-tal ploppede op langs landets kyster, og hvert år drog millioner af danskere på charterferie til nære og fjerne mål. Jo, det var generelt gode tider.
     Der kom så lige et tilbageslag med finanskrisen fra 2008 og nogle år frem. Men så var den overvundet, og fremgangen fortsatte. Det meste af Danmark levede på 1. klasse. Den ældre generation kunne se på den yngre og konstatere med stolthed, at de havde godt nok fået sat de yngre godt i vej.
     Og nu er så en tredje generation på vej. Men den var godt nok ikke nået særlig langt hen ad vejen, før den så sig nødtvunget til at bruge mere og mere tid og flere og flere kræfter på at demonstrere og protestere imod den udvikling, der nu tegner sig klarere og klarere hen imod et klima, som på sigt er en trussel mod den verden, der er resultatet af den livsførelse, som vi især i den industrialiserede del af den har vænnet os til.
     Klimaudviklingen er blevet et problem, som størstedelen af verden efterhånden har erkendt alvoren af og forstået, at det i årene fremover vil kræve meget store ressourcer at bekæmpe, hvis der overhovedet skal være rimelige muligheder for et liv for kommende generationer.
     Og så kom koronavirussen. Alle mærker, at den er her og nu har skabt en kamp på liv og død. Og intet skal spares for at vinde den kamp med færrest mulige døde. Alle ressourcer stilles til rådighed. Men det er som en uhyre stor kassekredit, som bliver trukket stort set helt til bunds. Og som i alle andre sammenhænge skal en kassekredit betales tilbage, så snart der er mulighed for det. Sådan er det nu engang. Det vil ikke være til at komme udenom. Det bliver opgaven for kommende generationer. Og det skal gøres samtidig med, at de næsten uoverskuelige klimaproblemer skal bekæmpes.
Vi var et par heldige generationer, som fik mulighed for at opleve noget andet!


Jeg er blandt de mange, som for en halv snes dage siden meldte mig i gruppen på Facebook, som mener, at "Det bliver godt igen".
     Det mener jeg faktisk stadig, og det vil jeg blive ved med at tro på.
Det bliver godt igen. Men jeg tror, at det bliver det på en anden måde end den, vi nu har været vante til gennem mere end et halvt århundrede.
     Hidtil har vi i meget høj grad målt det at have det godt med den materielle målestok. Men der er altså også en anden målestok for det at have det godt. Det er den sociale målestok. Den ser vi for alvor i brug i denne coronatid. Nok holder vi afstand, som vi bliver opfordret til at gøre det; men det er helt klart på en måde, der viser, at vi er begyndt at komme hinanden mere og mere ved. Og jeg tror på, at inden coronaen engang er et overstået fænomen, så vil vi alle have været presset så hårdt, at dette med at komme hinanden ved, og dette med at tage hensyn til hinanden vil være indgået i vores dagligdag på en langt mere naturlig og positiv måde, end vi kendte det indtil for blot få uger siden. Det vil blive godt igen, men på en anden måde.
     Og jeg vil gå så langt som til ikke blot at håbe på, men også at tro på, at dette vil have bredt sig over grænserne og medvirke til en fredeligere verden - en verden, hvor man i højere grad vil være indstillet på at hjælpe hinanden.
     Og det har verden brug for!

31-12-19


Nyt år - nyt tiår
- og det kan blive et af de mest afgørende tiår i menneskehedens historie


I oktober 2006 skrev jeg et indlæg her på min hjemmeside med overskriften "Dårlig samvittighed - ikke her i hvert fald!". Det handlede om den verden, som vi i den ældre generation giver videre til ungdommen. Og jeg havde faktisk ikke dengang en dårlig samvittighed i den forbindelse. Som verden så ud dengang, havde den aldrig været bedre.
     I dag er situationen en helt anden. En ny faktor er kommet til, nemlig vores klima, der forværres dag for dag. Og det kan hverken jeg eller milliarder af andre mennesker rundt på kloden fraskrive os ansvaret for. I dag burde ingen kunne sige sig uvidende om, at vi er på vej mod en verden, som vil byde menneskene nogle livsbetingelser, som ingen kan ønske sig - ja, spørgsmålet er vel i virkeligheden, hvor længe der endnu vil være betingelser for et ønskværdigt liv for os mennesker her på Jorden. Og skylden for det er vores egen.
     Vi har for kort tid siden oplevet en FN's klimakonference COP25i Madrid med deltagelse af mere end 26.700 mennesker. De 13.600 af dem var delegerede fra næsten samtlige verdens lande. De var kommet til Madrid med ét eneste formål for øje: At ændre den klimaudvikling, som vi oplever i disse år, fra katastrofe til acceptable livsvilkår. De snakkede og snakkede og snakkede i ugevis, inden de omsider opgav at blive enige om noget som helst. Det blev overværet af næsten 10.000 observatører og over 3.000 medlemmer af medierne. Alle måtte de tage hjem med uforrettet sag. Den negative udvikling får lov til at fortsætte.
     Men er det da noget, som du og jeg har medansvar for?
     Kan vi overhovedet gøre noget ved situationen, så længe de politiske ledere i lande som USA, Kina, Indien, Brasilien og Australien ikke agter at gøre noget for at skifte kurs? Og efter COP25 ved vi alle, at det gør de ikke.
     Det er beregnet, at for at nå et udtalt mål om at holde temperaturstigningen på højst 1,5 grader ved udgangen af dette århundrede vil det være nødvendigt, at CO2-udslippet hvert år reduceres med 7,6 procent. Lige nu vokser det med 1,5 procent årligt. Og efter COP25 får den stigning altså bare lov til at fortsætte. Det vil den gøre verden over - lige nu er gennemsnitstemperaturen i sommermånederne i Australien over 40 grader. Naturbrandene vil brede sig, også andre steder i verden. De tørkeramte områder, hvor intet kan gro, vil blive flere og større. Det samme vil de områder, der er ramt af oversvømmelse. I Mekong-deltaet i Vietnam står mere end 215.000 hjem nu under vand, og flere hundrede tusinde mennesker har måttet flygte. Nye beregninger siger, at i løbet af de næste tre årtier vil 300 millioner mennesker rundt i verden være flygtet for vandmasserne. Det er langt flere, end man anslog for en halv snes år siden. Og isen ved polerne og i gletsjere rundt i verden smelter hurtigere og hurtigere og medvirker til øget vandstand i havene.
     Og politikerne mødes og rejser hjem igen, uden at de kan blive enige om at gøre noget ved det.
     Jamen, hvad kan da så vi almindelige mennesker stille op?
     Det eneste, man kan sige med sikkerhed er, at det i hvert fald ikke hjælper noget, hvis vi bare giver op. Og det mindste, vi kan gøre, er at slutte os til de efterhånden millioner af mennesker rundt over hele kloden, der rejser krav til politikerne om at komme i gang med at gøre noget ved klimaet, for politikerne er vel de eneste, der kan gøre det. Men det ser ud til, at for de fleste af dem er det, der virkelig tæller noget, hvor mange stemmer de kan få ved næste valg, eller - for diktatorernes vedkommende - hvor meget magt de kan skrabe til sig. Færre stemmer og magt, der mindskes, er tilsyneladende det eneste, der for alvor kan få politikerne til at handle.
     Verdens børn og unge var de første til at stille krav om effektiv handling her og nu. Det er jo først og fremmest deres fremtid, det drejer sig om. Nu må det være tiden til, at vi ældre erkender, at det mere er vores, end det er de unges ansvar, at en klimakatastrofe er på vej, og at vi tager konsekvensen og bakker 100 procent op bag de unge.
     Der er et begreb, der hedder "point of no return". Og vi taler om et "tipping points". Dér er vi ikke endnu. Men meget tyder desværre på, at vi er godt på vej.
     Lad os håbe og tro på, at kursen meget snart kan vendes, så vi igen og uden sarkasme kan ønske hinanden et godt nytår.

05-10-19

Den enes død, den andens brød

Vi er så dygtige her til lands. Og det skal vi blive rige på.
     Vi er rigtig gode til at lave vindmøller. Vi kan sælge en masse af dem til udlandet.
     Vi er nogle af de bedste i verden til at lave elektroniske styringssystemer. Verden står i kø for at købe dem.
    Ingen steder laver de så gode og effektive pumper som her til lands. Og aldrig har der været så god brug for dem, som nu.
    Også på mange andre områder er vi på forkant. Det fortæller de os blandt andet fra organisationen Dansk Industri. Hovedparten af vores politikere siger det samme. Og faktisk er det jo fuldkommen sandt.
    Og det både kan og skal vi blive rige på, siger de. For aldrig har der været mere brug for rigtig meget af det, som vi er gode til, og som der er stort behov for rundt i den ganske verden.
    Så det bliver fede tider for os danskere. Netop fordi behovet er så stort i dag på grund af de voldsomme klimaforandringer, kan vi sælge næsten alt det, vi kan nå at producere, til den store, klimaramte verden omkring os. Velstand og velfærd i hidtil uset omfang vil blive os danskere til del. Det kan vi både læse og høre om i medierne.
     For det er vel rigtigt, at Danmark er sådan en fredelig og tryg lille plet på verdenskortet? Nok har vi da haft lidt stormvejr. Og nok er der da steder rundt i landet, hvor de har måttet slås med alt for meget vand. Men det bliver da nok ikke værre end som så her i Dannevang. Vi kan bygge lidt flere og lidt højere diger, og så kan vi sidde inde bag dem og hygge os for alle de penge, som lande ude omkring i verden vil sende til os for at få midler til at bekæmpe de virkelig katastrofale følger af klimaudviklingen, som de har at kæmpe imod.
      "Du pusling-land, som hygger sig i smug, mens hele Verden brænder om din vugge"  
     Sådan skrev Jeppe Aakjær for lidt mere end hundrede år siden. Men hans ord har fået gyldighed nu igen. Og mere end nogen sinde mangler vi folk - politikere, organisationsledere og andre - som har mod til at fortælle danskerne sandheden: Nej! Danmark er ikke sådan en lille afskærmet enklave, hvor intet ondt kan ramme os. Danmark er en del af verden. Og store dele af denne verden er enten i brand, svedet af af solen eller oversvømmet. Det er galt - rigtig galt i dag; men det eneste, klimaforskerne kan sige med sikkerhed, er, at det bliver værre - meget værre.
      Allerede nu dør mennesker i tusindtal hver dag som følge af klimaændringerne. Millioner har måttet flygte fra det, der har været deres hjemegne gennem generationer. De forsøger nu at hutle sig igennem i overfyldte lejre, hvor den eneste mulighed for at få en smule at spise bliver skaffet til veje gennem FN og forskellige hjælpeorganisationer og betalt gennem private bidrag og via statslige skattefinansierede indbetalinger til FN.
      Det er de færreste af de lande, der for alvor rammes af klimaændringerne, der har økonomi til at købe vindmøller og andet fra Danmark. Nogle af dem kan ikke engang længere brødføde deres egne befolkninger.  Presset fra klimaflygtninge, som ikke kan finde plads i nogen lejre, retter sig stærkere og stærkere mod lande som Danmark. For i en verden med internet spredes oplysningerne hurtigt om, at der stadig er steder, hvor det er muligt at skaffe sig lidt mad og lidt vand til at overleve på. Og vi har før set flygtninge fra Afrika og Asien på de danske motorveje.
     Derfor må der folk til, som med vægt kan og vil sige til danskerne: Glem alt om øget velstand og velfærd. Bered jer på, at vi også her til lands må gøre meget mere for at modstå storme og stormfloder. Bered jer på, at de danske producenter af midler til at bekæmpe klimaudviklingen ikke kan sælge deres produkter med fortjeneste. Bered jer på, at vi også må tage imod vores andel af de mange klimaflygtninge. Og bered jer på, at det bliver nødvendigt med en kraftigt forøget beskatning, og at dagligdagen på mange måder vil blive ændret.
     Sortseer! vil mange utvivlsomt mene om mig. Og så vil de ryste på hovedet og tænke: Så galt går det da helt sikkert ikke.
      Til dem vil jeg sige: Se på, hvad den højere temperatur omkring os fører til allerede i dag. Se lige igen billederne fra Bahama for jer - eller fra de mange katastrofer andre steder. Og se så i øjnene, at temperaturen vil stige yderligere i de kommende år, for det er først i 2050 at nogle har et håb om, at i hvert fald dele af verden vil være CO2-neutral.
      Og hvad vil det hele så føre til? Svaret på det spørgsmål må alene afhænge af tro og tillid. Og jeg har både tro på og tillid til, at vores forskere og udviklere på sigt vil kunne skabe de midler, der er nødvendige for at vende den klimaudvikling, som vi oplever i dag. På flere områder er de jo allerede godt på vej, og der er absolut troværdige løfter om, at meget mere vil følge efter i de kommende år. Og jeg tror på, at katastroferne omkring os vil få verdens politikere til at indse, at det er ikke noget, der kan klares, mens de samtidig strides om magten på Jorden. Det er noget, som vi alle - på tværs af grænser og skel - må gå sammen om at redde os ud af.
     Man siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Jeg tror også på, at nød vil lære menneskeheden, hvordan vi kan overleve.  Og så kan man jo håbe på, at erfaringerne fra klimakampen vil give grundlag for, at der kan skabes en bedre og mere solidarisk verden for kommende generationer end den, vi kender i dag.

01-09-19

Jeg har del i ansvaret

Det er nu tretten år siden, at jeg på min hjemmeside fralagde mig selv og min generation alt ansvar for, hvad man i yngre generationer opfattede som en dårlig arv for dem, når det drejer sig om tilstanden i verden. Hvad er det dog for en verden, at I ældre giver videre til os yngre, blev der sagt igen og igen (også) dengang. Og jeg svarede og argumenterede for, at det på næsten alle områder er en langt bedre verden. Og den opfattelse står jeg stadig ved. Generelt er verden blevet langt rigere end dengang. Der er færre, der sulter. Mange flere har adgang til rent drikkevand. Der er ikke nær så mange analfabeter. Der er blevet mindre terror (men via medierne hører vi meget mere om den terror, der endnu er). Og hvis vi alene fokuserer på danskernes tilværelse, så er der vist ikke mange, der ville bytte med det, der var vores liv for et halvt århundrede siden.
      Men der er en undtagelse.
      For tretten år siden var der ikke mange, er talte om klimaet. Jo, vi talte om vejret, som danskere har gjort det til alle tider. Men vi talte ikke ret meget om klimaet.
      Det gør vi nu. For hvad det angår, er rigtig meget ændret gennem de seneste ti år. Og i dag ligger det klart for de fleste, at hvis ikke vi i meget høj grad og hellere i dag end i morgen ændrer adfærd, så ser det virkelig alvorligt ud for kommende generationer. Og med rette kan disse kommende generationer anklage os - den nuværende generation - for at videregive en misligholdt planet.
     Og ansvaret for det, vil jeg ikke prøve på at frasige mig. Vi kan have en masse "gode" undskyldninger for, at det er gået, som det er, og for at det bliver langt værre i de kommende årtier. Vi kan f.eks. hævde, at vi ikke vidste, at det står så galt til. Men den går ikke. Vi må erkende, at vi undlod at lytte til dem, der ellers meget klart advarede om, hvad vi havde gang i. For det var nu engang mere bekvemt at lukke ørerne og vende det blinde øje til. Fokus var rettet imod mere og bedre velfærd.
     Det er mit indtryk, at heldigvis er vi nu på vej mod en ændret indstilling - ikke af lyst, men ganske enkelt fordi vi er ved at indse, at vi er tvunget til det. Og jeg tror på, at vi endnu kan nå at rette op på den alvorlige udvikling. Det bliver hverken en nemmere eller en sjovere tilværelse fremover. Men det må vi ganske enkelt lære at leve med.
     


Jeg tør ikke rigtigt tænke på alternativet!

12-08-19

En verden under pres


For en måneds tid siden var vi mennensker færdige for i år med at bruge alt det, som vores gode, gamle Jord kan producere til os mennesker i løbet af et helt år. Hvad vi bruger nu og resten af året, er noget, vi "trækker på kassekreditten". Det kan vi jo ikke blive ved med at gøre år efter år. På et eller andet tidspunkt siger "banken"stop. Og vi kan jo allerede nu mærke, at den har sat "renten" ganske betydeligt op: Temperaturstigning, voldsomme orkaner, tørke, oversvømmelser, skovbrande. Og selv om vi har svært ved helt at erkende det, så ved vi jo næsten alle sammen godt, at det går kun én vej i de kommende år: det bliver værre og værre.
     Og hvad gør vi så ved dét?
     Jo, vi snakker om det. År for år snakker vi mere og mere om det. Og jo, vi gør da også noget. Her i Danmark sætter vi vindmøller op - til lands og til vands, og vi haler energi ind fra solen med den ene hektar efter den anden dækket med solceller. Og godt for det. Men inderst inde ved de fleste af os, at det jo blot hjælper som den berømte skrædder i helvede. Der skal meget mere til, hvis det virkelig skal batte. OK da, så spiser vi lidt færre røde bøffer og betaler en energiafgift, når vi flyver til Rhodos. Og så har vi det i øvrigt rigtig godt med, at vores politikere jo har erklæret det som et "bindende mål", at det samlede danske udslip af CO2 skal være reduceret med 70 procent i 2030. Sådan skal det være, ja! Godt gået, politikere! Der bliver sørme da gjort noget ved sagen.
     Men endnu har de kære politikere ikke med ét eneste ord fortalt os helt konkret, hvordan det her "bindende mål" skal nås. Endnu har de ikke rigtigt haft mod til at gøre det klart, at det vil betyde ganske betydelige afsavn for hver enkelt af os almindelige borgere. Det vil blive dyrt for os - meget dyrt. Alene den nødvendige og bebudede udbygning af det danske elnet vil koste milliarder. Og der er altså ikke andre end os skatteydere til at betale for det - eventuelt i form af højere elpriser. Vi kommer heller ikke uden om en omfattende omlægning af vores fødevareproduktion. Og der er vel ingen, der forestiller sig, at det vil kunne ske uden højere priser på vores madvarer.
     Nu er der vel nok stadig superoptimister, der tror på, at det her "bindende mål" med de 70 procent nok skal kunne nås inden 2030. Men alene det,  at der er sådan et mål, betyder forhåbentlig - og formodentlig - at vi kommer i gang. Og vi har før vist, at når vi bliver presset hårdt, så kan vi stå sammen. Det gjorde vi for ekempel under den tyske besættelse. Og når vi står sammen, kan vi få ting til at ske.
     Verden går ikke under i 2030. Men noget tyder på, at der inden da vil være sat så meget i gang - også på verdensplan - at verden slet ikke vil komme til at gå under i denne omgang. Men det vil være en noget anderledes verden, vores efterkommere vil komme til at leve i om hundrede år.
     Spørgsmålet er så, om den vil være bedre. Jeg tror på det. Jeg tror på, at menneskeheden på verdensplan vil blive presset så hårdt, at den vil finde sammen om de nødvendige løsninger.  Det vil måske ikke blive med øget velfærd i forhold til i dag. Men muligheden er der for, at det vil blive med større forståelse og et bedre samliv racerne, nationerne og menneskene imellem.
     For hvad er alternativet?

13-05-19


Det er dit og mit ansvar!


Hvis du kun har tanker for din egen tilværelse og dit eget liv og altså er hundrede procent egoist,
så er du formodentlig flintrende lige glad med, hvad der sker med verden omkring dig. Den skal
såmænd nok holde sig rimeligt i gang i den tid, du har tilbage, og de ændringer, du vil komme
til at opleve, vil du nok sagtens kunne leve med. Og du vil såmænd nok også blive ved med at føle
dig rimeligt godt tilpas.
     Anderledes forholder det sig, hvis du også har tanker for verden omkring dig, for dine med-
mennesker, for dine børn og børnebørn og for kommende generationer. For så kan du formodent-

lig ikke have undgået at bemærke, at der er en udvikling i gang, som - hvis den får lov til at
fortsætte - vil føre til levevilkår for mennesker, dyr og planter, som ingen kan ønske - ja, som
ultimativt kan umuliggøre enhver form for liv på store dele af vores endnu så dejlige Jord.
     Men allerede nu er det jo sådan, at du næppe vil kunne nævne en eneste plet på Jorden, som
ikke er mere eller mindre ramt af udviklingen mod et ændret og langt barskere klima.
     Det er ikke KUN alle de andres skyld og ansvar, at det er gået sådan. Jeg må også påtage mig
min del af det, og derfor må jeg prøve at finde ud af, hvad jeg kan gøre - og hvad jeg kan gøre
anderledes i min dagligdag i bestræbelserne på at få ændret den, i virkeligheden. katastrofale
udvikling, som er i gang.
     Først og fremmest må jeg nok gøre mig klart, at det dur ikke med den meget brugte undskyldning om, at lille jeg jo alligevel ikke kan gøre noget, der virkelig batter. Men det gamle ordsprog taler jo sandt, når det siger, at "mange bække små gør en stor år". Og hvis alle vi mange "små bække" hver især gør, hvad vi kan, så bliver det til den"store å", som på sigt kan være med til at sikre en tilværelse også for kommende slægter.
     Og det er ikke for sent endnu. Ifølge forskerne er det stadig muligt at ændre udviklingen. Nøglerne til de ændringer, der virkelig vil batte, ligger imiddlertid først og fremmest hos politikerne på alle niveauer. Netop nu er der kamp mellem politikerne på to af de meget vigtige niveauer: EU-parlamentet og Folketinget. Det giver os mulighed for at stille krav til og at lægge pres på politikerne for at få dem til at lægge ægte kræfter og ikke bare snak i bestræbelserne på at sikre tilværelsen for vore efterkommere.
     Vi ser i disse dage, hvordan de unge mennesker virkelig involverer sig i disse bestræbelser. Det er jo ikke mindst deres tilværelse, der står på spil. Men det er jo os ældre, der gennem vores livsform har gjort det så tvingende nødvendigt, at der nu bliver taget effektivt fat. Det ansvar kan vi ikke løbe fra. Derfor er det ikke blot de unge, men også os ældre, der hver især må gå ind i klimakampen.
     


30-05-19


Ord og handling


Ikke mindst her under valgkampen har vi gang på gang set store børn og unge mennesker, som appellerer til politikerne og til danskerne som helhed om at gøre noget aktivt ved forureningen og den katastrofale klimaudvikling. 
     "Det er jo vores fremtid, det drejer sig om", siger de, og i tusindvis tager de fri fra skoler og uddannelsesinstitutioner for at demonstrere, hvor meget det betyder for dem.
     Det kan man kun respektere, for det er jo virkelig alvor.
     Men i hvert fald tiidligere år har det været, som om det med alvoren blegner lidt, når det ikke længere bare er ord, det gælder, men derimod handling. F.eks. i forbindelse med de mange festivaller rundt omkring i landet, og som jo først og fremmest er besøgt af unge mennesker. Det er jo simpelthen utroligt at se, hvad de tillader sig at efterlade ikke blot af egentligt affald, men også af værdifuldt udstyr, som de bare ikke gider at slæbe med sig hjem. 
     Lad os nu se, at det ikke længere blot er store, fine ord og varm luft. For hvis vi igen i år skal se de samme billeder af efterladenskaber i dyngevis efter festivallerne, så svinder agtelsen for de unges appeller. 
     Vis nu, at I virkelig mener noget med det!

12-12-18


Den åh så kedelige folkeskole


Rigtig mange af folkeskolens elever keder sig i timerne. Det viser helt nye

undersøgelser. Men det er nu for så vidt ikke noget nyt. Det var der også en del

af mine elever, der gjorde, mens jeg var aktiv skolelærer. Det snakkede vi en

gang imellem om dengang - eleverne og jeg. Jeg forklarede dem, at det er ikke

alt det, der er nødvendigt her i tilværelsen, der er lige sjovt og spændende. Og

jeg forklarede dem, at jeg var ansat til at undervise dem og ikke til at underholde

dem.

     I dag er der et problem, som vi ikke kendte dengang. Det hedder smartphones.

Og når de unge mennesker keder sig, så tyr de bare til den, for den er altid ved

hånden. Og så rager det dem bare en papand, hvad læreren forklarer om, hvordan

et vanskeligt matematisk problem skal løses. Og når de støder på problemet næste gang, er de blanke, giver op med det samme og tyr til telefonen. Det er den situation, vi hører om gang på gang, og det er, hvad vi jævnligt bliver vidner til via tv's besøg i klasselokalerne.

     Derfor burde det ikke komme bag på nogen, at de seneste udmeldinger om de unge menneskers parathed med hensyn til en videregående uddannelse er så alarmerende lav. Men nu vil undervisningsministeren sandelig til at gøre noget ved det. Det skal være slut med, at eleverne keder sig, mener hun. Altså: lærerne skal være mere underholdende.

     Nu er det altså ikke al nødvendig indlæring, der kan gøres underholdende. En del af den kan kun tilegnes ved regulært hårdt arbejde. Og selv om det muligvis kan føles kedeligt af nogle, så er der ikke andet at gøre end at tage telefonerne fra dem i timerne, så de kan koncentrere sig om det, det drejer sig om. Og så må man stille krav til dem om at være aktivt med i undervisningen. For det nu engang sådan, at dette med undervisning er en tosidet sag. Der er en, der giver undervisning, og der er en, der modtager undervisning. Hvis de ikke begge to er aktive deltagere i det projekt, så kommer der ikke noget positivt ud af det.

     Jeg oplevede i min tid som lærer, at for en del elever var det sådan, at jo mere de fik at vide, og jo mere de forstod, jo sjovere og jo mere interessant var det for dem at få noget mere at vide. Så fortog kedsomheden sig hos dem, og da afgørelsens dag kom, så var de helt parate til at gå videre med netop den uddannelse, de fandt mest relevant for dem.

09-10-18

Verden rummer masser af forureningsfri energi


Der mangler bare politisk vilje til at udnytte den


Vi skal lægge vores dagligdag radikalt om. Vi skal spise anderledes. Vi skal færdes på andre måder. Og vi skal bruge helt andre metoder til at holde varmen i vores huse.
     Det slår FN's Klimapanel fast i den rapport, som panelet lige har præsenteret for den ganske verden.
Panelet gør også klart, at hvis vi ikke helt og aldeles gennemfører de nødvendige ændringer, så må vores børn og børnebørn se frem til at skulle leve i en verden, hvor hverdagen er præget af helt andre vilkår, end vi kender i dag, med naturkatastrofer i form af oversvømmelser og voldsomme orkaner.
     Og det er altså ikke kun her i Danmark, at vi skal lægge om. Det gælder for alle mennesker over hele kloden. Nu er det imidlertid meget lidt, vi kan gøre i den forbindelse uden for vore grænser. Men netop i dag - den 9. okt. - forelægger regeringen en masse konkrete planer for, hvad vi kan og skal gøre inden for vore egne grænser. En del af de planer er på forhånd sivet ud til offentligheden, og af dem fremgår det, at de stort set vil hjælpe lige så lidt som den berømte skrædder i helvede. Og det erkender man da også fra regeringens side. CO2-udledningen vil kun blive mindsket, men slet ikke stoppet her til lands. Derfor skal der nu forskes i, hvordan man kan lagre milliarder af tons CO2 i undergrunden.
     Som nævnt kan vi kun ændre på forholdene inden for vore egne grænser. Og her bærer vi i de ældre generationer et meget stort ansvar. Det var jo nemlig os, der i 1960'erne og 70'erne bøjede os for det helt urimelige pres fra en hysterisk venstrefløj, der af usaglige, politiske grunde krævede stop for al forskning i atomenergi. De fik deres stop, og det lider vi under i dag.
For sagen er jo den, at forskerne i dag kan pege på flere forskellige energikilder, som i løbet af nogle år ville kunne gøre det unødvendigt at gennemføre langt de fleste af de ændringer, der i disse dage er bebudet som forudsætninger for et fortsat liv her på jorden. Men det kræver bare, at forskerne kan få mulighed for at gennemføre den nødvendige udvikling af disse muligheder.
Der er altså som nævnt flere muligheder; men den, der ligger mest ligefor, er udnyttelsen af de enorme energimængder, der rummes i grundstoffet thorium. Det er energi, der vil kunne udvindes uden nogen form for forurening og uden nogen CO2-udledning. Og alene i de grønlandske fjelde er der thorium nok til, at det kan dække hele menneskehedens forbrug af energi i hundreder af år. En enkelt lille thorium-kugle på størrelse med en golfbold rummer energi nok til et enkelt menneskes samlede forbrug gennem hele livet.
     Derfor må det være en selvfølge at stille det spørgsmål, hvorfor i alverden man ikke sætter forskere over hele verden i gang med at gennemføre den forskning, der endnu mangler, før thorium-energi kan realiseres fuldt ud.
Her i landet ligger svaret i det hysteri, der som nævnt tidligere blev skabt omkring udnyttelse af atomkraft, og som i 1985 fik Folketinget til at pålægge regeringen, at den definitivt skulle skrinlægge alle planer om kerneenergi. Og dér her de så ligget siden, lige indtil der blev lindet en lille smule på låget, da der skulle formuleres et regeringsgrundlag for den nuværende regering. Her blev det nemlig indføjet, at "Regeringen vil fjerne eventuelle barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier".
Nu har den hensigtserklæring imidlertid vist sig at være skønne spildte ord på Ballelars. Der er nemlig herhjemme en organisation, som i flere år har forsket i udnyttelse af thorium - en forskning, som allerede er ganske langt fremme, og som for øvrigt har vist, at man i en thorium-reaktor vil kunne forbrænde en del af det atomaffald, som gennem årene har hobet sig op fra de eksisterende atom-kraftværker. Organisationen hedder Seaborg Technologies. Derfra har man nu igen fået afslag på en ansøgning om støtte til den fortsatte forskning, og derfor har man nu søgt ud af landet og etableret et samarbejde med to store firmaer i Østasien, så deres thorium-reaktor kan blive produceret og komme på markedet i Asien i ca. 2030.
Også i andre lande er der en seriøs forskning i gang i udvikling af thorium-reaktorer - bl.a. i Holland.
Der er altså rigtig gode udsigter til, at der i løbet af forholdsvis få år kan være tilstrækkeligt med forureningsfri energi til rådighed helt uden udledning af CO2. Men der mangler altså endnu en del forskning og udviklingsarbejde. Og så er det altså som nævnt, at spørgsmålet rejser sig: Hvorfor i alverden sætter man ikke overalt fuld gang i dette forsknings- og udviklingsarbejde?
Hvorfor er det ikke med i regeringens dugfriske energiplan? Og hvorfor skal man her fra Danmark flytte arbejdet til Østasien for at komme videre med det?
     Svaret ligger nok ikke bare i tidligere tiders atom-hysteri. Den væsentligste del af svaret har utvivlsomt noget at gøre dels med stemmetal (der skal jo snart være folketingsvalg) og dels med dagens økonomi og arbejdspladser, hvor det nok bliver svært at få politikerne til at erkende, at de har valgt at sætte alle landets penge på den forkerte hest - den, der hedder vedvarende vind- og solenergi.
     Og at det ikke kun er her til lands, at kortsigtet økonomi og stemmetal er afgørende, ser man jo ikke tydeligere nogen steder end i USA, hvor Mr. President har beordret nedlagte kulminer og oliefelter genåbnet.


En thoriumkugle på størrelse med en golfbold rummer al den energi, som et enkelt menneske skal bruge gennem hele dets tilværelse.

16-07-18

Livet, Universet og Alting


For få dage siden kom jeg hjem fra et sommer-ugekursus på Rønde

Højskole. Overskriften herover var kursets emne.

     Det var femte gang, at jeg var på sådan et kursus, og for femte gang

gav det mig en virkelig god oplevelse. De fire første gange var emnerne

mere specifikke; men da jeg i foråret så en annonce for et kursus, hvor

emnet var så bredt, som overskriften giver en anelse om, så slog det mig,

at det måtte lige være det rigtige for mig denne gang.

     Og det var det. Det omfattede nemlig (næsten) alting fra altets

allermindste byggesten, nemlig de milliarder af dele, som alle atomer er

bygget op af, til det uendeligt store univers, hvor tid og afstande er så

ufattelige, at man føler sig taknemlig for, at man for en tid har fået lov

til at blive placeret lige netop her på vores (måske) unikke klode.

     Der var da rigtig meget, som jeg hverken forstod eller fattede. Men

det blev fremlagt på allerbedste måde af nogle af vore fremmeste forskere

på områderne, og det gav mig et fantastisk indblik i og en fascination af

alt det, som disse forskere og deres kolleger rundt i verden gør og kan og ved.

     Det hele blev uddybet under et besøg på Steno-museet i Aarhus og ikke mindst i museets planetarium.

     Men der var mere end det. Meget mere. Ikke mindst blev der givet et enestående indblik i fortidens, nutidens og fremtidens energikilder, dels ved et besøg på Tange-museet, og dels gennem indlæg fra nogle absolutte specialister på hvert deres område.

     Dertil kom så besøg på en udstilling for velfærdsteknologi i DOKK 1 i Aarhus, som gav indblik i nogle af de muligheder, vi har for hjælp, når sygdom eller alder gøre det nødvendigt. Og der var et særdeles aktuelt foredrag om ulven i Danmark, der blev holdt af nok den her i landet, der ved mest om det emne.

     Og så skal der også nævnes noget af det, der er med til at gøre et højskoleophold til noget helt særligt, nemlig morgensamlingerne, hvor man aldrig på forhånd ved, hvad emnet kan være, men som altid er noget vedrørende. Og en aften med Højskolesangbogen som det centrale er noget næsten obligatorisk.

     Noget andet af det virkeligt værdifulde ved sådan en uge på højskole er samværet med alle de andre på holdet. Vi kan måske nok have fælles interesser, men hvor er vi dog alligevel herligt forskellige, og det er inspirerende.

     Endeligt kommer jeg ikke udenom lige at nævne måltiderne. Der bliver virkelig kræset, og for mit vedkommende gav Uge 28 to ekstra kilo på sidebenene. Men jeg påtaget mig gerne besværet med at slippe af med dem igen.

     I øvrigt vil Uge 28 også til næste år - altså i 2019 - byde på en mulighed for på Rønde Højskole at få nærmere indsigt i Livet, Universet og Alting. Jeg kan varmt anbefale det.16-07-18

Livet, Universet og Alting




07-04-18


Et spørgsmål om respekt


Som tidligere skolelærer mindes jeg en tid, da der endnu gene-

relt stod respekt om den danske lærerstand. Det gjorde der

indtil den 23. marts 1973. Dengang havde der i nogen tid væ-

ret forhandlinger mellem daværende finansminister Per

Hækkerup og Danmarks Lærerforening om lærernes løn og

arbejdsvilkår. De sluttede den 23. marts om aftenen, og man

kunne så opleve, at Per Hækkerup stod frem i TV-avisen og

meddelte, at nu var man kommet til et resultat, der betød,

at lærerne omsider skulle til at bestille noget. Der blev nemlig

dengang indført det såkaldte "minutcirkulære", der præcist fastsatte, hvor mange minutters arbejde lærerne skulle præstere for deres løn.  I aftalen lå også, at hver lektion skulle skæres ned fra 50 til 45 minutter, og derved kunne den enkelte lærer tage 30 lektioner om ugen i stedet for de hidtidige 27. Per Hækkerups kommentar for åben skærm til det var: "Ja, jeg havde nær sagt, at det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere”.

    Dette minutcirkulære - der også blev kaldt mistillidscirkulæret eller misundelsescirkulæret - blev sammen med finansministerens nedsættende bemærkninger skelsættende for den danske folkeskole. Akkurat som skolereformen og de ny arbejdstidsregler for lærerne, der blev dikteret ved lov  i 2013, er blevet det. Og akkurat som udfaldet af de forhandlinger om lærernes løn- og arbejdsvilkår, der er i gang i disse dage, kan risikere at blive det. Der lurer igen noget, der mere er udtryk for en misundelse i forholdet til lærerne end for en fortjent anerkendelse af, at langt de fleste lærere knokler for at kunne præstere den bedst mulige undervisning under nogle vilkår, der er alt andet end misundelsesværdige.

     Det er utroligt, at det endnu i dag i højere grad skal være en totalt ubegrundet misundelse snarere end de rent faktiske vilkår for lærerne, der skal være en del af grundlaget for forhandlingerne. Men sådan virker det i hvert fald. Og det er vel forståeligt nok, at den holdning fra topforhandlerne smitter af på de daglige forhold ude i skolerne. Respekten for lærerne og deres arbejde forsvinder, når de bliver fremstillet som nogen, der bare er ude på økonomisk at presse mest muligt ud af situationen. For faktum er jo, at økonomien kun er en mindre side af sagen. Mindst lige så vigtigt er det, at der nu igen bliver givet nogle arbejdsvilkår, som gør det muligt at yde den bedst mulige undervisning.

     Der er rigtig meget, der står på spil. Set med mine øjne så gambles der i disse dage med vore børns og børnebørns fremtid og dermed i realiteten med Danmarks fremtid.

     Jeg har nogle gange tidligere beskæftiget mig med skoleforhold her på bloggen. Det er ikke kun, fordi jeg er tidligere skolelærer. Det er først og fremmest, fordi jeg betragter uddannelsesforholdene for   vore børn og unge som noget af det vigtigste for udviklingen her til lands og dermed også for os ældre.

     Vil du se de tidligere indlæg om emnet, så

Efteråret 2017


Led ved det hele!


I en artikel i Avisen Danmark i sensommeren 2017 spørger daværende chefredaktør Troels Mylenberg: "Hvad skal vi med al den lede?

     Vi er tilsyneladende blevet et folk, der definerer os selv mere i kraft af det, vi er lede ved, end i kraft af det, vi omfavner og er glade for," skriver han. "Eller i hvert fald er de højst talende stemmer i det offentlige rum i vid udstrækning blevet bærere af lede. Og det smitter."

   

Jeg tror desværre, at Mylenberg har ret. For selv om der da er en del  i vores lille land, som vi med god grund kan være utilfredse og lede ved (vi kan jo bare tænke på SKATs skalten og valten med dine og mine penge -  og ja,  så selvfølgelig "sommervejret" i 2017, som mange nok endnu kan huske), så synes jeg ærlig talt, at der er meget mere, som vi med mindst lige så god grund kan være glade og tilfredse ved.

     Jeg nævnte SKAT. Det er jo egentlig lidt imponerende, at vi bor i et land, der er så rigt, at selv om vores skattevæsen sender 100 milliarder kroner ud til nogle internationale svindlere, så kan vi blive ved med at  have det så godt, som langt de fleste af os jo vitterligt har det. Og jeg synes egentlig, at det er positivt, at der, trods alt, det sidste års tid har været råd til at købe flere biler end nogen sinde før.

     Og så dette med sommervejret. Jamen, det er da mildest talt elendigt. Men hvad så? Så rejser næsten halvdelen af landets befolkning da bare en tur til de varme lande og tager 8-14 dage med all included. Aldrig har rejseselskaberne og lufthavnene haft så travlt som i 2017. Ærlig talt: Hvem har grund til at være lede ved, at vi har det så godt, at det kan lade sig gøre?

     Mylenberg beskæftiger sig i sin artikel meget med begrebet politikerlede - at politikere i manges øjne "ikke der den jord værd, som de betræder. Sådan kunne man i hvert fald nemt opfatte den offentlige debat om dem. - - Kun de færreste (af debattørerne) evner - eller har lyst til - blot at forsøge at se på eventuelle positive sider af forslag og forandringer fra politikernes side."

     Jeg nægter at tro på, at der er politikere, der har til hensigt at skade mig. Men for de fleste af dem gælder det, at de har et ønske om at gavne andre grupper i samfundet end måske lige den, jeg hører til. Og det er det, de føler, at de er blevet valgt til. Og det er vel netop det, at man har lov til at have sine egne meninger og synspunkter, og at man har lov til at arbejde for dem, der er demokratiets vigtigste grundpille. I et demokrati som det danske tæller mine meninger lige så meget som andres. Og andres lige så meget som mine!

     Derfor er det jo helt afgørende, at der stadig er mennesker, der vil påtage sig den opgave at være politikere på et eller andet niveau - nogle for ét parti og andre for et andet. Man kunne jo prøve at forestille sig den situation, hvor slet ingen længere ville påtage sig den opgave, hvor de bl.a. må affinde sig med at kunne blive svinet til på den ene eller den anden måde - i vore dage ikke mindst på de sociale medier. Nej, vi kan ikke undvære vore politikere. Vi kan være uenige med dem; men vi har vores demokratiske ret (og pligt) til at stemme på nogle andre ved næste valg, og den ret skal vi være rigtig glade for - det er ikke alle steder, at man har den.

     Der kunne nævnes mange andre områder, hvor man også selv kan vælge at fokusere på det positive og lade andre om at formørke deres tilværelse ved at lade den overskygge af lede ved det ene eller det andet eller alt muligt.

     Er det blåøjet og naivt at se sådan på det?

     OK, så lad mig bare være både blåøjet og naiv. Men jeg har det nu bedst ved at fokusere på alt det positive, som mit liv byder mig på. Så det vil jeg gerne blive ved med.

29-09-16

Verdens udvikling


"Vi vidste bedre, men gjorde ikke meget ved det".

     Sådan skrev afdelingschef på Social- og sundhedsskolen Fyn i Svendborg, Claus Brandstrup, i et læserindlæg  i min lokale avis, Fyns Amts Avis, d. 23. september 2016. Og sågav han vores, altså den ældre generation skylden for alverdens ulykker.

     Det er da virkelig synd for manden, at han skal leve med en så dårlig samvittighed, at han føler trang til at lægge sig fladt ned og sige undskyld til kommende generationer for en - efter hans mening - totalt misligholdt verden, som vi giver videre.

     Men jeg kan trøste Claus Brandstrup. Han behøver absolut ikke at have dårlig samvittighed - hverken i forhold til de yngre danskere eller til verdenssamfundet. Med nøjagtig den samme helt fejlagtige begrundelse kunne Brandstrup have bebrejdet 1800-tallets generationer for den verden, de gav videre til deres efterfølgere. Men faktum er, at vi afleverer en verden, der på langt de fleste områder er meget bedre end den, vi overtog.  Vel er der stadig noget, der kan gøres bedre; men det er vi i dag helt klar over, og der arbejdes målbevidst på at rette op også på det, som endnu ikke er godt nok.

     Det er altid let at kritisere, især når man ikke føler sig forpligtet til at fortælle, hvordan noget kunne eller burde have været gjort anderledes. Men det vil nok være for svær en opgave for Brandstrup at pege på, hvad der skulle have været gjort anderledes - fordi formodentlig hverken han selv eller ret mange andre i virkeligheden ville have ønsket det anderledes. For hvad er det for nogen af vore dages mange nyskabte goder, som han hellere ville have undværet?

     Brandstrup nævner, at han er barn af tresserne. Det var dengang, da generationen før hans havde slidt og slæbt i en snes år efter anden verdenskrig for at bygge verden op igen. Og det var egentlig lykkedes ganske godt for dem. Vi kan jo prøve at se på forholdene herhjemme, som de var blevet dengang. Velstanden var bredt ud til store dele af befolkningen. De unge kunne tilbydes mange former for uddannelse, for de nødvendige institutioner var skabt, og stort set alle blev tilbudt uddannelsesstøtte fra staten - alt sammen betalt af den ældre generation. Og rent faktisk er mulighederne bare blevet bedr og bedre op til vor tid med et lille dyk under den økonomiske krise for nogle år siden.

     Og ser vi på situationen ude i verden, så kan der også dér registreres betydelige fremskridt.

     Ifølge en nylig rapport fra Verdensbanken (altså i 2016) havde op mod to tredjedele af alle u-lande halveret deres fattigdom i forhold til 1990, og andelen af ekstremt fattige er halveret. Samme rapport fortæller, at 84 procent af alle mennesker i u-landene nu har adgang til rent vand. Det er 1,8 milliarder flere mennesker end i 1990.

    Et stort fremskridt i bestræbelserne på at løse de største af de mange problemer, der endnu står tilbage for vores klode, blev gjort i 2015, da ledere fra alle verdens lande blev enige om en plan, som har fået betegnelsen "Verdensmålene". Heri er der opregnet 17 store mål for, hvad man vil arbejde for at få gennemført inden 2030. Det er store og ambitiøse mål, men på flere områder er man allerede godt i gang. Det gælder f.eks. på undervisningsområdet, hvor antallet af børn og teenagere, der ikke går i skole, er næsten halveret siden år 2000. Det betyder, at i dag går ni ud af ti af verdens børn i skole, og hvad der er ikke mindre bemærkelsesværdigt er, at der nu gennemsnitligt sidder lige så mange piger som drenge i klasseværelserne. Mens det i 1990 var 76% af verdens befolkning, der var i stand til at læse og skrive, var dette tal ifølge FN i 2010 steget til 85%.

   

Der kunne gives mange flere eksempler til belysning af det faktum, at der i vore dages ældre generation s tid er gjort endog meget store fremskridt i retning af en bedre verden. Det er da også på grundlag af bl.a. det, at jeg  i hvert fald ikke føler at have grund tilnogen dårlig samvittighed på min generations vegne ved at give verden videre til de yngre.


Derfor til Claus Brandstrup: Heller ikke du behøver at have dårlig samvittighed, og du skylder ikke nogen en undskyldning.

     Desværre er der flere steder i verden en alvorlig hindring for at bringe den gode udvikling ud til alle lande og områder. Den hindring hedder krig. Og trods gentagne forsøg med fredsskabende initiativer flere steder og fra flere sider, så må det erkendes, at mod vanvittige herskere og fanatiske folkeslag kæmper selv FN oftest forgæves. Men for dem hverken kan eller skal Brandstrup eller andre fra vores generation tage ansvaret.


11-10-16


Frygtens pris

"Vi vidste bedre, men gjorde ikke meget ved det".


     Sådan var det, at Claus Brandstrup skrev i det læserbrev til Fyns Amts Avis, som jeg kommenterede i mit indlæg herover, og hvor han sagde undskyld til kommende generationer, fordi han følte, at hans - altså den nuværende generation ikke havde passet godt nok på vores klode.

     Jeg havde egentlig håbet, at Brandstrup ville være vendt tilbage og uddybet, hvordan han mener, at vi har svigtet, og hvad vi kunne/skulle have gjort i stedet. Men måske er det for svært et spørgsmål at svare på.

     For bortset fra nogle ganske få er der vist ingen, der ville have undværet nogen af de teknologiske fremskridt, som er gjort gennem det sidste halve århundrede. Men jeg vil ikke benægte, at nogle af disse fremskridt har bivirkninger, som vi gerne havde været foruden. Blandt dem er den globale opvarmning, som utvivlsomt i nogen grad skyldes udledning af de såkaldte drivhusgasser. Og netop hvad det angår, kan Brandstrup have ret. Her blev der svigtet, fordi ideologi blev vægtet højere end faktuel viden.

     Meget af den CO2-udledning, som vi slås med i dag, kunne jo være undgået, hvis der ikke i 1960'erne var gået ideologisk hysteri i energidebatten - et hysteri, der - bl.a. her i landet - førte til bandlysning af alt, hvad der havde med kerneenergi at gøre. Det blev et totalt tabubelagt emne, og i 1985 pålagde Folketinget  regeringen definitivt at skrinlægge alle planer om kerneenergi. Siden da har ingen dansk politiker turdet tænke, endsige tale om energi på basis af kernekraft.

     Årsagen til det er, at det lykkedes for en kreds af drevne, venstreorienterede opinionsdannere at få sat lighedstegn mellem atomvåben og kernekraft i bevidstheden hos et flertal af danskerne. Og alle kendte jo dengang til de frygtelige følger af atomangrebene på Hiroshima og Nagasaki i Japan i august 1945. Man behøvede blot at nævne ordet "atomkraft" for at få danskerne til at se en paddehatsky for sig.

     Tjernobyl-ulykken den 26. april 1986 gav naturligvis i høj grad næring til frygten for atomkraft, selvom ulykken jo ikke havde noget at gøre med våben. Når ulykken skete, var det jo alene, fordi kvaliteten af værket var langt under den sikkerhedsmæssige standard for kernekraftværker i størstedelen af den øvrige verden. Og bortset fra nogle enkelte værker i tidligere sovjet-stater er der i dag sat helt andre sikkerhedsmæssige standarder for byggeri, drift og vedligeholdelse. Og Fukushima-katastrofen i Japan den 11. marts 2011 gav nogle dyrekøbte erfaringer, som nu er en del af grundlaget for de mange planer om nye værker flere steder i verden. De bliver mindst lige så sikre som konventionelle kraftværker, hvor der jo også fra tid til anden sker uheld.

     Jeg ønsker ikke på nogen måde at nedtone alvoren i de uheld og ulykker, der er sket i forbindelse med kernekraft. Men jeg synes, at det vil være berettiget i den forbindelse at nævne, at også arbejdet med andre energikilder er forbundet med alvorlige ulykker. En opgørelse viser, at alene i de kinesiske kulminer koster ulykker i gennemsnit 13 menneskeliv om dagen. Det bliver efter de kinesiske myndigheders opgørelse til mere end 4700 dræbte hvert år; men ifølge uafhængige fagforeningsgrupper er tallet nærmere 20.000. Det hører man ikke meget om.

     

84 procent af alle mennesker i u-landene har i dag adgang til rent vand.

      Det er 1,8 milliarder flere mennesker end i 1990.

Vi ved, at det forholder sig sådan. Men for nu at citere Brandstrup: Vi gør ikke meget ved det.

     Og efter min mening er det mindste, vi kan gøre, atter at sætte fuld gang i forskningen omkring og i udviklingen af kernekraften. Vi ved, at der kan hentes uanede mængder af forureningsfri energi til gavn for os i den industrialiserede verden, men i endnu højere grad for de milliarder af mennesker, som lever i ulandene, og som i de kommende år helt naturligt vil gøre krav på at få en bedre tilværelse.

     Dette er et område, hvor jeg må give Brandstrup ret, når han siger, at vores generation har svigtet. Og det er prisen for den frygt, der blev skabt på ideologisk grundlag tilbage i 1960'erne.

     Lad os nu lægge denne umotiverede frygt på hylden, og lad os komme i gang med den udvikling, som kan gøre, at fremtidens udledning af de farlige gasarter stort set kun kommer fra køernes bøvser og prutter.

23-10-16

"Frygtens overpris"


Sådan kalder

Sørens Nielsen, Troense

en kommentar til ovenstående indlæg:


Man er allerede godt i gang med denne ønskede udvikling (i indlægget herover, red.), for uanset at danske politikere har bestemt ved en folketingsbeslutning for mange år siden (1985), at der hverken skal forskes i kerneenergi i Danmark eller gives støtte hertil, så forskes der i andre lande intenst for at udvikle en kerneenergi baseret på grundstoffet thorium i stedet for uran.

     I både Canada og USA er kerneforskere meget tæt på at færdiggøre såkaldte "molten salt"-reaktorer med thorium som brændstof og regner med at have kommercielt fremstillede reaktorer på markedet i løbet af få år.

     Også dygtige kinesiske og indiske kerneforskere er langt fremme med at fremstille thoriumreaktorer, da deres energibehov er enormt, og forureningen fra kulfyrede kraftværker er et uhyggeligt problem.

     Thorium findes udbredt over hele kloden, og man regner med, at der er tilstrækkeligt til flere tusinde års forbrug til at dække det stigende behov for billig energi.

     Større mængder findes i Norge og i Grønlands Kvanefjeld, men det findes også i mange andre lande.

     Sikkerheden er i top, da thorium har en meget kort halveringstid i sammenligning med uran, så deponering af affald er ikke et stort problem.

     Thorium kan ikke anvendes til at fremstille kernevåben, da det er lavradioaktivt. Dette var årsagen til, at USA mistede interessen og satsede på uran.

     Thoriumreaktorer er ikke interessante terroristmål, da de er lette at sikre herimod. Thoriumreaktorer kan ikke nedsmelte eller eksplodere.

     I tidsskriftet Ingeniøren er der en alarmerende oplysning: "Kulprisen er fordoblet siden nytår,

og det vil give højere elpriser - og en lavere offentlig støtte til de vedvarende energikilder, vurderer

brancheforeningen Dansk Energi".

     Mon ikke det er på tide, at politikere i Niels Bohrs fædreland tager skeen i den anden hånd og

får sat gang i forskningen i kerneenergi baseret på thorium, så vi kan være med i kapløbet.

     En gruppe unge kemiforskere ved Niels Bohr Instituttet, Seaborg Technologies, forsøger at

konstruere en såkaldt 'Waste Burner", der er en overgangsløsning, som bruger thorium som

brændsel og kan samtidig bruge affald fra uranreaktorer. Deres arbejde støttes ikke af staten.

     En anden gruppe forskere, Copenhagen Atomics, er også aktive, men også uden statsstøtte.

     For et år siden var der i Landstingssalen på Christiansborg en høring om "Thorium - den nære

fremtids energikilde".

     Bortset fra folketingsmedlem Villum Christensen fra Liberal Alliance, der indledte høringen,

viste ingen politikere på tværs af det politiske spektrum nogen interesse for denne energiform og

fastholder folketingsbeslutningen fra 1985 om ikke at støtte forskning i kerneenergi.


     Niels Bohr må rotere i sin grav.

     Det skal nok gå altsammen.

En thorium-kugle på størrelse med en golfkugle rummer al den energi, et enkelt menneske skal bruge gennem hele sit liv

16-09-17


Skjulte dagsordener


Som nævnt i mit forrige indlæg kan man med god grund undre sig over, at man ikke overalt i verden har taget den mulighed til sig, som kernekraften - og specielt den, der er baseret på thorium - tilbyder. Færdigudviklet tyder alt på, at den kan give hele klodens befolkning al den energi, som der er behov for til at understøtte en fortsat udvikling for den stadigt voksende befolkning. Den vil kunne gøre det uden de katastrofale følgevirkninger, som vi ser i dag, og som er foranledigede af  vores brug af kul, olie og naturgas. Og den vil kunne gøre det i de næste tusinde år.

     Der er nok flere grunde til, at det er sådan. Jeg har tidligere nævnt den frygt, som stadig næres af mange for alt, hvad der har med kernekraft at gøre, fordi de uvilkårligt forbinder selve begrebet med atombomber. Og der er kredse - også her i landet - som gør, hvad de kan, for at give næring til den frygt - prøv blot at kigge på internettet. Dertil kommer så, at navne som Tjernobyl og Fukushima har markeret sig kraftigt i manges bevidsthed og huskes som eksempler på, hvor galt det kan gå. Men når man vurderer, hvor galt det gik de to steder, så må det være rimeligt at sammenholde det med vore dages naturkatastrofer, som forekommer langt værre, og som ifølge den overvejende del af verdens videnskab skyldes udslippet af drivhusgasser. Og man kan se på, hvad udvindingen af f.eks. kul hvert år koster af menneskeliv. Som tidligere nævnt kunne aviserne for nogen tid siden berette om, at 40 kinesiske kulminearbejdere blev dræbt og 74 andre blev fanget under jorden og er sandsynligvis døde efter en gaseksplosion. De kinesiske miner er de farligste i verden, og ulykker i minerne koster i gennemsnit 13 menneskeliv om dagen. Det bliver efter myndighedernes opgørelse til mere end 4.700 dræbte hvert år, men ifølge uafhængige fagforeningsgrupper er tallet nærmere 20.000. Dertil kommer så, at der også er farlige miner andre steder end i Kina.

     Men der er også en anden væsentlig grund til, at der sættes hindringer i vejen for en forskning og udvikling af  kernekraft. Den er af økonomisk art. Der er jo stadig utallige milliarder at tjene på udvinding af kul, olie og gas. Men den dag, da verden for alvor kan tilbydes forureningsfri energi fra kernekraft, vil værdien af disse fossile energikilder blive reduceret i meget væsentlig grad. Det samme gælder formodentlig også værdien af den vedvarende energi, som er afhængig af sol, vind og vand. Og naturligt nok er der nogen, som gerne vil udskyde den dag til engang langt ude i fremtiden. Der er som nævnt økonomi i det, og der er politik i det. Vi kan jo blot se på den amerikanske præsident Trumps planer om at genåbne et større antal kulminer.

     Men hvis den altødelæggende syndflod skal undgås på kortere eller længere sigt, så er det tvingende nødvendigt, at der bliver gjort noget effektivt. Og det vil i første omgang sige en effektivisering af forskningen og udviklingen omkring kernekraft. Det er muligt, at der på sigt kan komme andre muligheder ind i billedet som f.eks. brintenergi  eller fusionsenergi. Men det mest nærliggende i dag er kerneenergi baseret på thorium. Men som nævnt flere gange mangler der den nødvendige økonomi, for at der for alvor kan komme gang i denne forskning.

     Og hvad det angår, bør vi også være med her i Danmark. Og der er faktisk åbnet et par døre på klem til, at det kan ske: Allerede i 1985, da Folketinget besluttede, at der ikke mere skulle forskes i kernekraft  her i landet, blev der føjet en bisætning til, hvor der står noget i retning af, at det må ikke ske på grundlag af den kendte teknologi. I dag er der altså anden kendt teknologi. Og i regeringsgrundlaget for den nuværende regering står en ikke særligt bemærket sætning: "»Regeringen vil fjerne eventuelle barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier.«

     Hvad med at komme i gang!

02-10-16

De "gode" gamle dage

- var i virkeligheden slet ikke så gode


Det sker stadig en gang imellem, at nogen bruger udtrykket: "Næh, det er ikke som i gamle dage". Og så mener de, at det var meget bedre for nogle årtier siden, end det er i dag.

     Som jeg i andre indlæg har givet udtryk for, så kan jeg blive både bedrøvet og vred, når nogen beskylder de ældre generationer - altså os og vore forgængere - for at give en ringere verden videre til de kommende slægter end den, vi selv overtog.

     OK - Der er helt givet noget, som var bedre i gamle dage, end det er i dag. Men det er ikke ret meget. På langt de fleste områder er der helt sikkert ingen, der i virkeligheden ville ønske sig tilbage til de forhold, som min generation levede under i vores tidlige år. Fjernsynet var ikke opfundet, og computere og alt, hvad dermed følger, var noget, som endnu kun eksisterede som tankefostre i hjernerne på nogle få forskere. Telefoner fandtes kun i de større virksomheder og hos nogle få velhavende familier. At eje en bil var ikke noget, vi drømte om. Og flyvemaskinen var stort set endnu ikke til civilt brug - i hvert fald kun for de meget rige.

    I den første halve snes år efter besættelsen boede jeg med mine forældre først i Vejle og senere i Jelling. Mine ældre søskende var fløjet af reden - min storebror til universitetet i København. Det var dyrt at skulle bo på pensionat, mens man studerede. Og hver måned kom der derfor en pakke med vasketøj fra det københavnske, og så skulle der holdes storvask - et begreb, som nok de færreste kender i dag. Der blev tændt op under gruekedlen, og det snavsede tøj blev kogt godt og grundigt igennem, inden det kom over i den store vaskebalje og gnubbet og  skrubbet på vaskebrættet og derefter skyllet i flere hold vand - det sidste hold med tilsat "blåelse", der fik det hvide tøj til at fremstå ekstra hvidt. Så skulle det igennem vridemaskinen, der blev drejet med håndkraft, og endelig kunne det så hænges til tørre. Alt det var oftest min opgave, og det var en selvfølge, at jeg tog min del af opgaverne til gengæld for kost og logi. Det var slet ikke noget, der sorterede under faderen. Han skulle jo tjene alle pengene, og det krævede noget mere end 37 timers arbejde om ugen. Og min mor var tit syg og havde slet ikke kræfter til at klare en storvask.

    Mange år senere, da jeg var blevet gift, var processen stadig den samme: gruekedel, vaskebalje  og -bræt og endelig skylning. Nu var vi fremme i begyndelsen af tresserne. Men så var der en landmand nede på marken, som havde en god portion handelstalent. Han anskaffede en elektrisk drevet (men set med vore dages øjne meget primitiv) vaskemaskine, og han lod vide fra mund til mund, at den kunne man leje for et beskedent beløb. Den stod på en tohjulet vogn, og adskillige gange var jeg af sted og fik vognen med vaskemaskinen bundet bag efter cyklen. Det var vild luksus. Tøjet skulle godt nok stadig koges og skylles; men man slap for det hårde arbejde ved vaskebrættet. Senere var der så en hvidevareforhandler i storbyen, der fandt på at oprette "vaskekredse". Her gik man sammen en 8-10 stykker om at købe en vaskemaskine, og så gik den på omgang i kredsen.

     Så er det, jeg spørger vore dages yngre mennesker: Ville I undvære jeres fuldautomatiske vaskemaskine og jeres tørretumbler?

     Og jeg har kun nævnt lige dette med vaskemaskinen som et enkelt eksempel blandt rigtig mange som noget af det, der i dag gør tilværelsen så utroligt meget behageligere, og som skaber overskud af tid og kræfter til, at vi kan dyrke vore fritidsinteresser - eller arbejde endnu mere og tjene endnu flere penge.

23-11-16

Den er helt gal med folkeskolen


Der var engang, da vi i hvert fald mente, at vi havde verdens bedste folkeskole her i Danmark. Og måske havde vi det. Men i dag står det klart for enhver, at det har vi i hvert fald ikke mere. Starten på den kraftige tilbagegang er imidlertid ikke af helt ny dato. Vi skal faktisk godt 40 år tilbage i tiden.

     Kun én enkelt gang i mine 26 år som folkeskolelærer (fra 1958) har jeg været tæt på at nedlægge arbejdet. Det var den 23. marts 1973. Men som tjenestemænd måtte vi jo ikke strejke, og det gjorde vi så heller ikke.

     Men vi var vrede – meget vrede.

     Aftenen før havde vi i tv-avisen oplevet, at den daværende økonomiminister, Per Hækkerup, kom ud fra det lokale, hvor der dagen igennem havde været forhandlinger om lærernes arbejdsforhold. Og nu kunne han meddele, at ”nu skulle lærerne i gang med at bestille noget!” Resultatet af forhandlingerne blev bl.a. det såkaldte ”minutcirkulære”, der fastsatte hvor mange minutters arbejde de danske lærere fremover skulle præstere for deres løn. I aftalen lå også, at hver lektion skulle skæres ned fra 50 til 45 minutter, og derved kunne den enkelte lærer tage 30 lektioner om ugen i stedet for de hidtidige 27.

     Det blev dengang skelsættende for den danske folkeskole. Akkurat som skolereformen og de ny arbejdstidsregler for lærerne, der trådte i kraft for et par år siden, er blevet det.

     Der var engang, da dette at være lærer var, hvad man kalder ”et kald” for rigtig mange.  Og når man blev fast ansat som tjenestemand, fik man et kaldsbrev fra de ansættende myndigheder. Heri hed det bl.a., at ”en tjenestemand (skal) samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjeneste vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver”.

     I dag er der ikke længere noget kaldsbrev; men der er utvivlsomt stadig slet ikke så få, der betragter det at være lærer som et kald. Men der er en forskel. Tidligere var det sådan, at når man var færdig med sin seminarieuddannelse, så blev man lærer – ikke i en vis del af døgnet, men i alle døgnets 24 timer. At være lærer var et hverv, som man påtog sig, og der blev ikke sat tal på de timer, der skulle bruges på det. Det gør der godt nok nu.

     Som nævnt var der ingen på min skole, der strejkede; men det var der mange andre steder. Per Hækkerups slutbemærkning i tv-avisen var dråben, der fik bægeret til at flyde over: ”Ja, jeg havde nær sagt, at det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere”.

     Men mange steder fik det en helt anden virkning. For i virkeligheden var der mange lærere, der ”slap” lidt tidligere – eller rettere: de skar en hel del af det arbejde væk, som de hidtil havde betragtet som en selvfølgelig del af deres lærergerning. For nu kunne de jo se i tørre tal, hvor stor en indsats samfundet ventede af dem, og det var for manges vedkommende betydeligt mindre, end hvad de hidtil havde præsteret.

     Der har altid været dårlige lærere, og der har altid været dovne lærere. Og sådan vil det formodentlig blive ved med at være. Men det store flertal havde dengang brugt masser af tid f.eks. på lejrskoler, på forberedelser af skolefester med instruktion af skolekomedier og fremstilling af kulisser o.a. til scenen, på møder med mange forskellige formål og på kurser, som ikke gav timereduktioner. Intet af dette blev dengang betragtet som overtid, men som en helt naturlig del af det at være lærer.

     Men de færreste mennesker bryder sig om billedligt talt at have stående IDIOT på ryggen. Og nu havde landets økonomiminister skåret ud i pap med minutters nøjagtighed, hvor stor en indsats det forventedes, at landets lærere skulle præstere for deres løn. Og det måtte så blive, hvad man gjorde! Men for de fleste var det værste var nok det udtryk for mistillid til lærerstanden, som minutcirkulæret var udtryk for.

     Mange kan nok stadig huske, hvordan skoleåret mange steder blev mindre spændende.

     På mange måder er diktatet fra 2014 om lærernes arbejdsforhold en gentagelse af situationen i 1973. Denne gang blot langt værre. Sjældent har man vel set påbud, der i den grad er udtryk for mistillid til en stor gruppe af ansatte. Nu ville man også kunne kontrollere, at lærerne virkelig brugte den tid til forberedelse m.v., som – igen med minutters nøjagtighed – var sat af til det. Derfor skulle den nu foregå på skolen og mange steder med ind- og udstempling. Og dermed var det slået fast, at efter kl. 16.00 er lærerne ikke længere lærere. Og så er der altså igen dette med at have stående IDIOT på ryggen.

     Enhver med blot et overfladisk kendskab til dette at skulle undervise – vel at mærke på forsvarlig vis – ved, at det ikke kan lade sig gøre på tilfredsstillende måde under de vilkår. Og resultaterne kan nu aflæses med beklagelig tydelighed rundt i hele landet. Det har givet  problemer, som rækker langt ud over, hvad der findes løsninger på.

     Men ikke nok med, at den forberedelsestid, der i dag stilles til rådighed for lærerne, er mindre end den, som langt de fleste brugte tidligere. Det er også sådan, at den ny skolereform med inklusion og mange andre ændringer for de fleste kræver endnu mere tid til forberedelse, end de brugte tidligere. Ikke mindst, fordi de mange ændringer var alt for dårligt forberedte.

     Det er helt forståeligt, at mange forældre nu begynder at gøre oprør, og at de frie og de private skoler har en tilgang af elever, som vist ikke er set tidligere. For hvad gør de ansvarlige for den situation, de har bragt den danske folkeskole i? Hvad gør undervisningsministeren? Og hvad gør KL’s forhandler? De siger begge, at der jo er tale om så store forandringer i skoleverdenen, at man må acceptere nogle få år med indkøringsvanskeligheder og problemer, som ganske rigtigt vil gå ud over undervisningen af de pågældende årgange af skoleelever. Men det vil snart blive bedre, føjer de til. Det virker imidlertid mere som et prestigeprojekt, der med vold og magt skulle gennemføres her og nu.

     Det er muligt, at den danske folkeskole på en del områder trængte til fornyelser. Men det er helt uacceptabelt, at de mange og store ændringer blev presset igennem på så kort tid, at der slet ikke havde været tid nok til de helt nødvendige forberedelser. Og det er helt uacceptabelt, at der skal være nogle årgange af skoleelever (og deres forældre), som derfor skal finde sig i, at deres undervisning er blevet forringet.

25-11-16

For dårligt uddannede lærere



Som jeg giver udtryk for i indlægget herover, så bærer de skiftende tiders politikere efter min mening et meget stort ansvar for den forringelse af vores folkeskole, som har fundet sted over det seneste halve århundrede. Det gælder som omtalt de vilkår, som politikerne har givet skolens lærere at arbejde under. Men det gælder i høj grad også den uddannelse, som de vordende lærere er blevet budt.

     I "gamle" dage foregik læreruddannelsen på seminarierne. Mens man gik der, var man seminarieelev eller slet og ret seminarist. Nu foregår uddannelsen på et University College, og mens man går der, er man lærerstuderende.

     Lad det nu være, hvad det er. Men da jeg gik på seminariet i begyndelsen af 1950'erne, havde vi godt 30 undervisningstimer om ugen (om lørdagen var der vistnok lidt færre timer end de andre dage), og i hver eneste af disse godt 30 timer blev undervisningen forestået af en virkelig kompetent underviser.

     Da jeg for fire år siden sammen med nogle andre tidligere lærere besøgte et University College, fik vi oplyst, at man dér var meget tilfreds med, at man netop havde fået forøget antallet af undervisningstimer fra 11 til 13 om ugen. Det rystede os! Men så var der jo noget gruppearbejde på de studerendes egen foranledning og en hel del selvstudie, fik vi at vide. Ærlig talt: betyder det ikke, at de flittige om ambitiøse studerende helt sikkert bliver gode lærere med en masse relevant viden. Men hvad med de dovne og mindre ambitiøse? For dem er der sikkert også nogle af nu som før. Nåh jo, der var jo også noget med, at frafaldet fra studierne er lidt større, end man bryder sig om at snakke om. Men man kan da glæde sig over, at de, der falder fra, så aldrig kommer ud i skolerne.

     Da jeg i en årrække tilbage i 1970'erne var beskikket censor i dansk først ved realeksamen og senere ved Folkeskolens afgangsprøver, oplevede jeg en udvikling, som man fra undervisningsmyndighedernes side prøvede at skjule. Præstationerne ved de skriftlige eksamener blev gennemgående dårligere og dårligere. Bedst kunne det registreres i prøverne i retstavning (diktat). Fra Undervisningsinspektionen fik vi efter hvert års prøve en tabel, hvor man kunne aflæse, at så og så mange fejl gav den og den karakter. Og nogle måneder efter prøvernes afslutning kunne man så i en statistik fra Inspektionen læse, at samlet set var årets karaktergennemsnit lige så godt som de foregående års. Hvad man undlod at fortælle var, at i den tabel, som lærere og censorer fik ud, skulle man acceptere flere fejl til en given karakter end tidligere år. Så kan man jo gøre op med sig selv, hvad man vil kalde det!

     Dengang og senere har der været en vis erkendelse af, at evnen til at udtrykke sig og til at stave korrekt er blevet ringere i befolkningen set som helhed. Flere universiteter har været nødt til at oprette kurser for de nye studerende for at råde bod på det. Og det har så i flere sammenhænge været diskuteret, hvad det kan skyldes, og om det egentlig betyder så meget - det gælder jo bare om at kunne blive forstået. Jeg kan naturligvis ikke dokumentere, at tilbagegangen har noget at gøre med en dårligere uddannelse af Folkeskolens lærere. Men for mig ligger det ligetil at antage, at der er en sammenhæng. Det har da også ved flere lejligheder været diskuteret, om læreruddannelsen kunne gøres bedre, og et skridt i den retning er det vel, at adgangskravene til uddannelsen er blevet skærpet. Men der må efter min mening mere til. Det kan være betydeligt flere egentlige undervisningstimer som i "gamle" dage. Men det kunne også være, som det f.eks. er tilfældet i Finland, at lægge læreruddannelsen op på et egentligt universitetsniveau og forlænge den med et år eller to.

     Én ting er i hvert fald givet: Generelt bør uddannelsesniveauet fra første klasse og helt til top her i Danmark højnes. Og et godt sted at begynde kunne være at give landets lærere en bedre uddannelse.

29-11-16

Folkeskolen

Der mangler ro og lydhørhed


I mine to foregående indlæg  peger jeg på, at en væsentlig del af ansvaret for de store problemer, der er i dine og mine børns og børnebørns folkeskole, ligger hos politikerne. Men de er ikke alene om det. Lærerne må påtage sig en del af det.

     Forleden aften var der i fjernsynet et indslag om de muslimske friskoler her i landet. Dem bliver der flere og flere af, og det er bemærkelsesværdigt, at deres elever får ret betydeligt bedre karakterer ved de afsluttende prøver end deres jævnaldrende i folkeskolen, og der er flere af dem, der fortsætter i en videregående uddannelse. Men der var faktisk et par af de muslimske elever, der gav svaret på, hvorfor det er sådan: Der er mere disciplin i friskolerne. Derfor får eleverne mere ud af undervisningen.

    For få år siden var der en serie udsendelser i fjernsynet, hvor man sammenlignede en niende klasse i en dansk folkeskole med en tilsvarende klasse i Kina. Resultatet af denne sammenligning var sørgeligt nedslående. Danskerne klarede sig meget dårligere på alle områder. Og der var ingen tvivl om hovedårsagen til det: Der var næsten total mangel på disciplin og koncentration i den danske klasse.

     For tretten år siden vakte det stor forargelse hos mange, da den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tale ved folketingsårets begyndelse den 7. oktober 2003 bl.a. sagde følgende:


I skolerne er de faglige krav blevet slækket. Måske af frygt for, at kontante faglige krav ville være til ugunst for de svageste. Men skadevirkningen er alvorlig. De svageste elever er blevet ladt i stikken. Og danske skoleelever klarer sig dårligere end elever i andre lande på en række afgørende punkter.

     Der er kun én vej fremad. Vi skal til at oppe os. Vi skal simpelt hen være endnu dygtigere. Vi skal højne de faglige krav overalt i uddannelsessystemet.

     Vi skal indse, at en vis portion paratviden er nødvendig. I tre årtier er der kastet vrag på paratviden. Den er blevet opfattet som sort skole, udenadslære og terperi.

     Det er som om, at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ”Hvad synes du selv?”

     Det kan være udmærket at sidde i rundkreds og diskutere og føre en samtale med hinanden. Men den første forudsætning for at føre en meningsfyldt samtale er altså, at man ved, hvad man snakker om. Hvis ukvalificerede meninger bliver lige så gangbare som kvalificeret viden, så ender det alt sammen i tomhed og dumhed. Og hvis man er nødt til at slå op i et leksikon eller på Internettet, hver gang man nærmer sig noget konkret, så bliver det altså en noget tung samtale.

     Vi skal ikke have sort skole. Vi skal tværtimod have en levende skole med børn og unge, der kan tænke selv, danne sig holdninger og kommunikere. Men som også ved, hvad de snakker om.

     Derfor har vi gennemført reformer af folkeskolen, gymnasiet, erhvervsskolerne og universiteterne. Derfor vil vi gennemføre løbende vurderinger af, om der læres det, der skal.


Der er gennemført løbende vurderinger af, om der læres det, der skal. Og resultatet fortæller helt klart, at det gør der ikke. Der er gode undtagelser, men som gennemsnit står det ringere til i dag end for tretten år siden.

     Mens jeg var ansat som lærer i en folkeskole i 1960-70'erne, fungerede den skole, jeg var på, i en periode som supplerende øvelsesskole for Skårup Statsseminarium. Jeg var i de forbindelse vejleder i danskundervisning for nogle af seminarieeleverne, indtil jeg en dag kritiserede en af dem for at komme ind i en - for ham - ny klasse med ordene: "Dav! Jeg hedder Petter". Det må du ikke gøre, sagde jeg, for så har du tabt med det samme. Dagen efter kom der besked fra seminariet til min skoleinspektør om, at man ikke længere ønskede mig brugt som vejleder. Den holdning, jeg havde givet udtryk for i min kritik, hørte en forældet, sort skole til. Nu dyrkede man en anden pædagogik.

     Hvad jeg havde prøvet at påpege, var nødvendigheden af, at man som lærer opretholder en vis autoritet. Men netop "autoritet" var dengang som nu et fyord. Der er lærere, der qua deres væsen har en helt naturlig autoritet, som bliver respekteret af eleverne. De opnår gode resultater i deres klasser. Og det er dem, der bliver husket og nævnt som de gode lærere, når gamle elever mødes årtier efter deres afgang fra skolen.

     Da jeg gik på seminariet i begyndelsen af 1950'erne havde vi under faget psykologi et emne, er hed "klassestyring" med øvelsesskolens leder som underviser. Her fik vi understreget nødvendigheden af autoritet og disciplin som to af de helt afgørende forudsætninger for at kunne give en god undervisning. Det var en gavnlig lærdom - ikke mindst for dem af os, der måske ikke fra naturens hånd var begavede med en naturlig autoritet. Vi fik nogle gode redskaber med os ud i folkeskolen.

     I dag er det, som om de redskaber er hængt ud i skuret til andre kasserede redskaber og under betegnelsen "forældet autoritet". Det er ikke mindst det, folkeskolen lider under nu.

30-07-17


Med eller uden uddannelse


Den 28. juli var en afgørende dato for omkring 85.000 unge danskere.  På den dag (eller vel snarere nat) fik de svar på, om de kunne komme i gang med den ønskede uddannelse. For 65.165 var svaret et ja, og det er der al mulig grund til at ønske dem til lykke med. Men for 21.395 var der afslag, og naturligt nok var skuffelsen stor for dem. Men de fortjener absolut anerkendelse, fordi de gjorde forsøget og dermed viste initiativ til at komme videre, og for langt de fleste af dem skal det nok lykkes på den ene eller den anden måde.

     Langt værre er den kendsgerning, at en fjerdedel af de 25-årige mænd og en femtedel af de 25-årige kvinder i dag står uden nogen anden uddannelse end folkeskolen. Og andelen af uuddannede unge har været stigende gennem de sidste ti år. Det er først og fremmest alvorligt for dem selv; men det er det i høj grad også for hele det danske samfund - altså for dig og mig. En beregning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser nemlig, at hver person, der ikke får en uddannelse, kan koste op til 10 millioner kroner i tabt velstand.

     Men det er altså ikke bare samfundet, der taber på, at så mange ikke får nogen uddannelse. Også de personlige omkostninger ved at stå tilbage som ufaglært kan være store.

     ”Der er ret stor sandsynlighed for, at de personer får et liv på kanten af arbejdsmarkedet. Mange havner på kontanthjælp eller førtidspension, og de, der får job, får ret lav løn og en løs tilknytning til arbejdsmarkedet,” siger Mie Dalskov, der er chefanalytiker i AE og har hovedansvar inden for uddannelsesanalyser.

     Den samme oplevelse har Louise Hare, der er beskæftigelseskonsulent hos Jobcenter for unge i København: ”Noget af det, jeg selv har bidt meget mærke i, er dårligere helbred og trivsel hos mennesker, som ikke har en uddannelse i forhold til dem, der har en uddannelse.”


Med god grund kan man spørge, hvorfor situationen på uddannelsesområdet er så alvorlig her i 2017. Der er ikke enighed om svaret på det spørgsmål, og der er utvivlsomt flere årsager. Men for mig er der ingen tvivl om, at en af de væsentligste af årsagerne ligger i folkeskolen, og at den er skabt af politikere, der ikke har mod nok til at gribe om nældens rod. Og den rod ligger helt nede ved de grundliggende betingelser for en god og effektiv undervisning.

     I et indlæg i Avisen Danmark skriver professor ved Københavns Universitet Peter Nedergaard bl.a.:

     "En del kunne tyde på, at løsningen ligger i en større eller mindre tilbagevenden til dengang, før den danske folkeskole blev ramt af den såkaldte reformpædagogiske bacille i bred forstand. Lad os for forenklingens skyld tale om en tilbagevenden til en tid i folkeskolen med kæft, respekt og retning.

    KÆFT dækker over, at der igen skal være ro i folkeskolens undervisningslokaler. Er der evindelig uro, når der undervises, er det ganske enkelt svært at lære noget som helst.

     RESPEKT indebærer, at underviseren i folkeskolen igen skal respekteres som autoritet. At kalde læreren ved ukvemsord endsige lægge den mindste hånd på dem må stoppe.

     RETNING betyder i den folkeskole, som vi må indføre, at indlæringen af konkrete færdigheder i ikke mindst dansk, matematik og naturfag må have første prioritet."

     Peter Nedergaard uddyber i sit indlæg betydningen af disse tre forudsætninger for det, som jeg ovenfor har betegnet som en god og effektiv undervisning. Men jeg tror, at man vil kunne komme endnu længere ved at genindføre en tidssvarende form for tidligere tiders mellemskole, hvor eleverne efter sjette klasse kunne vælge mellem fire år i en boglig eller en praktisk linje. Den boglige gav adgang til gymnasiet og dermed senere til videregående uddannelser. Den praktiske skabte et godt grundlag for de erhvervsfaglige uddannelser.

     Baggrunden for tidligere tiders mellemskole lå i erkendelsen af, at der nu engang er forskel på os mennesker - på vores evner og på vores interesser. Men i 1950'erne bredte der sig en ideologi om, at vi alle skulle være ens, og at vi alle skulle have de samme muligheder. Lidt groft sagt betød det, at hvad ikke alle kunne lære, skulle ingen lære. Den ideologi er - set med mine øjne - en af de væsentligste årsager til folkeskolens kuldsejling. I dag sidder der elever i en af den almindelige skoleklasses grupper, som ganske enkelt ikke kan følge med i meget af det, der foregår. Derfor giver de op, larmer eller tyr til deres smartphone. I en anden gruppe sidder der elever, som keder sig gudsjammerligt, fordi de ikke får udfordringer, som kan være spændende og interessante for dem. Derfor giver de op, larmer eller tyr til deres smartphone. Og underviseren har ikke en levende chance for virkelig at være noget for begge grupper.

     Lad hver af disse grupper få deres eget skoleforløb i de ældste klasser, så ingen fristes til at give op, og så alle udfordres i forhold til deres evner og interesser. Så føler jeg mig overbevist om, at vi igen kan få den gode folkeskole, som der er så stort behov for - ikke blot for elevernes skyld, men også for samfundet og dermed for dig og mig.


07-04-18


Et spørgsmål om respekt


Som tidligere skolelærer mindes jeg en tid, da der endnu gene-

relt stod respekt om den danske lærerstand. Det gjorde der

indtil den 23. marts 1973. Dengang havde der i nogen tid væ-

ret forhandlinger mellem daværende finansminister Per

Hækkerup og Danmarks Lærerforening om lærernes løn og

arbejdsvilkår. De sluttede den 23. marts om aftenen, og man

kunne så opleve, at Per Hækkerup stod frem i TV-avisen og

meddelte, at nu var man kommet til et resultat, der betød,

at lærerne omsider skulle til at bestille noget. Der blev nemlig

dengang indført det såkaldte "minutcirkulære", der præcist fastsatte, hvor mange minutters arbejde lærerne skulle præstere for deres løn.  I aftalen lå også, at hver lektion skulle skæres ned fra 50 til 45 minutter, og derved kunne den enkelte lærer tage 30 lektioner om ugen i stedet for de hidtidige 27. Per Hækkerups kommentar for åben skærm til det var: "Ja, jeg havde nær sagt, at det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere”.

    Dette minutcirkulære - der også blev kaldt mistillidscirkulæret eller misundelsescirkulæret - blev sammen med finansministerens nedsættende bemærkninger skelsættende for den danske folkeskole. Akkurat som skolereformen og de ny arbejdstidsregler for lærerne, der blev dikteret ved lov  i 2013, er blevet det. Og akkurat som udfaldet af de forhandlinger om lærernes løn- og arbejdsvilkår, der er i gang i disse dage, kan risikere at blive det. Der lurer igen noget, der mere er udtryk for en misundelse i forholdet til lærerne end for en fortjent anerkendelse af, at langt de fleste lærere knokler for at kunne præstere den bedst mulige undervisning under nogle vilkår, der er alt andet end misundelsesværdige.

     Det er utroligt, at det endnu i dag i højere grad skal være en totalt ubegrundet misundelse snarere end de rent faktiske vilkår for lærerne, der skal være en del af grundlaget for forhandlingerne. Men sådan virker det i hvert fald. Og det er vel forståeligt nok, at den holdning fra topforhandlerne smitter af på de daglige forhold ude i skolerne. Respekten for lærerne og deres arbejde forsvinder, når de bliver fremstillet som nogen, der bare er ude på økonomisk at presse mest muligt ud af situationen. For faktum er jo, at økonomien kun er en mindre side af sagen. Mindst lige så vigtigt er det, at der nu igen bliver givet nogle arbejdsvilkår, som gør det muligt at yde den bedst mulige undervisning.

     Der er rigtig meget, der står på spil. Set med mine øjne så gambles der i disse dage med vore børns og børnebørns fremtid og dermed i realiteten med Danmarks fremtid.

     Jeg har nogle gange tidligere beskæftiget mig med skoleforhold her på bloggen. Det er ikke kun, fordi jeg er tidligere skolelærer. Det er først og fremmest, fordi jeg betragter uddannelsesforholdene for   vore børn og unge som noget af det vigtigste for udviklingen her til lands og dermed også for os ældre.

     

Ældre-bloggen