VERDENSBILLEDET.nu

1.  februar 2030

Reaktion

For en måneds tid siden bragte VERDENSBILLEDET.dk en status fra klima- og miljøministeren over, hvor langt vi er nået her i Danmark i forhold til det mål, der blev opstillet for en halv snes år siden om en 70% reduktion af udledningen af CO2.
      Denne status har bragt klimaforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut Gunnar Hansen til tasterne:

Vi nåede næsten målet, skrev klima- og miljøministeren i sin statusrapport. Men kun næsten. Alligevel har han fuld fortrøstning til fremtiden. For vi er jo på rette vej, mener han. Og deri kan han for så vidt have ret. Men det er bare ikke nok at være på rette vej. Spørgsmålet er, hvor hurtigt man bevæger sig ud ad denne vej, og det er vigtigt lige at tage et blik på, om man er alene på turen, eller om man har andre med sig.
      Til det første - dette med hastigheden - er at sige, at det går for langsomt, alt for langsomt. Og ministeren går nærmest på kattepoter hen over det faktum, at 2020'ernes kamp mod corona-virussen havde nogle næsten uovervindelige konsekvenser for hele århundredets langt alvorligere kamp mod klimaændringerne - en kamp, som corona-kampens økonomiske følger har svækket i katastrofal grad. Disse følger vil også i de kommende mange år blive mærkbare. Forværringerne af klodens klima vil indtræffe hurtigere og blive langt alvorligere, fordi dens beboere vil mangle den nødvendige økonomi til at modstå dem.
      Og så til det andet - dette med antallet af folkeslag, som kan - og vil - gå helhjertet med i denne kamp. Her må det konstateres, at der er blevet længere imellem dem efter de voldsomme træk på stort set samtlige statslige pengekasser til bekæmpelsen af corona-krisen. Og i sin statusrapport beskæftiger ministeren sig kun med, hvor langt vi er nået her i Danmark. Og nu er det jo sådan, at Danmark er kun en meget lille plet på verdenskortet, og  selv om det er vigtigt, hvordan vi opfører os, så er det alene altså ikke afgørende for, hvordan klimaet på verdensplan udvikler sig.

       Men lad os alligevel lige kaste et blik på situationen her i Danmark sådan isoleret set.  Lad os da bare glæde os over, at det nu er lykkedes at reducere CO2-udledningen. selvom vi altså ikke nåede de 70%. Og vi har da også lov til at glæde os over, at de kraftigt mindskede aktiviteter kloden rundt på grund af corona-krisen for en tid betød en mærkbar reduktion i udledningen af CO2. Men allerede i dag er den jo igen oppe på fuld styrke. Meget af det, der blev forsømt, mens corona-virussen hærgede, har jo skullet indhentes. Det var galt, allerede dengang beslutningen om de 70% blev taget; men i årene siden da er der altså fortsat  - corona eller ej - blevet udledt alt for meget, og der er stadig et stort og meget svært skridt op til de 100%, der jo må være endemålet - faktisk vil de sidste 30% blive meget sværere at nå end de første 70. Og ingen kan vist i dag tage et kig ud ad vinduet og få det indtryk, at vores klima er begyndt at opføre sig pænere. Tværtimod - skybruddene er blevet stadigt hyppigere, og mere og mere af den danske jord er blevet ubrugeligt på grund af oversvømmelserne. Men samtidig er der områder med skov, som er ved at visne på grund af tørke, og som i dag hverken opsuger CO2 fra eller producerer ilt til atmosfæren omkring os. Og vi kan sige med sikkerhed, at det bliver kun værre. Men ministeren er altså fortrøstningsfuld. Og man kan så med god grund spørge om, hvad han egentlig har at have denne fortrøstning i.
      Vel er der da områder, hvor det helt klart går fremad. Også gennem det seneste tiår har forskningen præsteret resultater, som peger i den rigtige retning, og som på sigt vil kunne hjælpe med til at rette op på klimasituationen. Men der mangler stadig tilstrækkeligt med økonomiske midler til udvikling og produktion, og politikerne er stadig tilbageholdne med at hæve skatterne tilstrækkeligt til, at der i den nødvendige grad kan blive sat endnu mere skub i den udvikling.
      Og vel bliver der da i dag produceret mere grøn energi til lands og i farvandene omkring Danmark, end det var tilfældet for ti år siden. Men vi er ikke blevet nært dygtige nok til at udnytte al denne energi på den mest effektive måde.
       Og nu er målet så, at Danmark skal være CO2-neutral i 2050. Skal det lykkes, er der mange andre områder end dem, jeg har nævnt ovenfor, hvor der skal strammes ganske betydeligt op. Og selv om det skulle lykkes, så er der jo stadig alt for meget drivhusgas i vores atmosfære, og temperaturen vil stadig være alt for høj til at undgå de vejrmæssige katastrofer og til at stoppe den afsmeltning af polarisen, som år for år bevirker en hævelse af vandstandsniveauet i verdenshavene og de ulykker, som det skaber.
      Men nu er det jo ikke kun et spørgsmål om, hvordan udviklingen vil blive her til lands. I mange andre lande - og ikke mindst i de større af slagsen - ser det meget værre ud. Og det er en udvikling, som blev kraftigt forstærket af corona-krisen. Derfor er der på verdensplan ikke store udsigter til, at man vil kunne nå en CO2-neutral situation i 2050. Altså vil situationen for Jordens klima fortsat blive mere og mere alvorlig, og flere og flere mennesker vil blive berørt af det.
     MED MINDRE verdenssamfundet beslutter sig til for alvor at tage skeen i den anden hånd - den, hvor det virkelig for alvor får noget til at ske. Det betyder først og fremmest, at vi i de rige lande stiller de nødvendige ressourcer til rådighed. For dem har de fattige lande ikke nogen af, og i virkeligheden er det primært dér, der er mest brug for dem. Det betyder væsentligt højere skatter og væsentligt mindre forbrug. Og så kræver det, at man på stort set alle områder i det internationale erhvervsliv stiller om fra at stile mod det størst mulige udbytte til at stile mod det, der har mest mulig effekt i kampen mod klimakatastrofen. Det vil ikke være nok, at vi gør det her i Danmark. Det må nødvendigvis være en fælles og koordineret verdensindsats, som der - for mig at se til - i dag ikke er andre til at tage sig af end FN.
       Forstærket gennem corona-årene er det i de fleste lande verden over blevet et folkekrav, at der gøres noget effektivt for at få vendt den ulyksalige udvikling, som vi næsten alle er vidner til. Hvad der mangler, er politikere, forskere og specialister, der i FN-regi bliver givet den tilstrækkelige magt og de rigtige kompetencer til at stille krav til de enkelte nationer og til at gennemtvinge, at kravene bliver efterlevet.
     Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Og jeg tror på, at fælles ulykke lærer mennesker at stå sammen.
     Men det kræver så også, at specielt verdens politikere - og blandt dem vores egen klima- og miljøminister - vil være realistiske og ærlige og fortælle hele sandheden. Det gør ministeren - efter min mening - ikke i sin statusrapport i januar måned.