Du er meget velkommen til at give din mening til kende om emner, der bliver behandlet på Ældre-bloggen.


   Brug "blanketten" her til højre; skriv dit navn og din email-adresse og din kommentar i besked-feltet. Klik på SEND, og et øjeblik senere ligger den i sidens indbakke. Snarest derefter vil din kommentar blive bragt her på siden under dit navn, men UDEN angivelse af din email-adresse.


Du må også meget gerne komme med egne indlæg om, hvordan du oplever det at være ældre, eller måske med gode ideer til, hvordan det kan blive endnu bedre at være det.

 
 
 
 

31-03-19


Forår endnu en gang


Hvert år ved denne tid er der især to sange, hvorfra nogle linjer gentager sig igen og igen for mit indre øre.

Den ene er Johannes V. Jensens digt "Stæren" fra 1925, hvor det første vers lyder således:


Som mange varme liflige kys

smelter din morgensang!

De mørke dage er ladt tilbage.

Forår — endnu en gang!


Det er den sidste linje: "Forår - endnu en gang", jeg hæfter mig ved, og som understreger min glæde og taknemlighed over tilværelsen: Jeg er lige fyldt 85, og alt tyder på, at jeg får lov til at opleve endnu et forår - altså endnu en gang den tid, hvor livet bekræfter sig selv, og hvor så meget begynder på en frisk. I min alder er det jo ikke nogen selvfølge, at man stadig er med på vognen og ikke mindst, at man har helbred og kræfter til endnu en gang at opleve alt det gode og positive, som foråret er udtryk for.



Den anden sang er Kaj Munks digt om "Den blå anemone".

Her lyder det første vers således:


Hvad var det dog, der skete?

Mit vinterfrosne hjertes kvarts

må smelte ved at se det

den første dag i marts.

Hvad gennembrød den sorte jord

og gav den med sit søblå flor

et stænk af himlens tone?

Den lille anemone,

jeg planted dér i fjor


Og lad mig så lige runde af med nogle strofer

af Benny Andersen:


Mit hår falder af

min knæskal er løs

og nyrerne rasler af sten.

Mit hjerte er skævt

min mave nervøs

det jager så sært i mit ben

jeg mærker det hvorend jeg går .....

og dog er det vår.

- - - - - -

Så:


Livet er ikke det værste man har

og om lidt er kaffen klar

05-12-18


Advent

 

 

I søndags var det første søndag i advent. Det betyder, at den højtid, som af mange

betragtes som den kristne kirkes største, nemlig julen, nærmer sig. Nogle mener, at

påsken er den største. Men for mig er det julen.

     Jeg betragter mig selv som kristen - ja, jeg synes endda, at jeg tør sige som en god kristen, selv om der faktisk kan være år imellem, at jeg går i kirke - altså til gudstjeneste. Men jeg har det bare rigtig godt med, at kirken som begreb og som institution er en del af Danmark som nation, og jeg glæder mig, når jeg færdes gennem det danske landskab, over de mange smukke kirkebygninger, som hver især danner ramme om noget af det vigtigste i vores danske kultur. Jeg har tidligere haft 16 gode og værdifulde år som medlem af et menighedsråd, og i mange år var jeg kirkeværge ved en landsbykirke. I mere end 25 år var jeg kirkebylærer - d.v.s. den, der med pen og godkendt blæk førte den såkaldte kontraministerialbog for sognet - altså sognets andet eksemplar af dets kirkebog, hvor præsten førte hovedbogen. I dag foregår dette elektronisk.

     Jeg har altså i en stor del af mit liv haft en aktiv tilknytning til kirken. Men selv ikke dengang var jeg nogen flittig kirkegænger, og siden da er det altså blevet endnu sjældnere, at jeg deltager i en gudstjeneste.

     Man kan vel med god grund spørge mig, hvorfor der er dette skel mellem min uforbeholdne tilslutning til Folkekirken og min efterhånden manglende deltagelse i dens grundlæggende aktiviteter, gudstjenesterne. Det er også et spørgsmål, jeg af og til stiller mig selv. Og jeg har svært ved at formulere et klart svar.

     For nogle år siden prøvede jeg at gøre det i, hvad jeg kaldte "En lægmands trosbekendelse". I den kan jeg følge det meste af den danske folkekirkes trosbekendelse; men jeg må sige fra, når den taler om "kødets opstandelse og et evigt liv". Og der er vendinger i den øvrige del af Folkekirkens trosbekendelse, som jeg ikke tager helt bogstaveligt.

     Jeg forsager Djævelen helt og fuldt, og jeg tror på Gud Fader, men som begreber og ikke som personligheder.

     Jeg tror på Jesus Kristus som menneskehedens betydeligste vejleder, men ikke som undfanget ved Helligånden og ikke som opstanden fra de døde.

     Og jeg tror på Helligånden som den følelse af samhørighed, der holder sammen på kirke og samfund, og som er grundlaget for vore synders forladelse.

     Jeg er ikke teolog, og jeg er ikke "skriftklog". Derfor udelukker jeg absolut ikke muligheden for, at der kan være meget i den hellige lære, som jeg har overset og aldrig har vidst. Men gennem det meste af mit 84 år lange liv har jeg tænkt ganske meget over tilværelsen lige fra dens begyndelse, og til den på et eller andet tidspunkt slutter definitivt for mit vedkommende med min død. Og der er ingen tvivl i mit sind, når jeg knytter døden og den definitive slutning sammen. Men jeg har det i enhver henseende godt med at gøre det.

     Jeg kan ikke, og jeg ønsker ikke at kunne se mig selv i en åndeverden et eller andet sted i universet, der af nogle omtales som "Himlen". Og jeg kan ikke forestille mig en sådan himmel befolket med myriader af ånder med oprindelse i de skiftende årtusinder.


Jeg er ikke misundelig på de mange, der er stærke i en tro på et liv efter døden, og som har det godt med denne tro. Og jeg mener det virkelig, når jeg ønsker, at enhver må blive salig i sin tro. Men denne tro på et liv efter døden er altså ikke min. Og derfor er der en del i den danske form for gudstjeneste, som for mig virker som nogle forældede klicheer. Men jeg erkender også, at jeg nok selv har gjort for lidt for at finde ud af, om der i de senere år er sket fornyelser i gudstjenesterne - fornyelser, som virkelig kunne tale til mig i den tid og i den virkelighed, som vi lever i i dag. Måske skulle jeg lade det være et nytårsforsæt for 2019 at prøve at finde ud af, om det eventuelt er mig, der lever i en overstået fortid. Men det er ikke noget, jeg har et stort behov for at finde ud af, for jeg har det fint med den indstilling både til livet og til døden, som jeg har i dag.

     Men jeg må jo erkende, at der som nævnt er mange i den danske folkekirke, der har det godt med et liv som religiøse og med en stærk tro på et liv efter døden. Jeg har stor agtelse og respekt for vore bisper og vore præster, som jo er alt andet end enfoldige mennesker, der lever i en indbildt verden. Og jeg har stor agtelse for vores dronning, som har fortalt om, hvor meget troen og kirkegangen betyder for hende.

     Selv om jeg altså ikke kan tilslutte mig alle punkter i Folkekirkens trosbekendelse, så bakker jeg hundrede procent op om den danske folkekirke som det vigtigste kulturskabende og -bærende element i den dagligdag, som langt de fleste danskere ønsker sig. Men jeg kan se, at Folkekirken i dag er under pres. Den er det fra andre religioner, som efterhånden på flere områder har haft held til at skubbe ellers hævdvundne, kristne traditioner ud - godt hjulpet af såkaldte "politisk korrekte" danskere, der finder det "åh så attraktivt med et multikulturelt samfund". Og den er det også fra organisationer som Ateistisk Selskab, som kraftigt agiterer for, at man skal melde sig ud af Folkekirken, men uden at de selv har noget som helst at byde på, og som lokkemiddel bruger, at man kan spare sin kirkeskat.

     Jeg ser det som utrolig vigtigt, at vi i dag står sammen om den danske folkekirke som et af de vigtigste midler til at opretholde et samfund, der hviler på et kristent grundlag.

19-12-16


At være til nytte


Hvad er egentlig meningen med livet?

     Jeg tror, at det spørgsmål har været stillet, lige så længe der har været tænkende

mennesker på Jorden. Dybest set er det vel det, der ligger til grund for Bibelens beretning

om Eva, der ikke kunne lade være med at smage på æblet fra Kundskabens Træ i Paradisets

Have. Og gennem hele menneskehedens historie har der været filosoffer, der har søgt at

give svar på spørgsmålet. Kristendommens teologer har også givet deres svar. Og svarene

har været lige så forskellige, som de har været mangfoldige. Derfor er der stadig mennesker,

som mere eller mindre forvirrede og mere eller mindre fortvivlede søger efter svar på, hvad

der lige netop for dem er meningen med livet. Nogle finder et svar. Andre gør ikke.

     Egentlig har spørgsmålet aldrig været så afgørende for mig. Jeg har altid slået mig til tåls

med, at meningen med livet må være selve livet. Og jeg har ikke rigtigt gjort mig klart, at

der vel egentlig ikke ligger svar på noget spørgsmål i den opfattelse.

     Derfor var der næsten en form for forløsning i det, da jeg for nogle dage siden læste et

interview i avisen med Hanne Reintoft. Jeg har ikke altid været enig med Hanne Reintoft i

hendes politiske holdninger; men jeg har altid betragtet hende som en "klog kone" i denne

betegnelses bedste og meste positive betydning. Og det gør jeg ikke mindst nu efter at have

læst hendes korte, klare og helt indlysende svar på spørgsmålet om, hvad der er meningen med livet.

     Det er AT VÆRE TIL NYTTE, siger hun.

     Så enkelt kan det siges. For er man til nytte, så er man med til at bære menneskeheden fremad. Og det er vel i virkeligheden det, det hele drejer sig om.

     Man kan være til nytte på mange måder. Man kan hjælpe sine medmennesker i det daglige. Man kan gøre det nær og fjern, og man kan gøre det på mange måder - helt praktisk eller psykisk. Man kan skabe noget - stort eller småt - materielt eller på et af de mange kulturelle områder. Man kan vejlede, eller man kan bakke op. Men man kan også være med til at bekæmpe det eller dem, der vil/kan skade menneskeheden: Soldaten eller politibetjenten, der risikerer liv og lemmer for at skabe eller bevare fred, frihed og tryghed for os alle sammen. Forskeren, der vier sit liv til at skabe muligheder for, at alle kan have det bedst muligt. Eller opfinderen, der skaber nye og bedre muligheder for os alle.

     Vi har alle sammen muligheder for at være til nytte.

     Jeg vil bestræbe mig på at udnytte de muligheder, jeg har.

Hanne Reintoft

17-10-18


Meningen med livet:

At vi skal have det sjovt


Så kører tv-serien "Herrens Veje" igen over skærmen. Det får mig til endnu en gang at tage spørgsmålet om meningen med livet op. For det er jo et af livets væsentligste spørgsmål. Og det bør ikke være givet, at den holdning, man har til spørgsmålet i dag, skal være den samme som den, man havde for år tilbage. Oplevelser og påvirkninger fra andre mennesker kan for mig være en god grund til, at man ændrer syn på sin tilværelse. Og det skal man være ærlig nok og stor nok over for sig selv og andre til at gøre, hvis der er en god grund til det. Omvendt mener jeg heller ikke, at man skal flagre rundt fra den ene mening til den anden og billedligt talt lade vinden bestemme, hvad man skal mene i dag.

     Jeg har tidligere givet udtryk for, at for mig er meningen med livet, at vi skal have det sjovt. Det er med vilje udtrykt lidt provokatorisk, og jeg skal understrege, at i denne sammenhæng skal det at have det sjovt opfattes i meget bred betydning - vel nærmest som synonym til det at have det godt og som antonym til det at have det trist og dårligt. Og så skal det tilføjes, at efter min mening bærer man selv en væsentlig del af ansvaret for, at man kan have det sjovt. Men det er ikke alt, hvad nogle opfatter som sjovt, der kan eller skal accepteres af alle os andre. Det gælder eksempelvis dem, der finder det sjovt på en ene eller den anden måde at udnytte andre økonomisk, psykisk eller med magt.

     For nogle år siden faldt jeg i et interview over en udtalelse fra Hanne Reintoft, der er en kvinde, som jeg i den allerbedste betydning betragter som en klog kone. Hun sagde, at for hende er meningen med livet "AT VÆRE TIL NYTTE".

     Så enkelt kan det siges. Og det gjorde faktisk stort indtryk på mig. For er man til nytte, så er man med til at bære menneskeheden fremad. Og det er vel i virkeligheden det, det hele drejer sig om.

     Man kan være til nytte på mange måder. Man kan hjælpe sine medmennesker i det daglige. Man kan gøre det nær og fjern, og man kan gøre det på mange måder - helt praktisk eller psykisk. Man kan skabe noget - stort eller småt - materielt eller på et af de mange kulturelle områder. Man kan vejlede, eller man kan bakke op. Men man kan også være med til at bekæmpe det eller dem, der vil/kan skade menneskeheden: Soldaten eller politibetjenten, der risikerer liv og lemmer for at skabe eller bevare fred, frihed og tryghed for os alle sammen. Forskeren, der vier sit liv til at skabe muligheder for, at alle kan have det bedst muligt. Eller opfinderen, der skaber nye og bedre muligheder for os alle.

     Vi har alle sammen muligheder for at være til nytte.


Nu stod jeg så dér med hele to gode meninger med livet: At have det sjovt og at være til nytte. Jeg måtte spørge mig selv, om det egentlig ikke er én for meget - for der kan vel ikke være mere end én mening med tilværelsen. Det stillede mig i lidt af et dilemma, og det krævede en hel del eftertanke. Og så slog det mig, at der vist slet ikke er tale om to meninger, men at de i virkeligheden samles i én. Jeg tænkte tilbage til situationer og sammenhænge, hvor jeg syntes, at jeg med god grund kunne mene, at jeg havde været til nytte. Og så stod det mig klart, at hver gang havde det gjort mig glad. For det er noget godt, positivt og glædeligt at være til nytte. Og når det gjorde mig glad, så havde jeg det jo virkelig sjovt. Nytte, glæde og det at have det sjovt er altså i virkeligheden tre sider af samme sag.

     Men så slog det ned i mig: På et tidspunkt, når jeg bliver endnu ældre, så kan jeg måske føle, at jeg ikke længere er til nytte eller gavn for nogen eller noget - ja, at jeg måske i virkeligheden snarere er til besvær. Hvad så? Er det så også slut med en mening med tilværelsen? Er der så overhovedet ikke længere nogen mening med at være til?

     Det var egentlig slet ikke nogle rare tanker at baskes med. Men det varede ikke så længe, før jeg syntes, at jeg havde fundet det positive svar for mig selv på den stribe af spørgsmål: Indtil nu har jeg haft et godt liv at se tilbage på - et liv med glæder, men også med store sorger. Det er slet ikke slut endnu; men måske kommer der en dag, hvor jeg med tanke på de mange år, der er gået, kan tilslutte mig konklusionen i Preben Kaas' og Jørgen Rygs uforlignelige vise, hvor de sang om, hvad lykke er: "Lykke er, at man har fået lov at leve livet".

     Jeg kan kun ønske, at alle med mig vil kunne nå til denne konklusion, der - i hvert fald for mig - giver en mening med det hele. Men jeg gør det vel vidende, at der er så sørgeligt mange, som af forskellige grunde må se anderledes på det.


     I "Herrens veje" er der nogen, der bestemt ikke er glade i deres hverdag. De føler selv, at de ikke gør nogen sand nytte. Og de kan ikke se nogen mening i deres tilværelse. Jeg glæder mig til at følge de næste udsendelser i serien, for jeg kan håbe, at de får lov til at opleve dette at være til nytte både for sig selv og for andre. Jeg kan håbe, at det giver dem glæde, og at de dermed (igen) synes, at det er sjovt at leve. Og at de oplever, at der også for dem er en mening med tilværelsen.


Hvis man skulle have lyst til at se tidligere indlæg om meningen med tilværelsen, så kan man klikke HER og komme til mappen, hvor de findes.


14-04-19


Tanker ved en milepæl


Eller burde jeg egentlig tale om en "halv-milepæl".
Under alle omstændigheder mener jeg, at det at runde de 85 år, er en god anledning til at gøre sig nogle tanker om tilværelsen - både den forgangne del og den kommende.
Og hvad angår den kommende del af tilværelsen, så må man jo erkende, at den er noget usikker - man ved aldrig, om den ofte omtalte tagsten rammer en i morgen. Og i betragtning af, at middellevetiden for danske mænd er 79,0 år (de stærke kvinder klarer hele 82,9 år), så må jeg vel egentlig på en måde erkende, at jeg nu lever på lånt tid - endda så godt og vel. Og alene det er vel en god anledning til at gøre sig nogle tanker.
Det vil jeg prøve at gøre med en tænkt samtale med en god ven, som kender mig rigtig godt, og jeg lader ham/hende lægge for:


                                                                Du har i lidt forskellige sammenhænge sagt og skrevet, at "meningen med livet er at   

                                                                have det sjovt". Er det ikke temmelig provokerende?
                                                               
                                                                Jo, det er det sikkert nok. Men det er helt bevidst. Og der er faktisk blevet lagt mærke
                                                                til det. I stedet for "sjovt" kunne jeg måske have valgt for eksempel at skrive "godt".
                                                                Men så ville mange nok bare have tænkt "ja, selvfølgelig". Men det her med "sjovt"
                                                                fangede og provokerede en del og fik dem til at spørge: "hvad pokker mener manden
                                                                med det?".
                                                                Og jeg mener faktisk, hvad jeg skrev. Men jeg bør nok lige føje til, at jeg vil gerne
                                                                have, at ordet "sjovt" i den her forbindelse bliver opfattet i bred betydning.

                                                                Det forstår jeg ikke. Enten har man det vel sjovt, eller også har man det ikke sjovt? Og
                                                                hvordan skal jeg forstå det med en bred betydning?

Jo. Jeg er helt på det rene med, at noget af det, der er sjovt for mig, ikke behøver at være det for alle andre. Og der er jo også dem, der synes, at de har det sjovt med noget, som generelt må betragtes som helt uacceptabelt - f.eks. alt det, der kan komme ind under begrebet kriminalitet og i det hele taget alt, hvad der skader andre. Men når det er sagt, så vil jeg holde fast i den opfattelse, at meningen med livet er at have det sjovt - og altså stadig sagt med et provokerende tonefald og i bevidstheden om, at man selv både kan og skal yde en indsats - somme tider endda en stor indsats - for at kunne have det sjovt.
Og så er jeg altså også af den opfattelse, at først når man virkelig selv har gjort en indsats, så oplever man resultatet som noget positivt, noget godt og glædeligt og noget, som man måske oven i købet kan have lov til at være stolt af - med et andet ord noget, som man virkelig kan føle som sjovt.
     Føler du dig stadig lidt provokeret af min brug af ordet sjovt?


Ja, det gør jeg faktisk. For jeg kan ikke lade være med af føle, at det at noget er sjovt, det forbinder jeg med, at det er noget, som er til at grine over. Og jeg synes egentlig ikke, at det er særlig grinagtigt, hvis jeg har knoklet med noget gennem lang tid, og det så omsider lykkes. Det er ikke sjovt, selv om det i høj grad er noget, jeg kan glæde mig over.


Det kan jeg helt følge dig i. Men hvis man nu prøver at se sådan på det, at det modsatte af "sjovt" vel kan være "trist", så giver det endnu mere mening for mig. For jeg kan da slet ikke forestille mig, at vi skulle være sat her i verden for at have det trist. Hvilken mening skulle der dog være i det?


Hvad mener du, når du taler om, at vi er "sat i verden"?

Det er vel sådan, at der er forskellige meninger om, hvad eller hvem der har sat os i verden. Mange vil sige, at det er Gud, og jeg vil bestemt ikke benægte, at de kan have ret. Det er noget, jeg gerne vil komme tilbage til. Men jeg kan slet ikke forestille mig, at en gud skulle have andet formål med at sætte os i verden end det ene, at vi mennesker skal være glade - og vi mennesker er glade, når vi har det sjovt (altså i den brede betydning). Jeg ved godt, at der er mennesker, som ikke rigtigt har grund til at være glade, og det er en af grundene til, at jeg har så svært ved at forestille mig, at det er en gud, der har skabt menneskene - oven i købet i sit eget billede. Derimod kan jeg godt forestille mig, at der ligger noget guddommeligt bag dette, at vi mennesker i dag er, som vi er. Men jeg er ikke i stand til at definere eller forklare dette guddommelige nærmere. Hvis jeg kunne det, var det måske ikke guddommeligt mere. Men nogen eller noget må vel have sat det hele i gang engang. Og hvis vi mennesker er resultatet af en udvikling over millioner og atter millioner af år, så kan der måske nok netop i det ligge en årsag til, at vi er rigtig mange, der synes, at vi har det sjovt - og at vi har lov til at have det sjovt og til at være glade. Når vi altså vel at mærke selv har gjort vores del til at kunne have det sådan.


Du mener altså ikke, at vi sådan næsten pr. definition har krav på at have det sjovt?


Nej bestemt ikke. Men der er vist noget om, at glade mennesker har mere livsmod end dem, der går rundt og er triste. Og livsmod giver styrke og gå på-mod. Så er der vel ikke så langt til Darwins udviklingsteori om, at de stærke er vinderne her i tilværelsen og dem, der bringer udviklingen videre. Hvis man kan gå ind for den tankegang, så har man vel egentlig alene deri en god begrundelse for, at vi skal have det sjovt. For det må jo efter min mening være endemålet.
     Men det er klart, at det at have det sjovt er ikke bare sådan noget, der kommer af sig selv ovenfra. Vi må hver især gøre en indsats for det. Man kan måske også sige, at vi skal hver især gøre os fortjente til det. Det gælder den måde, hvorpå vi forbereder os til tilværelsen gennem uddannelse og indsamling af erfaring. Det gælder i høj grad den måde, hvorpå vi forholder os til andre mennesker. Og det gælder da ikke mindst den måde, hvorpå vi giver livet videre gennem vores børn.


Vil du dermed sige, at det, der giver mening med livet, ligger i en stræben efter at gøre det endnu sjovere - for nu at bruge dit ord i den brede betydning - for vores efterkommere?


Ja, det er vist en rigtig god måde at udtrykke det på. Men så må vi jo se på, hvad det
egentlig er, der kan få os til som mennesker at føle, at vi har det sjovt? Og det er der
da heldigvis rigtig meget, der kan. Men vi kommer ikke udenom, at der forskel - stor
forskel - på, hvad vi mennesker finder sjovt, og som derfor gør os glade. Det vil være
håbløs gerning at prøve at remse bare noget af det op, for der er så meget. Men prøv
blot at tænke på, hvad du selv finder sjovt. Og så er der jo altså som allerede nævnt
forskel, og det kan være utrolig svært - ja vel næsten umuligt at forstå, at nogen kan
finde glæde eller tilfredsstillelse i at gøre andre ondt. Jo, nøgleordene i den forbindelse
er vel magt og rigdom - der er vist ingen tvivl om, at netop magt og rigdom er det, der
skaber tilfredsstillelse og dermed glæde hos nogen. Derfor oplever vi krig og anden
ondskab, som gør verden til et helvede for så mange mennesker. Og det kan da aldrig
være den sande mening med livet.
     Sygdom og fattigdom gør det også ulideligt svært for mange mennesker, og man kan undre sig over, om der kan være nogen mening med, at de skal have det sådan. Jeg har oplevet udsagn - mundtlige og skriftlige - som går på noget om "en prøvelse fra Gud". Jeg har set det fulgt op med "løfter" om en belønning i form af et bedre liv efter døden. Men sådan noget kan jeg slet ikke finde nogen mening bag. Hvad skulle være en guds mening med på den måde at straffe uskyldige mennesker? Og er der overhovedet nogen acceptabel mening i den tanke, at nogen skal have det urimeligt ondt her og nu, for at de kan blive belønnet i et "næste liv"?


Nej, det har jeg da også meget svært ved at se nogen mening i. Men der må jo så være god grund til at spørge om, hvorfor der så skal være så mange, der har det så ondt?


Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne give et fuldgyldigt svar på det. Men det er der vist heller ikke andre, der kan.
Men jeg har en forestilling om, at netop i det spørgsmål gemmer der sig en væsentlig del af årsagen til, at der gennem årtusinder er opstået mange forskellige religioner. For en religion er vel noget af det, der virkelig kan skabe en vis trøst midt i ondskaben og et håb om et kommende bedre liv. Noget andet, der kan skabe det håb er en eller anden form for kamp for en bedre tilværelse - en kamp på ord eller en kamp på våben.
     Desværre er det også den trøst og det håb gennem en religion, der har skabt mulighed for, at netop religion gennem tiderne har kunnet misbruges og er blevet misbrugt i ganske uhyggelig grad til at vinde magt over mennesker og til at udnytte mennesker.


Du får næsten religion til at lyde som noget i retning af ondskaben selv!


Ja, og det har den virkelig været - jeg tror gennem hele menneskets historie. Og det er den - efter min mening - i nogle sammenhænge den dag i dag. Jeg vil gå så vidt som til at hævde, at hvis man kunne forestille sig en verden uden religioner, så ville vi opleve en langt fredeligere verden, end vi kender den i dag.
     Det er jo ufatteligt, hvad der gennem tiderne er bedrevet af ondskab og udnyttelse i en eller anden religions navn. Og jeg fatter slet ikke den bestialske ondskab, der stadig den dag i dag udøves i en religions hellige navn. Tænk for eksempel på, hvad islamisterne bag Islamisk Stat har foretaget sig gennem de senere år i Allahs navn.
     Heldigvis har vi efterhånden i den vestlige verden - og også enkelte andre steder -
stort set fået afskaffet den udnyttelse af borgerne, som man oplevede tidligere. Tænk
på den magt over mennesker, som den katolske kirke tiltvang sig op gennem middel-

alderen ved bogstavelig talt at true med bål og brand her og nu og med skærsilden og

helvede efter døden. Det var ufattelige rigdomme, som kirken opkrævede, truede eller

svindlede sig til, f.eks. når dens afladskræmmere rejste lande og riger rundt med løfte

om, at "når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer". Og det

er mindst lige så ufatteligt, hvad der er udøvet af mord og lemlæstelser i religionens

navn - for slet ikke at tale om, hvad der er sket - og sker - af seksuelle overgreb med

den begrundelse, at det er guden velbehageligt.


Jamen, hvordan kan nogen da stadigvæk være religiøse i dag, når man ser på, hvad religion har været årsag til gennem tiderne?


Jeg tror, det skyldes en naturlig uvilje mod at acceptere, at livet her og nu skulle være - om jeg så må sige - alt, og en stærk tro på, at der er en form for liv efter døden.
     Og lad mig udtrykke helt klart, at jeg har den største respekt for alle, der lever deres liv med den uvilje og med den tro. For jeg har jo ingen som helst særlig kompetence til at mene, at de tager fejl. Og for mig er et af mine alvorligst mente ønsker for hele menneskeheden, at enhver må blive salig i sin tro.
     Jeg ser bestemt ikke alt det, der gennem århundrederne er sagt og skrevet om Vor Herre, om Jesus og Kristendommen som udtryk for naive menneskers vildfarelser. Jeg har dyb respekt og agtelse for alle de gode og kloge mennesker, der virker i de forskellige funktioner i den danske folkekirke fra præst til biskop og i andre menigheder. Jeg respekterer dem for deres tro. Men jeg er ikke med hele vejen i den tro.


Betyder det, at du med din egen tro som en slags rettesnor for dit liv stadig kan synes, at meningen med det hele er, at vi som mennesker skal have det sjovt?


Det er nok de færreste - hvis der overhovedet er nogen - der oplever hver eneste dag, uge og måned livet igennem som sjov. Og det har jeg bestemt heller ikke gjort. For os alle er der triste perioder ind imellem. Og det er nok i virkeligheden godt, at det er sådan, for det skaber på en måde perspektiv i tilværelsen, og vi lærer at skønne på det, når vi - forhåbentlig det meste af tiden - har det sjovt. Og når vi, der er kommet op i årene, ser tilbage på vores liv, er det vel netop dette, at der har været både sjove og triste perioder, der indtil nu har givet det værdi. Og som giver os grundlag for at disponere, så vi fortsat kan prøve på at have det sjovt og dermed fortsat kan have en meningsfuldt liv.


Ja, men du har ikke givet mig svar på, hvorfor der er så mange rundt i den ganske verden, som af meget forskellige grunde har det utroligt ondt, og som umuligt kan se nogen som helst mening med livet.


Jo, jeg synes, at jeg har givet dig en del af svaret, når jeg tidligere sagde, at der er mennesker, der handler mod det ene mål at vinde størst mulig magt og rigdom. Og det gør de ved at udnytte andre mennesker på alle tænkelige måder. De gør det måske ved at snyde og bedrage eller måske ved at starte krig. Under alle omstændigheder gør de det uden at bekymre sig om, at det skaber ulykke, sorg, sygdom og sult for utallige andre. Og der er jo mange og uhyggelige eksempler gennem hele menneskehedens historie på diktatorer, som har været skyld i millioner af menneskers død blot for selv at vinde magt. Det giver mening for disse magtsyge mennesker; men det kan ikke være meningen med livet for alle dem, det går ud over. For dem er der ganske enkelt ikke nogen mening. En gang imellem går udviklingen skævt, og så skabes meningsløsheden. Men det er efter min mening for let at sige, at det har Gud nok en hensigt med, som vi mennesker ikke kan se. Om man dermed tænker på den kristne gud, på Allah eller en helt anden, gør ingen forskel for mig. Jeg ser ondskaben i verden som resultat af en form for mutationer i udviklingen - altså uhensigtsmæssige ændringer. Hvis det er en gud, der straffer os, så har vi ikke andre muligheder end underkastelse. Accepterer man derimod tanken om ondskab i alle former som resultat af mutationer, så har vi mennesker ikke blot mulighed, men vel også pligt til at gøre, hvad vi kan, for at bekæmpe ondskaben. Og det har man da også gjort på mange måder. Tænk på, hvor mange alvorlige sygdomme, der er udryddet takket være lægevidenskabens forskning. Og tænk på de mange fredsskabende tiltag og organisationer, der arbejder med beundringsværdig ildhu rundt i verdens brændpunkter.


Jo, jeg synes virkelig, at den sande mening med tilværelsen er, at vi skal have det sjovt.
     Med mine nu 85 år kan man vel sige, at jeg allerede har fået en ganske pæn bonus i forhold til gennemsnittet. Men når den gennemsnitlige levealder som nævnt trods alt er så høj for os mænd som de 79,0 år, så skyldes det jo, at der er nogle, der trækker den opad - ja, der er jo flere, som har passeret de 100.
     Da jeg er så heldig, at jeg stadig har det godt og stadig kan synes, at tilværelsen i alt væsentligt er sjov, så vil jeg bruge 85 års-milepælen til med glæde og forventning at se fremad.

04-07-18


Sort tale


Jørgen Hedager Nielsen, der præsenterer sig som forfatter og forkynder i Indre Mission i mere end 40 år, har den 15. juni kommenteret et indlæg i avisen Danmark.

     I denne kommentar kommer han med nogle udsagn, som jeg troede hørte en fjern fortid til, og som på mig virker fuldstændig som sort tale.

     Hans skriver bl.a.: "Helt i Luthers ånd forkynder vi (dvs. i Indre Mission - min tilføjelse), at mennesket er en synder, der har brug for frelse."

     Når han her taler om "mennesket", må det vel forstås som alle mennesker - altså også mig. Og så er det, jeg må spørge om, hvordan jeg har forsyndet mig, og hvem jeg har forsyndet mig imod. Jeg kan ikke acceptere en påstand om "arvesynden" - altså at jeg skal bære skylden for fjerne forfædres eventuelle synder. Jeg er mig, og jeg må alene stå til ansvar for, hvad jeg måtte have begået af synder. Og jeg er mig ikke nogen synd bevidst, som jeg skal frelses fra af nogen eller noget. For hvad skulle der egentlig ligge i den frelse.

     Selve vendingen om, "at mennesket er en synder, der har brug for frelse", virker på mig som en inderligt forslidt kliché. I gamle dage lykkedes det på forskellige måder at få millioner af mennesker til at tro på den og få dem til at vende sig til institutionen kirken som den, der - mod visse tjenester - kunne skaffe dem den frelse, som gjorde, at de kunne slippe for pinslerne i skærsilden. "Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer", som afladshandleren Johann Tetzel sagde i 1500-tallet.

     Jørgen Hedager Nielsen skriver videre: "Og på samme måde som Luther lægger vi vægt på, at vi frelses alene på grund af Guds nåde og hans kærlighed til sine frafaldne skabninger". Det får mig til endnu en gang at spørge om, hvad det er, vi skal frelses fra. Og hvis det er mig og alle mine medmennesker, der er "frafaldne skabninger", hvad er det så, vi alle sammen er "faldet fra"?

     Videre i Jørgen Hedager Nielsens indlæg hedder det: "Som forkynder i Indre Mission har jeg gang på gang brugt Luthers ord og understreget, at vi samtidig er syndere og frelste". Det er for mig endnu en kliché, der virker som regulær sort tale.

     Bedre bliver det ikke, når han fortæller, at "Vi bliver frelst af Guds nåde til trods for vores synd. Gud opfordrer enhver til at leve et godt liv i næstekærlighed, men det er ikke vejen til frelse. Der findes en meget bedre vej, og det er at erkende sin synd og leve livet under Guds nåde og tilgivelse."

     Der er formodentlig en fuldstændig og helt forståelig forklaring på, hvad det betyder, at Jørgen Hedager Nielsen har givet i sin forkyndelse gennem de 40 år. Men præsenteret, som det er tilfældet i hans indlæg i avisen, virker det som nævnt på mig som indholdsløse klicheer.

     Jeg betragter mig selv som kristen, og jeg har nu i mere end 80 år været medlem af Folkekirken, og det agter jeg at blive ved med. Det skyldes, at jeg betragter Jesus Kristus som nok det menneske uden for min nærmeste kreds, der har givet mig den største hjælp, når det gennem årene har drejet sig om at have hold på min tilværelse. Det betyder ikke, at jeg i dagligdagen har gået og tænkt på, hvad Jesus har sagt og ment om dette eller hint. Men jeg har lært om Jesus i skolen. Jeg har gået til præst og er blevet konfirmeret. Under min uddannelse har jeg læst væsentlige afsnit af Bibelen. Jeg har lejlighedsvis gået i kirke. Og ikke mindst, så lever jeg i et samfund, der i stort set alle dets sammenhænge lever og virker på grundlag af, hvad Jesus i sin tid lærte sine disciple. Alt i alt har det medvirket til, at jeg selv kan se tilbage på et liv, som jeg kun kan være tilfreds med og taknemlig for, og som jeg har kunnet leve i et samfund, der kan takke kristendommen og dens lære om livet for de utroligt gode vilkår, som vi har her i landet.

     Men det gør ikke Jesus til en gud for mig. Heller ikke til "Guds søn". Selve begrebet "Guds søn" siger mig ikke i sig selv noget. Men jeg forstår, at der har været - og måske stadig er brug for at anvende billeder i forbindelse med det, som vi mennesker ikke umiddelbart forstår. Og jeg opfatter betegnelsen "Guds søn" som et billede på det meget nære forhold og den indgående og enestående forståelse, som Jesus må have haft af det guddommelige i den oprindelige skabelsesproces og til de muligheder, som den endnu den dag i dag rummer for os mennesker.

     Og så har mit liv med kristendommen i øvrigt givet mig den holdning til mine medmennesker over hele kloden, at jeg har det store ønske, at enhver af dem må blive salig i sin tro.

15-01-17

Jamen, hvad er da lykke?


Forleden dag kom jeg til at snakke med en af mine bekendte om begrebet

lykke. Årsagen var, at der for nogen tid siden blev præsenteret en interna-

tional undersøgelse, der viste, at danskerne er et af de lykkeligste - ja,

måske endda det lykkeligste folkeslag i verden. Og af en anden - men na-

tional, dansk undersøgelse - fremgik det, at her til lands er det os ældre,

der er de lykkeligste.

     Det, vi snakkede om, var, hvad det mon egentlig er man undersøger,

når man når frem til, at den ene nations befolkning er lykkeligere end den

anden, og at vi ældre er lykkeligere end de yngre aldersgrupper. For det

her med lykke er jo noget mærkeligt, ubestemmeligt noget, som man vel

ikke kan sætte ind i tabeller og lave statistik over.

     Eller kan man?

     Vi kunne hurtigt blive enige om, at der er en helt afgørende forskel på,

om man siger, at "man har fundet lykken", eller om man begrænser sig til,

at "man har fundet lykke". Med det første udsagn giver man udtryk for, at man har nået det højst opnåelige, og det kan man vel kun gøre én gang i livet. "Lykke", derimod, er noget langt mere mangfoldigt - og godt for det, da. Har man fundet lykke, har man lov til at sige, at man er lykkelig, og heldigvis kan man da være lykkelig af både den ene og den anden grund - og af flere grunde samtidig. Og er man ikke lige lykkelig i dag, så er der da mulighed for, at man godt kan blive det igen.

     Men hvad er det så, man måler i disse undersøgelser om folks og menneskers lykke? Er det, hvor mange der når at finde lykken i deres liv? Eller er det, hvor meget lykke man synes, at man har opnået?

     For det er jo meget forskelligt fra menneske til menneske, hvad det egentlig er, der skaber lykke. Og det er måske slet ikke det samme i dag som for ti år siden. Et af de steder, hvor det vel allerbedst er kommet til udtryk, er i Preben Kaas' og Jørgen Rygs uforlignelige vise, hvor de sang om, hvad lykke er.

     Jeg kender ikke til nogen, der har givet en entydig forklaring på, hvad lykke er. Den burde jo ellers være nem at få i vore dage. Man kan jo blot gå på internettet og spørge Google: "Hvad er lykke?" Og det kommer ikke til at skorte på seriøse svar. Der er masser af dem fra filosoffer og andre forskere og fra psykologer og andet godtfolk, f.eks. på www.psykologviden.dk, hvor man bl.a. kan få at vide, at "lykke over længere tid kan defineres som en følelse af indre fred; at alle hængepartierne i livet er landet der hvor de skal, og at der ikke er nogle større bekymringer for hverken nutid eller fremtid. Har du perioder i dit liv, hvor du har haft det sådan over flere måneder, måske endda år? Hvad var det, der gjorde lige præcis den tid så god?"

     Men læg lige mærke til, at psykologen - som de fleste andre - slutter med at stille et spørgsmål. Vi må selv give svaret på, hvad der er lykke for mig!

    Vi kunne jo så også gå til Charles Gandrups mere end hundrede år gamle sang om lykken, hvor første og sidste vers lyder således:


Lykken er ikke gods eller guld,

lykken er ikke storhed og ære,

lykken kan selv i den ringeste vrå

arbejdets frugter på bordet bære.


Lykkeligst den, som har fred med sig selv,

fred med sin gud, og fred med sin næste!

Går det i verden så op eller ned,

han har af lykken dog fundet det bedste.


Konklusionen i sidste linje af Kaas/Ryg-visen

er:


"Lykke er, at man har fået lov at leve livet".

11-03-17

Hjælpsomhed er ikke nogen selvfølge.


For flere år siden var der i fjernsynet en udsendelsesserie, som jeg ikke længere husker navnet på. Men den kunne f.eks. godt have heddet "Ugens Buket". Det var før mail og sms, så dengang kunne man sende et postkort til redaktionen med forslag om en person, som fortjente at få en tak for sin hjælpsomhed. Så drog man fra fjernsynet ud, ringede på døren og overrakte en smuk buket. Og man fik så at vide, hvordan den pågældende person praktiserede sin hjælpsomhed. Det kom der både gode og rørende historier ud af.

     Men egentlig var det jo lidt trist, at man på den måde ville belønne folk for at være hjælpsomme. Det var altså ikke ligefrem nogen selvfølge, at man var det.

     I dag kunne vi godt bruge en tilsvarende tv-serie. For der er da heldigvis stadig mange mennesker, for hvem hjælpsomhed er en helt naturlig ting. Men når man hører og læser om forhold og episoder rundt i landet, så kan man godt få det indtryk, at der er blevet længere imellem dem. Det kan der være flere grunde til. Men det er mit indtryk,  at der blandt dem er en, som bliver mere og mere fremtrædende: "Sådan noget har vi vel kommunen til! Og det er vel bl.a. det, vi betaler skat til!"

     Det er da rigtigt, vi gennem de seneste 10-20 år har set, at det offentlige via kommunerne og regionerne har påtaget sig/fået pålagt flere og flere opgaver med støtte til borgerne - ikke mindst til os ældre. Og det er der da bestemt meget godt ved. Men det er lidt trist, når det går ud over den almindelige hjælpsomhed familie, naboer og borgere imellem.

     Og det bliver galt, når kommuner og regioner i de allerseneste år har måttet skære ned på den offentlige hjælp til svage borgere. For det virker ikke, som om den almindelige hjælpsomhed borgerne imellem  er vokset i takt med det. Tværtimod sker der stadig oftere, at man kan høre om medborgere, for hvem en hjælpende hånd - fysisk, psykisk, økonomisk eller på anden måde - ville kunne gøre forskellen på et dårligt og - i det mindste - et bedre liv. Og i mange tilfælde er det såmænd slet ikke så meget, der skal til. Et venligt ord eller en siddeplads i bussen kan betyde meget.

     For et par år siden skulle jeg ud på en længere rejse, og jeg havde en del bagage med.  Alene tanken om rejsens strabadser gjorde mig lidt træt på forhånd. Men da jeg skulle stå på bussen, var der en rigtig køn teenage-pige, der sendte mig et venligt smil og spurgte: "Må jeg have lov at hjælpe dig?" Og så hankede hun op i den største og tungeste af mine kufferter og hjalp mig ind i bussen. Da hun havde fået mig til sæde, sagde hun med endnu et rart smil: "Kan du have en rigtig god rejse!" Så forsvandt hun ned til en anden ledig plads bagest i bussen, og jeg har ikke set hende siden. Men jeg rejste lidt gladere videre.

Et smil

koster intet, men giver meget.


Det gør den rig, som modtager det, uden at gøre den fattigere, som giver det.


Det kræver blot et øjeblik; men mindet om det kan ofte leve for bestandigt.


Ingen er så rig eller mægtig, at han kan undvære det, og ingen er så fattig, at han ikke kan blive rig ved det.


Et smil skaber lykke i hjemmet, fremmer god vilje i forretninger og er venskabets besegling.


Det giver hvile for den trætte, opmuntrer den nedtrykte, er solskin for den bedrøvede, og er naturens bedste lægemiddel mod bekymring.


Alligevel kan det ikke købes, tigges, lånes eller stjæleS, for det har kun værdi, når det gives.


Nogen er for trætte til at give dig et smil

GIV DU DEM ET

for der er ingen, der trænger mere til et smil, end den, som ikke længere har et smil at give til andre.

27-07-17


Smilet er den korteste vej - - -


                                Den gamle folkelære om, at den korteste vej

                                mellem to mennesker er et smil, blev brugt af

                                Victor Borge som titel på hans selvbiografi.

                                   Men der ligger andet og mere end en folkelære

                                og en titel i det udsagn. I et samarbejde mellem

                                hjerneforskere fra universiteterne i Aarhus og

                                Oxford har man nu videnskabeligt påvist, at intet

                                i den grad skaber samklang mellem mennesker

                                som et smil.

                         

                               Da jeg for kort tid siden læste om dette

                               videnskabelige samarbejde, kom jeg til at tænke på et opslag, som min kone havde hængende lige midt på oplagstavlen i hendes værksted. Efter hendes død gemte jeg det hen, dels fordi teksten for mig er et godt minde om, hvordan hun var, og dels fordi den rummer noget, som vi alle sammen efter min mening kan have godt af at huske på.

    Efter lidt søgen fandt jeg igen opslaget frem. Og her er teksten:

Ældre-bloggen